Alive 1 .N.H.(Afsluttet)

Et skud?

LISAS SYNSVINKEL

Flyveturen virkede ufattelig lang. Punkertøsen hørte så højt musik i hendes høretelefoner at jeg kunne høre det. Jeg havde selvfølgelig selv glemt høretelefoner og flyet havde ingen. Heller ingen tæpper, jeg frøs af helvede til. Punkertøsens pegefingre trommede med på musikken. Så kiggede hun over på mig med øjne der kunne dræbe. "Forstyrre jeg dig?" Hun gjorde mig nervøs og bange på samme tid med de øjne. Jeg tog mod til mig, trak på skuldrene og sagde "en smule, med musikken måske, ellers er det ikke slemt." Et smil voksede på de sorte læber. Hun lo. Jeg var ved at være godt træt og syntes egenligt ikke at det var sjovt. "Undskyld frue. Jeg skruer ned" sagde punkertøsen og trykkede voldsomt meget på en knap på hendes iPod. Jeg gav hende et nik med hovedet og svarede "tak". Punkertøsen rakte sin hånd frem mod mig. Jeg tog den. "Jeg hedder Betty." Jeg smilte en smule og svarede "Jeg hedder Lisa." Punkertøsen satte sig tilbage i sædet igen. "Såe, hvad får dig til at tage det her lorte fly, klokken lort om natte, til lille Danmark?" Jeg var i tvivl om jeg virkeligt skulle fortælle hende alt. Jeg trak igen på skuldrene og svarede hende hvordan det hele stod til. Min mor og søster i Danmark, mig og min far i England, min søsters vægttab og min mor og fars forhold. "Sådan er livet. Noget lort." Havde Betty sagt og smilt. Hun havde ret. Lige nu havde hun ret. Alt var lort, og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg kun tænkte på min familie når jeg sagde at alt var lort. Niall blev ved med at køre rundt i mit hovede. Betty fortalte også hvorfor hun havde valgt et lorte fly, klokken lort om natten, til lille Danmark. 1. Hun havde ikke særlig mange penge. 2. Hun flygtede fra hendes kærestes lejlighed og han måtte ikke opdage noget.. Han sov tungt. Jeg fik aldrig svar på hvorfor hun lige valgte Danmark og spurgte hende lidt efter hun var færdig med at forklare. Hendes svar var "jeg aner det ikke" og et stort smil. Betty valgte at tage musik i ørene igen og lade mig sove, hvilket jeg satte stor pris på. Hun lovede at vække mig inden vi kom til Danmark, så personalet ikke skulle vække mig. Jeg lagde mig til at sove med Niall i tankerne.

Jeg vågnede igen da punkertøsen ruskede forsigtig i mig. Jeg sendte hende et smil som tak for at have vækket mig og satte mig helt op i sædet for ikke at falde i søvn igen. Det var lyst udenfor. Punkertøsen rullede det lille garding ned. Vi satte begge vores sæder helt op og gjorde os klar til landing.

Luftehavnen vi var landet i var ligeså faldefærdig og forladt som den vi fløj fra. Punkertøsen og jeg gik side om side mod udgangen. Da vi kom til udgangen stoppede vi begge lige så stille op. "Så'e hvor skal du hen af?" Spurgte punkertøsen mig og kastede sit lange blonde hår om på ryggen. Jeg svarede hende "det kommer an på hvor vi er ligenu. Det glemte jeg helt at tjekke inden jeg tog afsted." Min taske begyndte at gnave på min skulder. "Vi er i udkanten af Fredericia." Fortalte hun. "Så tager jeg en taxa til kolding." Hun nikkede. "hvad med dig?" Spurgte jeg hende. Hun trak på skuldrene og svarede at hendes kæreste hadede Danmark på grund af noget der var sket i Danmark og at han havde sagt at han aldrig ville tilbage. Derfor havde hun valgt Danmark. Hvad skulle jeg stille op med en punkertøs, der var på flugt fra sin kæreste, hvis man kunne kalde ham det, når jeg selv skulle hente min lille søster og forklare min meget uforstående mor det hele? Jeg kunne ikke efterlade hende. Selvom at vi kom skævt ind på hinanden virkede hun faktisk rigtigt sød nu. "Skal vi dele en taxa til Kolding?" Spurgte jeg hende. Hun rynkede på brynene. "Ja, så kan du komme med mig. Hente min søster og få lidt mad på turen og sådan. Det er vel bedre end at ende i et gadehjørne?" Forklarede jeg hende og hun var enig. Vi delte en taxa og kørte til kolding.

