Troen på vampyrer

Kapitel 1

DAISY

Min søster var forsvundet, det var to dage siden, jeg er bekymret for hende, og det er min skyld hvis hun sidder derude et sted og fryser og er sulten.Vi var oppe at skændes om min kæreste Ryan, hun mente at hun havde set ham være utro, til det kostumebal der var i byen for tre uger siden, hun mente at han havde stået og kysset med en anden, som han var taget hjem sammen med.

Jeg har ringet til alle hendes venner og til alle jeg kender som måske kunne have set hende, men alle siger det samme "Nej desværre vi har ikke set hende, vi håber hun kommer hjem snart"

"Hallo? Er det politiet? Det er Daisy, min søster og jeg kom op og skændes og nu er hun forsvundet, jeg troede hun ville komme tilbage og der er gået to døgn nu, ingen af hendes venner har set hende..."

Det var en mande stemme der svarede "Kan du beskrive hende for mig? Give mig en alder? Og måske også en ca. Højde?" Hans stemme var rolig, men noget ved den irriterede mig voldsomt, hvordan kunne han være så rolig og virke så ligeglad! Det var min søster det drejede sig om.

Stemmen lød igen i røret "Hallo, er du der stadig?" Stemmen rev mig straks tilbage til virkeligheden "Øhh... Ja det er jeg" jeg lød over hovedet ikke rolig, jeg var ude af mit gode skind, af bare bekymring for min søster.

"Når ja, det var en beskrivelse af hende, ikke?" sagde jeg "Jo" svarede stemmen i røret. Jeg begyndte straks at beskrive min søster hun var høj, 175cm. Hun havde kastanje brunt hår, der går hende til midt på ryggen og så havde det små forsigtige krøller. Hendes øjne var blå, meget mørke, hun var smuk, ja, smukkere end jeg selv og yngre, selvfølgelig, den perfekte alder 19.

Jeg ville ønske jeg var 19 igen, det bedste år i mit liv.

Stemmen i røret rev mig igen ud af mine tanker "Ja tak, jeg starter en eftersøgning med det samme" Jeg svarede ikke og få sekunder efter, var den eneste lyd jeg hørte "Dud dud dud" Lyden af røret som var blevet lagt på i den anden ende.

Lejligheden vi boede i var stille, det eneste der holdt den fra at være helt lydløs var lyden af mine skridt. Bekymret og frustreret gik jeg rundt i stuen, jeg kunne ikke sove.