Lauritz og jeg sidder lige nu på hospitalet. Jeg kigger over på Lauritz. "Tror du det er alvorligt?" spørger jeg. Han trækker på skuldrene. "Håber jeg ikke," siger han. Han sidder i kigger ned i jorden. Hans ene fod bevæger sig hurtigt op og ned. I det samme kommer Jonas og Stefan til syne på gangen. Jeg rejser mig og løber over og krammer dem. Jeg begynder stille at græde. Jeg står i armene på Stefan, da Jonas er gået over til Lauritz. "Så så... det skal nok gå," siger han. Jeg trækker mig fra krammet, og sender ham et lille smil. Han har nok ret. Vi går over til de andre tre.
Døren til stuen åbner, og ud kommer en læge med Pelle efter sig. Jeg rejser mig hurtigt op og giver Pelle et kæmpe kram. Lægen går over og fortæller drengene, at det bare var en hjernerystelse. "Jeg er så glad for at du ikke kom noget alvorligt til," siger jeg, og kysser Pelle på munden. Han kysser med. "Øhm..." afbryder Stefan os. Jeg smiler undskyldende, og trækker mig væk fra Pelle så de andre tre kan komme til. De giver ham alle et kæmpe kram. "Hvordan har du det? Ondt nogle steder?" spørger Jonas. "Jeg har kun lidt ondt i hovedet," siger han, og tager sig til hovedet. "Skal vi ikke bare tage hjem?" Spørger Pelle. Vi nikker og går mod udgangen.
Pelle og jeg sidder inde i sofaen med en masse dyner. Pelle ligger halvt op af mig. Han er ret træt, og det kan jeg sådan set godt forstå. Jeg sidder og nusser ham i håret. "Skat," siger han stille. "Ja?" Pelle sætter sig op. "Har vi ikke noget is ude i fryseren?" Spørger han og rejser sig. Jeg trækker på skuldrene. Pelle forsvinder ud i køkkenet og kommer tilbage med 2 liter is. "Jeg henter lige Lau," siger han og forlader stuen igen. Han kommer ind igen med Lauritz i hælende. "Årh, is!" udbryder han, og sætter sig ned i den anden sofa. Han skovler noget is op til ham selv, og sætter sig derefter til rette i sofaen. Pelle og jeg gør det samme, og ser vi ellers bare en film.
