Alive 1 .N.H.(Afsluttet)

Hjemme igen.

LISAS SYNSVINKEL

Mine øjne sprang op. Jeg kiggede over mod hvor manden før havde stået med Tilde i favnen. Var nogen blevet ramt? Der gled en hånd op på min skulder og jeg rystede af skræk, men så hørte jeg Tildes stemme sige "rolig. Der er bare mig." Nu så jeg ham. Han lå inde ved siden. Op af en væg. Bevidstløs. Tilde rev i mig. "Kom nu. Betty er løbet." Jeg samlede min taske op som jeg havde smidt og fulgte med Tilde. Betty sad på et trappe trin ud foran en Starbucks. Hun havde sin mobil i hænderne. Vi satte os ved siden af hende. Regnen var blevet til støv regn. Betty lagde sit hovede i sine hænder. "Han skød sig selv.." Hun græd tydeligvis. Jeg ville lægge min arm rundt om hende og kramme hende, men et eller andet sted vidste jeg at hun bare ville rykke sig væk eller blive sur. Jeg lagde en hånd på hendes skulder, gav dem et klem og sagde "der er intet du kan gøre nu. Ikke spild din energi på at græde. Han var alligevel efter dig? Han var slet ikke god for dig." Hun rystede på hovedet. "Jeg elsker ham jo stadig. Vi havde så meget sammen.." Hun tørrede sine øjne. Der sad stadig et tyk lag eyeliner rundt om hendes øjne. Hendes taske væltede da hun i et ryk rejste sig op. "Kom. Lad os få lidt at spise og drikke" Hun gik op af de sidste to trappetrin og skubbede døren op ind til Starbucks. Jeg rejste mig og fulgte efter. Tilde gik bag mig. Betty havde allerede bestilt. Der var nærmest ingen mennesker. Vi satte os og ventede. Det var en ung fyr der kom med vores mad. Han satte min kop foran mig og kiggede mig i øjnene. Hans øjne var helt mørkebrune. Man kunne næsten ikke se forskel på hans pupil og hans iris, så mørkebrun var det. Hans hår var brunt og normal længde. Sødt smil i hvert fald. Han gav mig et lille nik med hovedet inden han vendte sig om og gik. Jeg kiggede over på Betty der så ligeså forvirret ud som jeg sikkert gjorde. Jeg tog en slurke af min milkshake og satte den på bordet igen. Jeg hørte Betty grine. Jeg kiggede på hende. Hun holdte sin kop op og så på den. "Hvad?" Spurgte jeg hende. Hun kiggede på mig og holdte sin kop så jeg kunne se den. Der stod et nummer og en lille tekst. Hun nikkede til min kop. Jeg drejede på den. Der kom et nummer frem på min kop også. "Er det det samme nummer?" Spurgte Betty. Jeg kiggede på hendes kop. Nej. Jeg rystede på hovedet. Jeg kiggede hen på fyren der var kommet med vores kopper. Han stod og gloede på både mig og Betty. Jeg kiggede ned i bordet igen. Han fik mig til at tænke på Niall. Han sad sikkert til time lige nu. Hold op hvor jeg savnede ham..

NIALLS SYNSVINKEL

Tiden gik ekstremt langsom. Det føltes som om at Lisa havde være væk i en evighed. Værelserne føltes tomme og forladt. Lisas far havde været her på vores værelse og svine mig til efter at han havde læst brevet Lisa havde skrevet til ham. Han havde sagt at det var min skyld. At jeg havde elendig  indflydelse på hans lille guldklump. Han fortalte mig også at hvis jeg nærmede mig hende igen, ville han bortvise mig... Maria og Louis var begyndt at irritere mig. Nu hvor Lisa ikke var her, havde Maria al verdens tid til at være sammen med Louis og det eneste de lavede var at irritere mig med deres kissemissen.. Aftnerne var nok de værste og måske var jeg komme til at sove et par enkle gange i Lisas seng.. Jeg håbede bare på, at hun var okay.

LISAS SYNSVINKEL

Da vi havde sat og snakket i lang tid på starbucks besluttede vi at gå. Der var 3 timer til at vi skulle flyve. Lufthavnen var lige ovre på den anden siden af gaden. Regnen var stillet af og et par folk passerede. Vi kom ind i lufthavnen. Der var stadig lige så øde som da vi landede. Da vi skulle til at gå længere ind stoppede Betty op. Jeg kiggede om på hende. "Ja, vi må vel hellere sige farvel nu.." Sagde hun. Jeg rystede på hovedet og svarede "nej. Nej nej nej. Glem det. Du skal med."

