Alive 1 .N.H.(Afsluttet)

Bortvist

NIALL'S SYNSVINKEL

Da Lisas læber ramte mine løsnede vrede sig inden i mig og en varm bøjle skyllede sig ind over mig. Jeg kunne mærke hendes hånd på min brystkasse. Tiden stod stille og jeg følte ikke andet end hende. Lisa trak sig og kiggede ned i jorden. Hendes hånd havde hun ikke flyttet fra mit bryst. Mine mave var fyldt med sommerfugle og jeg kunne ikke lade vær at smile. Calum fik hurtigt ødelagt vores øjeblik ved at fortælle at det rent faktisk var ham der havde skiftet Lisas bluse. Vreden steg i mig og Lisas hånd på mit bryst var pludseligt ikke nok til at holde mig nede på jorden. Min knytnæve røg op i luften igen. Den placerede sig på Calums kæbe. Han lande på gulvet men kom hurtigt op og stå. Et slag ramte mig på næsen og varmt blod flød ud. Lisa prøvede at komme ind mellem Calum og mig, uden held. Vi ente på gulvet, trillede rundt og skiftede med at slå hinanden, da en høj dyb stemme råbte "HEY!" Calum, som lå øverst på det tidspunkt, kiggede op og stoppede straks med at slå på mig. Liams ansigt kom frem over mig og han rev Calum af mig. Jeg rejste mig. Liam havde fået Calum op af muren og prøvede at holde ham fra at gå amok på mig igen.

LISAS SYNSVINKEL
Da Liam havde fået Calum skubbet op af væggen, løb jeg hen til Niall. Hans næse blødte utroligt meget og hans flænge i hans øjenbryn var gået op igen. Han kiggede ned på mig og smilte lidt. Hans ene øje var blevet blåt. Jeg gav ham et smil igen. Min ene arm gled om ham. Mit hovede lagde sig stille på han brystkasse. Han var varm og jeg kunne mærke hans hjerte hamre bag hans hårde bryst. Hans arme lagde sig stramt om mig. Jeg trak mig igen. Det var rart endelig at stå i hans arme igen, men det kunne ikke nytte at stå og kramme på det tidspunkt.

"Så det var jer to der kom op og toppes?" Spurgte rektoren og kiggede på Niall og Calum. De nikkede modvilligt i takt. Niall havde fået stoppet hans blodtud. Calum sad med is på hans kæbe. Vores skolesygeplejerske havde vurderet at Niall havde ramt ham så hårdt på hans kæbe at den brækkede. Jeg kunne slet ikke forstå hvad der lige var sket. Calum havde forandret sig fra den ene dag til den anden. Det overraskede mig hvordan han slog løs på Niall. På den anden side var det Niall der startede med at slå på ham, hvilket ikke overraskede mig. Niall havde det største temperament og når han først blev sur, skulle der meget til at få ham ned på jorden og slappe af. Niall rystede nervøst med hans ene ben. "Og det var dig der stoppede dem?" Spurgte rektoren Liam som nikkede. Rektoren kiggede tvivlsomt på Calum og Niall skiftevis. "Jeg bliver desværre nok nød til at bortvise jer begge" Jeg slog mit blik i gulvet. Liam lagde sin arm om mig. Jeg puttede mig ind til, endnu en gang gled en varm tåre ned af min kind. Jeg tror jeg aldrig jeg havde grædt så meget på som kort tid. Niall og jeg havde endelig fået det til at fungere med at bo sammen. Jeg havde vænnet mig til og faktisk begyndt at kunne lide det.