Da vi ankom til Kolding, ude foran min mors hus, kunne jeg så min mor inde i køkkenet. Jeg bedte Betty om at vendte udenfor, bag en hæk så min mor ikke kunne se hende oppe fra huset. Jeg gik op mod huset og mærkede at min mave begyndte at trække sig sammen. Min taske gnavede stadig på min skulder og mine håndflader blev svedige. Døren var foran mig nu og det gik op for mig at jeg faktisk var ved at tage min søster fra min mor. Men det var det bedste. Jeg vidste at der lå en nøgle til huset under dørmåtten. Jeg bukkede mig ned og løftede dørmåtten op. Jep, den lå der stadig. Jeg låste mig ind og lagde nøglen tilbage. Jeg havde forventet at der ville lyde gøen, men jeg havde glemt at vores hund, ester, døde for et par dage siden efter jeg tog til England. Jeg lukkede døren efter mig og tørrede mine sko af i dørmåtten der lå inde foran døren. Min mor stod pludseligt i døren ud til baggangen. Hun kiggede på mig med et tomt blik, men tog så et par skridt hen mod mig og krammede mig. Jeg tog imod hendes kram og svang mine arme om hende. Jeg havde savnet hende, meget. "Hvad laver du her skat?" spurgte min mor da vi trak os fra hinanden. Jeg trak på skuldrene og svarede "det synes jeg lige vi skal tage siddende" Vi satte os ind i køkkenet. "Ja, hvad så?" Spurgte min mor. Jeg trak vejret helt ned i maven og fortalte hende hvordan alt stod til. Hun var stille under hele min forklaring , men da jeg var færdig faldt der en tåre fra hendes ene øje. Jeg tog hendes hånd der lå på bordet overfor mig og sendte hende et smil. Hun sendte et smil igen. Jeg kunne se på hende at hun havde det skidt med at jeg ville tage Tilde med mig igen, men hun gav mig ret i at Tilde havde brug for at komme med og at hun havde tabt sig for meget. Tilgengæld var hun helt stille og sagde intet da jeg fortalte hvor ligeglad far havde været med at Tilde var blevet så tynd, men det må vel bare være fordi hun ikke brød sig om at høre om min far. De havde det jo ikke specielt godt sammen til sidst. Min mor var nu begyndt at græde endnu mere, da Tilde kom ude fra gangen og fik øje på os. Hun lyste op da hun så mig og løb hen mod mig. Jeg nåede knap at rejse mig op inden hun omfavnede mig. Vi stod længe og krammede. Jeg kunne mærke at Tilde næsten ikke var til at kramme. I hvertfald ikke som hun plejede at være. Tilde kiggede på vores mor og spurgte hvad der skete. "Ikke noget du skal bekymre dig om" havde min mor svaret og havde fortalt Tilde at hun skulle gå ind og pakke sine ting. Tilde spurgte hvorfor og min mor fortalte at hun skulle med mig til England. Intet rørte sig i Tilde ansigt da hun hørte hvad der skulle ske. Hun trak ikke en mine, men gjorde som min mor sagde og pakkede tingene.

Kufferterne larmede da de trillede bag os. Jeg kunne skimte Bettys lyse hår bag en busk. Jeg ringede til en taxa. Min søster havde spurgte hvem Betty var og min forklaring var kort og upræcis. Taxaen kom og vi satte os alle tre ind. Da vi ankom til lufthavnen igen var det faktisk ved at blive mørkt. Taxaen holdte ude foran en gyde. Luftehavnen lå bag ved. Vi skulle bare lige igennem gyden og over en vej, så var vi ved lufthavnens indgang. Da jeg steg ud af taxaen piskede regnen ned. Betty var allerede halvvejs inde i gyden med hendes kuffert rullende bag hende. Alt jeg havde med var en taske. Maden jeg fik med af Niall havde vi alle tre delt i taxaen. Jeg ved ikke hvorfor men stemningen var ubeskrivelig dårlig. Tilde og jeg plejede altid at have noget at tale om og hvis vi så en sjælden gang ikke havde så enten grinede vi bare, eller gik ved siden af hinanden i stilhed. Ikke akavet stilhed, bare stilhed. Nu var det pludseligt akavet og Tilde virkede sur. Da både Tilde og jeg havde fået vores tasker og kufferter ud fra bagagerummet begyndte jeg at gå efter Betty. Tilde gik et par meter bag mig. Betty stoppede op længere fremme. Hun stod stille. Helt stille. Rørte sig ikke. Jeg gik op til hende. En hvisken kom fra hende. Hun hviskede noget alla "løb ned til hende" det hele stod stille for mig en lille tid, men det gik op for mig at der måtte være noget galt. Jeg smed min taske på jorden og vendte mig om mod Tilde. Hun gik ikke længere. Hun havde ikke længere sin kuffert rullende bag hende. Hun stod i favnen på en mørk skikkelse. En mand, lignede det. Betty havde vendt sig om mod Tilde og manden nu. Samme vej som jeg vendte. Manden trak Tilde ud i et lille lys der kom fra en slidt gadelygte. Han havde sort læderjakke på. Store sorte støvler. Et skævt smil på læberne. Jeg kunne se Tilde græde. Hun gav et forskrækket spjæt fra sig da manden sagde "troede du seriøst ikke at jeg ville finde dig? Lille luder. Jeg er ikke dum. DU er dum!" Betty flakkede med øjnene. Det måtte være hendes kæreste. Betty tog et par skridt frem og sagde "rolig.. Skat.. Rolig nu. Vi finder ud af det." Manden rystede på hovedet og tog sin hånd om bag hans ryg. Det lignede at han rodede i hans baglomme. Han hev en pistol frem. Jeg stivnede. Han stod med min lille, svage, tynde, uskyldige søster i favnen, og nu også en pistol i hånden. Betty stoppede med at gå hen mod ham og Tilde. Jeg blev svimmel. Jeg hørte Tilde skrige i det manden tog pistolen op til hendes hovede og satte den på tindingen. Der lød en pive lyd fra mig. Jeg kunne ingenting sige eller gøre. Betty trådte længere frem mod manden og Tilde. "Stop. Hun har intet med det at gøre. Slip hende" sagde Betty. Tilde så skrækslagen ud. Manden tog pistolen væk fra Tilde og rettede den mod ham selv. "Du flygter jo altid." Sagde manden til Betty og løsnede grebet en smule på Tilde. "Jeg elsker dig. Men alt du gør er at flygte." Han græd nu. Jeg kunne se på Bettys hænder at de rystede. Jeg var snart ved at være helt gennemblødt af regnen der stadig piskede ned fra den mørke himmel. "Stop nu. Vi kan finde ud af det sammen" foreslog Betty men manden rystede på hovedet. Jeg klemte mine øjne i, i håbet om at det hele var en fantasi. En drøm. Det sitrede for mine øjne fordi jeg klemte dem så hårdt sammen. Jeg nåede ikke at åbne dem før der lød et brag. Et pistol brag.