Jeg havde endeligt, på et hængende hår fået overtalt Betty til at flyve med tilbage til England. Vi tjekkede ind og satte os til at vente i en slidt sofa. Betty sad med hendes starbuck kop i hånden. Hun havde gemt sin. Tilde foreslog at vi kunne finde nummeret på krak og se hvem nummeret tilhørte. Det gjorde vi så. Det tilhørte en dreng der hed Janus Jensen. Vi fandt ham på Facebook. Han var ikke helt grim. Faktisk pænt flot. Han havde mellem langt, blond hår. Blå øjne så det ud til. Vi fik lov til at gå ombord på flyet, ikke ret lang tid efter vi havde fundet drengen på Facebook. Vi sad i midter rækken. Der var tre sæder. Jeg satte mig i midten. Tilde på min højre side og Betty på min venstre. Efter lidt tid hvor vi havde siddet og gjort det en smule mere rart at sidde så tæt på nogle hårde stole, hørte jeg nogle dybe stemmer. Jeg vendte mig om og kiggede ind mellem sæderne. Der stod de. Den ene, ham fra Facebook, Janus, og den anden, ham fra Starbucks. Jeg vendte mig med hast om igen og prikkede Betty i siden. Hun åbnede sine øjne og løftede sit hovede op fra ryglænet. "Hvad?" Spurgte hun en smule irriteret. Jeg satte min finger på munden og tyssede på hende. Jeg pegede på drengene bag mig så de intet kunne se. Hun vendte sig om og kiggede. Da hun vendte sig om igen tog hun hånden op til munden. Jeg kunne høre hende le ind i hendes hånd. Jeg prøvede virkeligt at lade som ingenting og bad Betty gøre det samme. Stemmerne kom tættere på. Jeg kiggede mellem sæderne. De sad ovre i siden. Jeg vendte hurtigt mit hovedet igen da en af drengene, ham fra Starbucks vendte hovede hen mod de sæder vi sad på. Jeg troede ikke han havde set mig, men jo.. En små hvisken brød ud bag ved og jeg klemte mine hænder sammen. Så stram, at mine negle borede sig ind i min håndflade. En puslen lød og pludselig stod begge drenge ved siden af Tilde og smilte stort til os alle tre. Betty havde lagt sig med høj musik i ørene og lukkede øjne. Jeg prikkede diskret til hende. Hun åbnede øjnene, fik øje på drengene og flåede nærmest hendes hørertelefoner ud af hendes øre. Hun smilte til drengene. Tilde så utilpas ud og stirrede lige ud i luften. Fyren fra Starbuck stod med en taske på ryggen. Hipster stil nærmest. Han så anderledes ud nu, når han ikke havde arbejdstøj på. Janus stod ved siden af. Han kørte sin højre hånd igennem hans hår og smilte til Betty. I hans venstre hånd bar han på en taske. Hvad ville de? Skulle de bare stå der og glo på os eller? Jeg kunne fornemme på Tilde at hun ikke brød sig om at de stod der, tæt op af hende uden at sige noget. Betty rømmede sig og drengene sagde i munden på hinanden "Hej" de smilede begge, starbuck-fyren til mig og Janus til Betty. Betty svarede med det samme "Hej." Jeg hilste med et venligt smil og et nik. Betty havde spurgt om vi burde kende dem inden nogle af drengene kunne nå at svare på vores gengældelse af hilsnen. Drengene så ud til at være blevet slået en smule ud af kommentaren. De havde nok ikke regnet med det. Drengene havde bare rystet på hovedet og præsenteret dem selv. Først starbuck-fyren. "Jeg var på arbejde tidligere idag på starbuck. Det var vores numre der var på jeres kopper" jeg havde nikket og smilt pænt. Jeg havde virkeligt ikke lyst til at føre en ligegyldig samtale med dem. "Nå men øh.. Vi håber på det er okay at vi sætter os her bag jer?" Betty rystede på hovedet og svarede "næh." Drengene lagde deres tasker på plads og satte sig bag os. Betty lagde sig med musik i ørene og Tilde lagde sig til at sove. Jeg kunne høre drengene små snakke bag mig. En stewardesse gik rundt og tjekkede om alt var klar til at vi lettede.