Niall var i gang med at pakke alle sine ting. Ham og Calum skulle hentes efter aftensmaden. Jeg sad stille på Nialls seng og beundrede ham imens han pakkede. Lige siden rektoren havde taget sin beslutning om at drengene skulle forlade efterskolen, var der løbet tårer ned af mine kinder. Ikke fordi Calum skulle forlade efterskolen, han ville sikkert alligevel ødelægge alt som mig og Niall havde fået bygget op igen. Men fordi at alt hvad Niall og jeg havde fået bygget op kunne være ligemeget nu.
Niall kiggede over på mig, smed blusen han var i gang med at pakke ned i hans kuffert og satte sig ned ved siden af mig. Han lagde sin hånd på min kind og smilte til mig. "Rolig nu." Jeg puttede min kind længere ind i hans hånd. "Du klarer dig" jeg rystede på hovedet. "Du har alle de andre. Maria, Louis, Liam, Harry, Perrie, Tilde og hende der, hvad er det nu hun hedder?" "Betty" svarede jeg han. "Ja, hende. Du har også din far" Jeg klemte mine øjne sammen og en tårer banede sig vej fra mit øje ned af min kind. Niall kørte sin tommeltot over den så den var væk. Hans blå øjne kiggede trist på mig. Hans tommeltot kørte frem og tilbage på min kind. Jeg bed mig i læben og tog chancen. Mine læber plantede sig igen på Nialls. Nialls læber trak sig op i et smil. Han trak sine læber fra mine og lagde hans pande mod min. Hans hånd gled igennem mit hår og endte på mit baghoved, så pressede han sine læber mod mine igen.
Jeg kiggede på min mobil der lå ved siden af mig. Klokken var snart syv. Niall og jeg havde lagt i hans seng i godt og vel en time. Mit hovede på hans brystkasse, hans arm om min hofte og vores hænder flettet sammen. "Hvad er klokken?" "Syv" svarede jeg han og begyndte at nusse hans mave med min frie hånd. "Så må vi hellere se at komme op og spise" sagde Niall og prøvede at sætte sig op. Jeg lagde alt min vægt på ham, så han røg tilbage i sengen igen. Han grinte og kyssede mig stille på min pande. "Kom så, Lisa. Vi bliver nød til det" sagde han. Jeg rystede på hovedet "hvorfor kan vi ikke bare blive liggende her.." spurgte jeg. "Forevigt" Han trak på skuldrene. "Det kunne være rart.. men.." sagde han og begyndte at kilde mig. Jeg vred mig og grinte på samme tid. "Niall! Stop!" Han blev ved. Hans grin blandede sig med mit. Han stoppede med at kilde mig. Jeg prøvede at flygte fra ham men han havde stadig godt fat rundt om min talje. "Næ nej" sagde han og fortsatte "hvad siger du så til at gå nu?" Jeg rystede på hovedet igen og med det sammen begyndte han at kilde mig igen. "Hvad så med nu?" "Okay!" Hvinede jeg, men han fortsatte. Hans grin fik mig til at grine. "NIALL! STOP" Han stoppede og kiggede i mine øjne. Han smilte og gav mine læber et kys. "Kom" sagde han, tog min hånd og hev mig op af sengen. Vi gik ud og tog sko og jakker på og begyndte så at gå ned mod spise salen. Niall lagde hans arm om mig. Da vi drejede rundt om et hjørne på en af gangene stødte vi ind i min far. Niall tog med det samme armen som lå på mine skuldre ned igen. "Niall.." startede min far og kiggede surt på Niall. Et øjeblik troede jeg at min far ville blive sur på Niall og give ham en skideballe, det troede jeg indtil han talte videre "Du er blevet bortvist?" Niall nikkede. "Det er jeg ked af at høre" sagde min far og lød langt fra overbevisende. Vi passerede ham og gik videre ned mod spisesalen, da set gik op for mig. Min far burde kunne hjælpe.

"Lisa, der er intet jeg kan gøre.." Havde min far sagt. Jeg forsøgte igen. "Tænk lige over at han ikke sladrede om hvad du gjorde." Det var rigtigt nok. Niall kunne have været gået til rektoren og fortalt at min far havde slået ham, men det havde han ikke gjordt. Jeg vidste godt at det ikke var for at beskytte min far, men spillede alligevel på at Niall ikke ville såre min far. Som jeg kunne regne ud havde Niall ikke ladet vær med at fortælle det til nogen for min far skyld, men for min skyld. Han ville ikke såre mig. Det samme svar kom ud af min fars mund. "Desværre, jeg kan intet gøre." Jeg vendte om og løb tilbage til Niall som stod og ventede på mig samme sted som jeg var løbet fra.

Aftensmaden var trist og der var en dårlig stemning. Ingen sagde noget. Alle spiste i tavshed, udover mig som ikke spiste noget. De andre havde hørt at Niall skulle forlade skolen. "Spis nu noget." Sagde Niall til mig og smilte. Han holdte da humøret oppe.

Taxaen holdte og ventede udenfor, på skolens parkeringsplads. Niall var igang med at kramme drengene farvel. Calum gik forbi os og satte sig ind i taxaen med en sur mine smurt på hans ansigt. Niall kom hen og stod foran mig. Han lagde sine hænder på mine arme og smilte til mig. Jeg gav ham et lille smil igen. "Du skal nok klare det." Sagde han og krammede mig. Jeg lagde mine arme om ham og klemte til. Vi trak os og han plantede et kys i min pande. "Vi ses" havde han sagt og havde vendt sig om og gået. I det han skulle til at sætte sig ind i taxaen, gik en dør op og min far kom væltende ud. "Niall!"