Troen på vampyrer

Kapitel 5

Han kiggede meget intenst på mig, han sad stille henne på madrassen, han bevægede sig ikke og han sagde heller intet. Jeg sad også bare der med ryggen op ad væggen, mit hoved skjulte jeg i hænderne som jeg hvilte på mine ben, som jeg havde trukket op mod min mave, jeg håbede at han ikke kunne se at jeg kiggede på ham engang i mellem.

Det var ret akavet bare at sidde der, for han sagde intet. Så skete det han rettede lidt på sig og jeg for sammen, min krop begyndte at ryste, ikke meget men lidt. Min hjerne fortalte mig at jeg skulle komme væk, for det han havde gjort ved mig sidst havde gjort rigtig ondt, og min krop var så svag bagefter.

”Hvad vil du?” Min stemme var svag.

Min mave knurrede som en anden løve, det var nok det sidste jeg havde brug for lige nu, jeg kunne jo ikke rigtig få fat på noget mad, jeg havde prøvet at komme ud, men det ville han ikke have.

”Er du sulten?” Spurgte han.

Det kunne godt være at han lød venlig, men det faldt jeg ikke for, han var en skidt fyr! Det var helt sikkert, men jeg nikkede alligevel for min mave skreg efter at få noget at spise. Han rejste sig og gik hen mod døren.

”Zan, vi har brug for mad og vand” Råbte han og slog på døren.

Zan var hurtig, han åbnede døren på klem og skubbede en bakke ind, manden som jeg var fanget med blottede sine tænder af Zan, døren blev lukket og låst igen. Manden gik over mod mig med bakken.

”Her” Sagde han.

Jeg så det, jeg så hans tænder, jeg troede det var løgn, det var jo bare noget der var skrevet ned i bøger for andre mennesker kunne tjene penge.

Jeg rykkede væk fra ham og kom op og stå, jeg var bange for ham, han var jo vampyr.

”Slap af” Sagde han.

”Jeg gør dig ikke noget, eller ikke lige nu i hvert fald” Han grinede, men det var alt andet end sjovt.

Han gik hen mod mig, han stod helt tæt op af mig, og jeg stod med ryggen trykket mod væggen. Hans fingre gled op ad min hals, der hvor han havde sat tænderne i mig.

”Du er noget af en fighter, jeg tømte næsten din krop for blod og alligevel overlever du, utroligt” Han lød ret fascineret.

Hans hånd fandt min hage og vippede den op så jeg kiggede ham i øjnene, han kiggede længe på mig, hans ansigt var som sten, det afslørede ikke en eneste følelse, men hans bevægelser var rolige og langsomme for ikke at skræmme mig.

”Hvorfor er du her?” Spurgte han lidt hårdt, han tog et skridt baglæns, jeg kunne se at hans muskler blev spændte, han var ikke helt glad for jeg var her.

”Jeg, jeg” Jeg kunne ikke få min stemme til at sige noget, jeg var meget bange for ham.

”Hvorfor” Råbte han.

Jeg rømmede mig, jeg var nødt til at tage mig sammen, rummet var lukket og lille, og Zan ville ikke åbne døren, for han vidste at vampyren så ville stikke af, og Zan var røv egoistisk, han ville hellere have jeg døde end at hans vampyr slap fri.

”Jeg troede Zan havde en slags udstilling af de forskellige overnaturlige væsner fra science-fiktion bøgerne” Sagde jeg med rystende stemme.

”Aha, du har måske også været i London og se, Johnny Prechts udstilling” Spurgte han med et kæmpe grin smurt på i hele 25’øreren.

Jeg nikkede.                                                                                       

”Zan, hvad står tælleren på?” Råbte han.

”2 dage, 23 timer og 59 minutter” Råbte Zan tilbage.

Han begyndte at smile, og så grine.

”Gå med dig” Sagde han.

Mente han det virkelig? Jeg turde ikke rejse mig, hvad hvis det var en fælde og han dræbte mig når jeg nåede til døren?

”Skrid!” Han råbte ad mig, han var ophidset og alle hans muskler var spændte, han stod i hjørnet og lignede et vilddyr, hans hænder var knyttet, så hårdt at jeg kunne høre knoglerne knage.

I det jeg rejste mig gav det et gib i ham, han kæmpede med at holde sig selv under kontrol, Zan åbnede døren og smækkede den hårdt efter mig og låste den så igen.

”Er du okay? Har han gjort dig noget?” Zan var bekymret og undersøgte mig nærmere.

”Nej det er okay” Svarede jeg, men det var løgn, jeg var alt andet end okay, jeg var chokeret.

”Lad os gå hen og se på mine eksperimenter” Sagde Zan.

”Dem med menneskerne?” Spurgte jeg, jeg havde ikke helt forstået hvad det gik ud på.

”Ja, jeg tvang vampyren der inde” Han pegede mod cellen jeg lige var kommet ud af ”Til at forvandle dem” Sagde han og lød lidt stolt.

Vi gik hen mod cellerne, og så nogle mennesker, som var i gang med at blive forvandlet til vampyrer, de gik rundt som nogle sultne dyr, og så meget vrede ud.

”Det lykkedes! Det lykkedes!” Råbte Zan

Men så skete der noget, deres øjne begyndte at bløde, de begyndte at skrige deres hud begyndte at ætse, som om nogen havde hældte syre på dem, så faldt de om og lå helt stille, de var døde.