It's Over! {1D}

Kapitel 17

(Skylers pov)
Jeg gider ikke mere. Orker ikke mere. Jeg vil egentlig bare gerne hjem nu. Hjem og sove, men man kan jo ikke sove sig fra alt.
Jeg kigger op på ham og snøfter. Jeg har ikke flere tårer tilbage, men snot er der selvfølgelig masser af.
"Hvad vil du?" Hvisker jeg og kigger ned i gulvet igen. Nu har han set at jeg har grædt. Jeg ved ikke hvilken bombe han vil smide, så endnu engang forbereder jeg mig på det værste.
"Det er jo ikke fair det her..." Tror jeg at jeg kan høre ham hviske.
"Hvorfor går du ikke bare, Harry?"
"Gå fra dig? Har du set dig selv?"
Jeg ved godt at jeg ser ynkelig ud. Mit hår er et stort rod. Det der er tilbage af min makeup er tværet ud i ansigtet og sikkert også i håret. Mine øjne er blodskudte og hævede, og jeg har streger på kinderne der hvor mine tårer har løbet alt hvad de kunne.
"Ja, hvorfor ikke? Det er jo det du altid gør"
Gjorde. Det er det han altid gjorde. Hver gang vi skændtes valgte han altid at gå sin vej midt i det hele. Jeg hadede når han gjorde det. Det var det samme, som hvis han bare valgte at give op. Følelsen af, at han altid gav op når det var hårdest, var min største frygt, da vi var sammen. Hver gang vi skulle bevise at vi kunne klare det, at vi var stærke sammen, beviste han bare hvor svagt et par vi egentlig var. Jeg tænkte det samme hver gang han vendte mig ryggen. Hver gang var jeg fyldt med kampgejst og ville kæmpe for os så længe det end skulle være, selvom at han måske ikke ville. Eller det var indtil jeg fik nok.
"Men det gør jeg altså ikke denne gang" Hans ansigt er hårdt, øjenbrynene er trukket sammen, men hans øjne er lige så blide som hans stemme.
En blanding mellem et klynk og et hik forlader min mund. Vi ser begge lidt forskrækket ud. Overrasket over min respons til hans seriøse ord. Jeg kan ikke lade være med at grine. Jeg prøver at holde det inde.
Det her er en seriøs og meget alvorlig situation, Sky! Du kan ikke bare begynde at grine! Råber en indre stemme i mit hovede. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre som hun siger, men stemningen er så trykket, alkoholen bruser stadig i mine åre og mit lille udbrud var bare for ynkeligt til ikke at grine af.
En boblende og uregelmæssig latter baner sig vej op gennem min hals, gennem min mund og ud i rummet, hvor den så hænger som et akavet tæppe.
Det var måske ikke så god en idé alligevel...
Det bliver endnu mere akavet da han ikke begynder at grine sammen med mig, men bare kigger på mig. Nej, glor på mig med hævede øjenbryn.
"Undskyld..." Siger jeg forsigtigt og kigger ned i gulvet.
Han nikker lidt - mest for sig selv tror jeg - og siger så:
"Jeg ved godt at jeg måske har virket lidt påtrængende på det seneste, men helt ærligt, Sky! Jeg kan ikke bare lade som ingenting! Der er jo ikke en eneste dag jeg ikke har tænkt på dig siden... ja, siden jeg mødte dig, for fanden!"
Jeg ved ikke helt om det er hans ord eller desperationen i hans stemme der overrasker mig mest. Jeg har da godt vidst, at han har nogle følelser for mig, men jeg troede de... ja, jeg ved ikke, havde holdt en pause da vi slog op og så først er begyndt at komme tilbage nu. Jeg havde ikke tænkt på, at han måske faktisk aldrig nogen sinde var holdt op med at holde af mig.
Jeg har ikke lyst til at fortsætte denne her samtale. Jeg ved bare, at det umuligt kan ende godt.
"Kan vi ikke godt snakke om noget andet?" Spørger jeg forsigtigt med de mest bedende hundeøjne jeg kan fremkalde.
Jeg regner ikke med at han vil stoppe samtalen nu. Han er jo lige så godt i gang med at bevise en pointe for mig her.
Han sukker opgivende og sænker hans skuldre. Jeg lægger hovedet på skrå, for at signalere at jeg altså stadig venter på et svar.
"Jo..." Siger han så og sætter sig på sengekanten ved siden af mig. "Hva-hvad vil du så tale om?"
Jeg prøver at komme på noget, mens mine bryn er så godt som vokset sammen så meget som jeg rynker dem lige nu. Jeg tænker og tænker... Og tænker, men kan kun tænke på én ting lige nu. Jeg prøver at skubbe tanken væk, da jeg ved at den snak der vil komme ud af den tanke ikke vil blive meget bedre end den vi havde for mindre en 7 sekunder siden.
Han kigger min spørgende ind i øjnene. Utålmodig efter et svar.
Giv mig da lige et sekund her, Styles!
Dette budskab sender jeg afsted med et ondt blik, som han bare smiler lidt af.
Jeg kan stadig ikke finde på andet at spørge ham om end dén ene ting, så jeg vælger at hive det frem i lyset.
"Hvor kender du hende den lyshårede fra?" Spørger jeg selvsikkert, så det lyder som om jeg egentlig bare ændrede samtaleemnet og ikke føler mig en smule jaloux.
"Hvem? Jeg kender jo et par stykker." smiler han skævt. Hans smilehul popper frem og han ser så lokkende og legesyg ud, at jeg faktisk er tæt på at glemme alt om tid og sted, men også kun næsten.
