Da jeg vågner igen er klokken 03:00 om natten. Jonas ligger på en madras nede på gulvet, mens Pelle og jeg ligger oppe i sengen. Jeg hører pludseligt noget smadre ude i køkkenet. Mit hjerte begynder at slå hurtigere. Jeg kan hører nogle lave stemmer. Jeg ved at det ikke er Lauritz og Stefan, for sådan lyder deres stemmer slet ikke. Jeg hører skabe åbne og lukke. "Pelle," hvisker jeg med rystende stemme. Jeg rusker i ham, men han vågner ikke. "Jonas," hvisker jeg. Han vågner heldigvis. "Hva' så?" spørger han træt. "Jeg tror der er nogle derude," siger jeg. "Det er sikkert bare Stefan og Lau," siger han, og trækker dynen op til hovedet. Skuffer bliver åbnet og lukket. "Hørte du det?" spørger jeg. Jonas sætter sig op. "Ja," svarer han kort. Han rejser sig og går over og låser døren. I det samme vågner Pelle. "Hvad foregår der?" spørger han træt. "Der er nogen derude. Skriv til Lau at han skal låse sin dør, jeg ringer til politiet," siger Jonas og er allerede igang med at ringe. Jeg skynder mig at tage min mobil og skrive til Lauritz. Jeg får heldigvis svar om at han har låst døren. "Jeg er bange," siger jeg efter lidt tid. Politiet er på vej. Pelle holder om mig, mens han prøver at berolige mig. Vi skal være så stille som muligt, for at indbrudstyvene ikke opdager, at vi er vågne. "Det skal nok gå, skat, politiet er på vej," siger han, og kysser mig i panden. Jeg smiler usikkert til ham.
Jeg kan se blå blink nede fra gaden, og høre sirenerne. Politiet er her nu. Jeg kan høre at døren bliver sparket op. "Det er politiet!" råber en stemme. Jonas går over til døren og låser op. Da vi kigger ud kan vi se politibetjentene igang med at anholde de to tyve. Tyvene får øje på os og kigger chokerede på os. Stefan og Lauritz kommer også ud fra Lauritz' værelse nu. Der er tre betjente. To af dem følger tyvene ned i bilerne, mens den sidste snakker med os. "Det var godt i ringede, og blev inde på værelserne," siger han, og sender os et skævt smil. Efter en kort snak forlader politiet området. "Kæft jeg blev bange," siger Stefan og bumper ned i sofaen. "Godt du skrev, Emma," siger Lauritz. Ude i køkkenet ligger smadrede tallerkener og skabe og skuffer er åbne.
Vi ligge nu i vores senge igen. Jeg ligger helt inde ved Pelle. "Det var godt du vågnede. Jeg tør ikke tænke på hvad der havde kunnet ske hvis ikke du var vågnet," siger Pelle, og klemmer min hånd. Jonas sover allerede. Han falder virkelig hurtigt i søvn. Inden længe sover vi også.
Da vi vågner igen er klokken ved at være 10:00. Drengene skal i studiet idag, og jeg tager med. Vi sidder alle og spiser morgenmad, helt tavse. Jeg tror stadig vi er chokerede efter hvad der skete i nat. "Sikke en vild nat," siger Jonas for at bryde tavsheden. Vi nikker alle. "Emma er vores helt," siger Stefan, og blinker til mig. "Arrgh, det ved jeg nu ikke lige," siger jeg, og tager en bid af min bolle.