Jeg vågnede da drengene bag os grinte. Jeg kiggede på klokken. Der var lang tid til at vi landede. Jeg måtte ikke have sovet i specielt lang tid. Jeg ville ønske at vi snart landede så jeg kunne se de andre igen. Jeg savnede dem alle. Især Niall. Selvom jeg måske ikke gad indrømme det over for mig selv, var han nok den eneste jeg rigtigt savnede. Jeg savnede ham allerede helt vildt bare efter en dag nærmest. Han havde mig virkeligt rundt om hans lille finger. Jeg rejste mig op. Hvor jeg skulle hen anede jeg ikke. Jeg gik fordi flere stewardesser og satte mig ned på et af sæderne. Jeg rykkede mig helt ud til vinduet. Der var frost på det lille vindue. Jeg græd. Over hvad vidste jeg ikke. Måske nok på grund af Niall. Han var svær lige sådan at sætte til side og glemme. Et bump lød ved siden af mig. Jeg vendte hovedet og kiggede ind i nogle mørke øjne. Starbuck-fyren. Jeg vendte hurtigt mit hovede væk og tørrede mine øjne da starbuck-fyren spurgte om jeg var okay. Jeg nikkede. Jeg var ikke okay, men han forstod det sikkert ikke. Han lagde en stor tung hånd på min skulder og spurgte igen om jeg var okay og om der var noget jeg ville tale om. Hvorfor kunne den dreng ikke bare lade mig være? Han vidste intet. Han anede ikke hvor svært det var. Jeg elskede Niall og ville for alt i verden være sammen med ham. Det eneste problem var bare at jeg ikke kunne tilgive ham for at være mig utro. Jeg kiggede på starbucks-fyren. Min makeup sad sikkert af helvede til og mit hår ligenede sikkert også en høstak. Han kiggede afventende på mig, som om han forventede at jeg skulle forklare ham om alle mine problemer. Jeg gav ham det afventende svar han var så spændt på at høre, "Hør. Jeg er virkeligt ikke i humør til at snakke. Alt er irriterende, jeg er pis hamrende forelsket i min eks der var mig utro, det følels som om at min far hader mig og min søster og jeg aner ikke hvad fuck jeg skal gøre." Det hele kom ud alt for stærkt og blev helt uforståeligt. Jeg tog et hurtigt kig over på starbucks-fyren. Han sad og smilede hvilket pissede mig lidt af, lige indtil han sagde "Ej undskyld. Tro mig. Jeg kender det med forelskelse.." Fyren lagde et øjeblik sit hovede i sine hænder men kiggede hurtigt på mig igen. "Det er noget lort." Svarede jeg ham og ignorerede hans undskyldning. Han nikkede sukkende så hans brune hår rystede. Efter lidt tid hvor han langt om længe fjernede hans hånd fra min skulder, fortalte han mig hans navn. Luke. Jeg fortalte ham mit navn og vi faldt i snak. Jeg fortalte ham hvorfor jeg var i Danmark og nu var på vej tilbage til England. Janus og ham skulle til England for at gå på college.

Vi havde sat os tilbage til de andre, Luke og mig. Vi landede snart i følge tidsplanen. En stewardesse var kommet rundt med nødder i små poser. Tilde havde fået min. Jeg kunne ikke spise noget. Vi landede og gik af flyet. Lufthavnen i Englang var en smule pænere end den i Danmark. Vi gik mod udgangen. Fordi der hvor mig og Niall havde stået og sagt farvel dagen før. Klokken var 02.13. Niall havde sagt at jeg skulle ringe når vi var kommet til England igen. Ham og Louis ville hente os i Louis bil. Vi satte os på nogle stole og jeg ringede til Niall. "Lisa! Hej!" Lød det fra den anden ende af telefonen. "Hej Niall" Svarede jeg ham og kunne ikke lade vær med at smile. Hans stemme var rar at høre igen. "Er det nu?" Spurgte han. Han lød træt. Jeg svarede "Ja. Vi venter ved den udgang vi to kom ind af sidst." Jeg kunne høre Niall og Louis hviske sammen. "Super! Vi kører nu!" Sagde Niall og skulle til at lægge på da jeg stoppede ham og sagde "og Niall? Vi skal muligvis have en ekstra med i bilen.." Jeg skævede over til Betty der smilede undskyldende til mig. Jeg gav hende et smil og sagde farvel til Niall.

Knap og vel en halv time efter jeg snakkede med Niall gik der en dør op og ind kom Louis og Niall. Jeg rejste mig op. Lod min taske ligge på gulvet og løb hen og krammede dem begge på samme tid. Ingen sagde noget vi krammede bare... Lige indtil at Louis rømmede sig og vi trak os alle. Jeg kiggede på Niall og vi fik akavet øjen kontakt. Jeg vendte mig om og så at Tilde også var på vej hen mod os. Hun omfavnede Niall. Da Niall og jeg var kærester var han som en store bror for hende. Hun blev nærmest sur på mig da hun fik af vide vi havde slået op. Indtil at hun fik grunden af vide og til at hun tænkte over at hun jo ikke behøvede at være sur på ham. Vi gik hen mod Betty der stod med hendes kuffert i hånden. Jeg præsenterede hende for de andre og de hilste på hinanden. Vi blev hurtige enige om at vi bare skulle hjem og gik mod udgangen igen, men da vi næsten var ude nåede vi ikke længere får der var en der kaldte mit navn. Jeg vendte mig om og så Luke og Janus komme løbende med deres tasker på ryggen. Jeg kiggede over på Betty på vejen strejfede mit blik en meget utilfreds Niall.