"Du ved, hende med det blå dip dye."
Han ser falsk eftertænksom ud et øjeblik, men siger så:
"Nå hende! Jeg skyldte hende noget kaffe og så inviterede hun mig med herhen." Smiler han.
Jeg begynder at blive lidt urolig. Det var en dum idé at ændre emnet til det her!
"A-ha"
"Ja, altså hun sagde at det var en fest hvor stort set alle fra hele uni var blevet inviteret, så..." Der er noget i hans stemme jeg ikke helt kan fange og sætte en finger på.
"Så...?"
"Så tænkte at det ville være en god mulighed for at møde nye mennesker, du ved."
Han lyver.
Jeg sender ham et blik, som jeg håber vil ligne et "jeg-ved-godt-at-du-lyver-så-du-må-nok-hellere-fortælle-mig-sandheden-nu-tak-blik".
"Okay, hun sagde at en masse mennesker -"
Vi bliver afbrudt af et par som kommer væltende ind i værelset, men da de får øje på os stopper de et øjeblik med at sluge hinanden og skynder sig forskrækket ud igen.
"Du var ved at sige?"
"Øh... ja, hun sagde, at en masse mennesker fra dit universitet var inviteret og da hun begyndte at nævne navne jeg kunne genkende fra når du har fortalt om dine uni-venner, tænkte jeg, at der kunne være en rimelig god chance for, at du så også ville være her..." Som hans fortælling skrider frem sænker han også stemmen. Nok i håbet om, at jeg ikke vil kunne høre det sidste, men det gør jeg.
Jeg nikker bare. Ved ikke hvad jeg skal svare eller tænke. Prøver på at forstå ham, men med alkoholen der stadig pumper rundt inden i mig er det altså meget, meget, meget svært. Jeg vælger at ignorer det han lige har sagt. Det nytter jo ikke rigtig noget alligevel, hvis jeg begynder at hidse mig op over det, og mærkeligt nok, så berører det mig heller ikke rigtig. Jeg er faktisk rimelig ligeglad.
En lang stilhed lægger sig over os. Den ligger der længe. Harry sætter sig ved siden af mig og rejser sig et par gange. Venter tydeligvis på, at jeg skal sige noget til ham. Give ham en form for respons. Det gør jeg ikke. Jeg sidder helt stille og stirre ind i væggen foran mig.
Harry har næsten altid været min bedste ven. Ligemeget hvad der sker eller er sket mellem os, så har jeg altid kunnet stole 145% på ham, og jeg ved at han stoler på mig. Vi har altid været der for hinanden. Vi har vel bare et helt specielt bånd. Jeg ved godt, at jeg har været utrolig aflukket overfor han på det sidste. Det kan jeg godt se nu. Og ærlig talt er det ikke fair overfor ham. Han fortæller da stadig mig alt, ik'? Han har jo for dælen da lige fortalt mig at han stadig holder af mig!
"Sky, si-"
"Harry." Afbryder jeg. "Den sidste tid med Niall..." Jeg har aldrig fortalt dette til nogen. Der er ingen som behøver at vide det, men jeg føler alligevel at Harry skal vide det. En lille, lille del af mig langt, langt nede, gemt helt, helt væk for min moral og fornuft vil egentlig gerne vide om det passer og ønsker derfor at Harry - helt uden han ved det - laver lidt research om det for mig. Bare så jeg kan få at vide om det virkelig passer eller om det bare var mig der er lige til den lukkede. "... Han... Jeg..." Jeg kommer ikke så godt fra start, som jeg måske havde ønsket mig. Jeg tager en dyb indånding og ser lige ind i de forvirrede, men utrolig smukke, grønne øjne. "I den sidste tid jeg havde sammen med Niall havde jeg en sær fornemmelse. Den fortalte mig at han ville fri til mig. Derfor tror jeg at det er grunden til, at vi gik fra hinanden... Grunden til, at jeg gik fra ham. Jeg tror jeg panikkede og skabte langt flere dumme skænderier end jeg egentlig behøvede, Harry." Et hulk undslipper mig og jeg sukker af lettelse. Tårerne triller endnu en gang ned ad mine kinder. Denne gang af lettelse. Jeg havde brug for at få fortalt om mine spekulationer. Også selvom den måske ikke passer. Harry skal vide at jeg føler mig skyldig. "Ved du om det passer? Ville han gifte sig med mig? Eller er jeg bare ved at blive skør?"
Han kigger ned i gulvet og er helt stille.
"Harry?"
Han ryster på hovedet. "Nej, det ved jeg ikke noget om, Sky." Han løfter hovedet og ser mig ind i øjnene. Han er helt seriøs. "Du vil gerne have mig til at undersøge det, vil du ikke?"
Jeg svare ikke, men håber bare, at han kan aflæse det kæmpestore ja i mine øjne. Han nikker lidt for sig selv og forlader rummet.

---------------------------------------------------------

Uhada! Dramaaa! Ej, haha! Håber I kunne lide kapitlet.

Som altid vil det betyde meget for mig at vide hvad I synes og hvis I trykker på den fine lille stjerne ;)

Jeg er ked af at jeg ikke har postet noget i rigtig, rigtig lang tid. Jeg har haft en blanding af en skriveblokade og travlheden ved at være startet i 1.g efter sommerferien. Er der nogle af jer som er startet på noget nyt eller bare startet på en ny her efter sommerferien eller efter jul?

- M x