Jeg vågner næste morgen inde i stuen. Jeg kigger forvirret rundt. De sover alle fire. Jeg ligger mig ned igen. Der kommer en pling lyd fra en mobil. Jeg tjekker først min, men det er ikke den. Jeg ser at Pelles mobil lyser. Jeg burde ikke tjekke hvem der skriver til ham, men jeg kan simpelthen ikke lade være! Jeg tager mobilen i hånden.
Sara: Hej skat, glæder mig til at se dig senere!😘
Jeg ligger mobilen fra mig. Jeg får en kæmpe klump i halsen, og fælder en tåre. Jeg tager min egen mobil, og løber. Ud på gaden. Bare løber og løber.
Jeg stopper op, og kigger mig omkring. Jeg er bede ved Brugsen. Jeg sætter mig på en bænk. Jeg tager min mobil op af lommen. Det er kun 10 min. siden at jeg forlod lejligheden, og jeg har allerede 10 ubesvarede opkald fra Pelle, 15 fra Lauritz, 5 fra Jonas og 8 fra Stefan. En masse sms'er om hvor jeg er, og beskeder på Instagram. Jeg ligger mobilen i lommen igen. Jeg magter ikke at snakke med nogen lige nu.
Jeg har sat på bænken i 10 min. Der er begyndt at komme mennesker på gaden. Jeg kigger mig lidt omring indtil jeg får øje på en bekendt. Pelle. Jeg får en kæmpe klump i halsen. Jeg kan se at han ser nervøs ud. Han sparker til en dåse, som ligger på jorden. Jeg kan ikke få mine øjne fra ham, selvom jeg ikke kan holde ud at se på ham lige nu. Han får øje på mig, og ser helt lettet ud. Han sætter i løb, og begynder at løbe hen imod mig. Jeg burde rejse mig, og læbe væk, men jeg kan ikke få mig selv til det. "Emma!" Råber han, og krammer mig. Jeg lader være med at kramme med. "Hvad er der i vejen?" Spørger han, og sætter sig ned ved siden af mig. Han fjerner en tåre fra min kind, men jeg flytter den. "Det er dig der er i vejen," siger jeg, og rejser mig. Jeg begynder at gå. "Emma, stop lige!" Råber Pelle. Han lægger en hånd på min skulder, for at stoppe mig, men jeg ryster den bare af. "Emma, please, vil du ikke sige hvad det er jeg har gjort?" Spørger han. Jeg stopper og vender mig. "Kan du ikke bare lade mig være!?" Råber jeg, og fortsætter videre. Jeg bagud, og ser Pelle gå den modsatte vej. Jeg begynder at græde igen. Den nar! Tænker jeg. Jeg går over i parken og finder en bænk. Jeg sætter mig. Lidt efter får jeg øje på en bekendt igen! Stefan! Hvor er jeg glad for at se ham! Jeg sætter i løb hen imod mig. Jeg kan se at han bliver glad da han får øje på mig, og løber mig i møde. Vi mødes i et kæmpe kram, og jeg begynder at græde igen. "Shh... Emma hvad er der sket?" Spørger han, og trækker sig fra krammet. Han tager min ene hånd. "Pelle.. Han er mig utro," siger jeg, og begynder at græde igen. Han trækker mig ind i et kram igen. "Rolig. Utro?" Siger han. Jeg nikker. "Wow... Er du sikker?" Spørger han. "Jeg så en besked på hans telefon hvor der stod: Hej skat! Jeg glæder mig til at se dig senere idag" svarer jeg. Stefan får et underligt udtryk i hovedet. Han begynder at gå, og trækker mig med. Jeg ved godt hvor vi er på vej hen. Vi er på vej hjem til Pelle og Lauritz.
Jonas og Lauritz står i køkkenet og snakker. Da de får øje på os, giver de mig et kæmpe kram. "Emme hvor har du været? Hvad er der sket?" Spørger de. Jeg kigger lidt rundt. Jeg får øje på Pelle, som sidder inde i stuen med hovedet begravet i hans hænder. "Pelle er mig utro," hvisker jeg. De får store øjne. Lauritz ryster på hovedet. "Det tror jeg simpelthen ikke på," siger han. Jeg kigger ned, og forklare dem det med smsen. Lauritz går ind i stuen, til Pelle.
Pelle og jeg sidder inde på hans værelse. Drengene har låst os inde, så vi kan snakke om det. Jeg kigger bare ud af vinduet. "Emma, hvad er det jeg har gjort?" Spørger han, med en lille stemme. Jeg kigger på ham. "Det ved du godt selv! Prellede har fucking været mig utro! Hvem er Sara!?" Siger jeg. Han kigger chokeret på mig. "Sara? Det er min ekskæreste! Vi var sammen for 4 år siden!" Siger han. "Hvorfor skriver hun så skat til dig, og at hun glæder sig til at se dig senere!?" Spørger jeg. Pelle sukker, og ligger sig ned. "Hun er aldrig kommet over at jeg slog op med hende. Sådan har det været i et godt stykke tid nu. Hør Emma, jeg kunne aldrig finde på at være dig utro! Du er jo sådan en smuk og sød pige," siger han, og sætter sig op igen. Jeg kigger på ham. Jeg får et lille smil på læben, og det samme gør han. Før vi ved af det er vi brudt ud i latter. Pelle overfalder mig med et kram. "Undskyld," siger jeg. "Det er helt i orden. Du ved jo jeg elsker dig over alt på jorden," siger han. Vires læber mødes i et kys. Et langt kys. "Jeg elsker dig mere," siger jeg. Vi rejser os, og går hen til døren. Vi begynder at banke, så de kan lukke os ud. "Er i gode venner igen?" Spørger Lauritz ude på den anden side. Vi svarer begge med et ja. Døren bliver låst op, og drengene står ude på den anden side. Pelle har taget mig i hånden. De får alle et smil på læben. "Skal vi ikke bare glemme at det her skete?" Spørger Lauritz senere på dagen. Vi nikker alle.
****
Jeg undskylder meget for at der ikke kom et kapitel ud igår! Men jeg kom ret sent hjem, så kunne simpelthen ikke nå det! Magter ikke lige at skrive ti kapitler i aften, så i får et som er lid længere end de andre!😉
