Det banker på døren og jeg åbner. Caroline står i døren. "Klar?" spørger hun. Jeg nikker og tager min jakke på. "Vi smutter," råber jeg, og lukker døren efter mig. Vi går mod busstoppestedet. Bussen kommer efter 10 min. Vi sætter os bagerst i bussen. Her er næsten ingen mennesker. Vi sidder begge bare med vores mobiler i hånden, og er dybt koncentrerede. "Hvornår er vi der?" Spørger jeg. "Nu," siger hun og rejser sig. Jeg følger efter hende. Vi stiger ud af bussen, og går hen mod koncertstedet. Der er ingen mennesker, så vi stiller os forrest, lige i midten. Der begynder stille og roligt at komme flere mennesker med tiden.
"Byd velkommen til Page Four!" Råber manden oppe på scenen. En masse piger begynder at skrige, inklusivt Caroline. Der begynder en melodi og fire drenge kommer ind på scenen. Jeg indrømmer gerne at de er ret lækre. Da den sidste dreng kommer ind, får jeg den mærkelige fornemmelse i kroppen igen. Jeg kan slet ikke koncentrere mig, og da jeg får øjenkontakt med ham, kan jeg se at der også sker noget med ham. Han skynder sig at synge videre. Min hjerne tænker på fuld kraft, og jeg begynder nu at huske det hele! Det er ham. Pelle. Ham der var min bedste ven før jeg tog afsted. Ham jeg kunne fortælle alt til. Ham som jeg troede jeg aldrig ville glemme. Det gjorde jeg så. Men nu kan jeg tydeligt huske ham igen. Jeg fælder en tårer, og får øjenkontakt med ham igen. Nu hvor jeg tænker over det har jeg faktisk savnet ham. Mon han kan huske mig? Han kommer hen og tager mig i hånden, og synger til mig. Han sender mig et smil. Mon det er et tegn på at han kan huske mig?
Pelles synsvinkel
Midt i magi i luften får jeg øje på en pige. Hun virker bekendt. Jeg får en underlig fornemmelse igennem kroppen. Jeg skynder mig at synge videre, og tænker lidt over det. Pludseligt begynder jeg at huske det hele. Det der skete for fem år siden. Det er Emma! Min tidligere bedste veninde! Der er sket så meget! Jeg har slet ikke haft tid til at savne hende, og tænke på hende. Jeg får dårlig samvittighed. Mon hun kan huske mig? Jeg kigger over på hende igen, og går over til hende. Jeg tager hende i hånden. Jeg opdager at hun græder. Jeg sender hende et smil, og synger videre.
Emmas synsvinkel
Vi står lige nu i køen til autografer og billeder. Caroline er helt oppe at køre over alt det der skete under koncerten. Det skal lige siges at Pelle og Caroline aldrig har kendt hinanden. Pelle er den sidste ved bordet. Vi er de næste i køen. Jeg får en autograf fra dem alle, og får snakket lidt med dem. De har vist ser mig før på billeder i tøj butikker. Jeg når hen til Pelle. Han retter opmærksomheden mod det lille postkort bordet som jeg lagde foran ham. "Hvem er det til?" Spørger han. "Emma," svarer jeg. Der giver et ryk i ham. Han kigger op, og ser mig lige ind i øjnene. Vi står bare i lidt tid, da vi begynder at smile helt vildt. Han ligger armene om mig, og jeg gør det samme. "Pelle, jeg har sådan savnet sig!" Hvisker jeg, og begynder at græde. "I lige måde Emma," hvisker han. Han trækker sig fra krammet, og giver mig kortet. Han hvisker til mig at jeg skal stille mig et sted henne. Han peger derhen hvor jeg skal stå. Jeg nikker, og går derhen med Caroline i hælende. "Hvad gik det lige ud på?" Spørger hun med store øjne. Jeg forklare hende det hele. "Ej hvor vildt! Du kender Pelle!" Siger hun. Jeg tysser på hende. "Caroline, jeg bliver nødt til at vente her," siger jeg. "Skal jeg så tage hjem alene?" Spørger hun. Jeg nikker. Hun trækker på skuldrene. "Okay, hils dem," siger hun. "Skal jeg nok," svarer jeg, og siger farvel til hende.
Jeg sidder på en stol og venter. Jeg har ventet i 1 time da der er en der råber mit navn. Jeg kigger op og får øje på Pelle som løber hen imod mig. Jeg rejser mig, og løber ham i møde. Han trækker mig ind i et kram. Vi begynder begge at græde. Af glæde selvfølgelig. Vi bliver afbrudt af en stemme. "Ped har fået dame på!" Råber en stemme. Vi trække os fra krammet og kigger i den retning som råbet kom fra. Pelle ryster på hovedet. Ped må være hans kælenavn. "Drenge, det her er Emma min veninde. Emma det her er Stefan, Lauritz og Jonas," siger han, og peger på de forskellige. Vi hilser på hinanden. "Og hvorfor har vi ikke mødt hende før?" Spørger Lauritz og blinker til mig. Pelle begynder at forklare det hele. Drengene bliver helt rørte. Jeg kigger på min telefon for at tjekke klokken. "Drenge jeg skal til at hjemad," siger jeg. Jeg giver dem alle et kram. Pelles bliver selvfølgelig lidt længere. "Kan jeg ikke lige få dit nummer?" Spørger han. Jeg nikker og taster mit nummer ind på hans mobil. Pelle følger med mig hen til udgangen. "Jeg håber vi ses engang igen," siger han, og sender et smil. Jeg giver ham et kram. "Det håber jeg også," siger jeg. Vi får sagt farvel, og jeg går hen mod bussen.
