It's Over! {1D}

Kapitel 2

(Niall p.o.v)
Der er nu gået to dage siden jeg blev most til støv. Eller, rettelse: mit hjerte gjorde. Jeg har det forfærdeligt! Hvorfor skulle jeg lige råbe af hende? Jeg mener, hun havde jo ikke gjordt noget forkert! Men så begyndte hun også at råbe af mig, og så blev jeg bare mere sur, og. Og så... Og...
Jeg sidder ude backstage i et afsides hjørne med min guitar. Jeg lader stille mine fingre glide hen over guitarens strenge.
Åh nej, ikke igen! Hvorfor skal jeg lige tude nu? Jeg skal op på scenen om 4 minutter!
Mine tårer løber lydløst ned af mine kinder. Dryp, dryp. Dryp... Dryp-dryp. 5 salte tårer dumper ned på min guitar.
Argh! Hvorfor skal jeg være så fandens følsom?! Det er fucking nedern!
"Hey, kommer du?" Spørger Louis.
"Jah, lige om lidt." Svare jeg med en stemme der er så svag at jeg selv bliver lidt overrasket.
"Orgh nej. Du tænker da ikke stadig væk på det?" Siger Zayn og går hen mod mig. Han er ikke alene. De kommer alle sammen.
"Hun gjorde det da tydeligt at det er overe. Du ved ligsom: ' it's over dude. Get over it' du ved." Harry prøver tydeligvis at lette stemningen lidt, men han ved godt at det er spild af kræfter. Han har jo selv oplevet det at slå op med Sky. Og det er ikke let.
"Du bliver nød til at komme med op på scenen, Niall. Vi kan ikke bare skuffe vores fans." Indvender Liam.
"Gå bare. Jeg kommer lige om 6 minutter." Siger jeg. Der er en der sukker dramatisk. Det kan næsten kun være Louis, så overdrevet som det lyder. Det får mig til at trække en smule på smilebåndet, men kun lidt.
"Du har bare af at skynde dig lidt. Vi kan ikke skuffe vores directioners." Siger Zayn. Det sidste han nogen sinde ville gøre er at skuffe vores fans, men såden tror jeg nu vi alle sammen tænker.
De går. Jeg er glad for at de bare lader mig drukne alene i mine egne tårer. Det lød lidt ensomt det der. Men det passer, og det er det jeg har brug for lige nu. At drukne i tårer. Hvordan kan nogen have brug for det?! Men okay...
Jeg kaster et blik på den halv spiste burger ved siden af mig. Jeg havde været i fuld gang med at spise den da jeg fandt min guitar, og så havde guitaren ligsom taget over, og jeg glemte burgeren.
Stakkels burger... Det fortjener den ikke. At blive glemt. Det er der ingen der fortjener.
Så jeg lægger guitaren fra mig og spiser burgeren. Sjovt nok for det mig i lidt bedere humor.
"Nu har du siddet der i 7 minutter, Niall! Kom så!" Råber Harry. Jeg propper den sidste bid i munden -den er lidt stor, men det går nok - griber min guitar og skynder mig hen til de andre.
"Du skulle bare have det hele? Du kunne ikke bare lade resten ligge og så spise det når du kom tilbage?" Siger Liam og kigger sigende på mig. Jeg prøver at svare, men jeg har munden fuld af burger og kan ikke svare, så jeg nikker bare. Vores band navn runger over højtalerne, fansne skriger og vi får tegn til at gå ind på scenen. Lyset blænder mig en smule da jeg træder op på scenen, og pludselig er Skyler glemt for en stund.