It's Over! {1D}

Kapitel 5

(Skys p.o.v)
Jeg prøver at få samlet mig selv sammen idet drengene kommer ind på scenen, men det er faktisk ret svært når der bliver skreget så meget. Jeg kan nu godt forstå dem. Det her er jo en drøm der bliver opfyldt.
Først kommer Louis ind, så Zayn, så Liam, Harry, og til sidst...
Jeg kan mærke en prikken i mine øjne da jeg ser hans smil. Han er kommet videre. Han er blevet glad igen. Det gør mig både glad og trist at tænke på. Så var det det rigtige jeg gjorde. Det var godt jeg slog op med ham.
Louis begynder at snakke, men jeg høre ikke efter. Mit blik er nærmest limet fast til Niall. Lige da jeg tror han ikke vil kunne se mig opdager han mig. Hans søde smil forsvinder, hans glade udstråling opløses, og hans livlige blå øjne bliver først triste og så udtryksløse.
Åh, nej! Jeg vidste det var en dårlig idé, det her!
Jeg vender mig om og styrter - så godt jeg nu kan i højehæle - mod udgangen.
"Og så fik jeg en ekstra mikrofon..." Mumler Liam ind i hans egen mikrofon.
Jeg kan høre løbende fødder efter mig gennem fansnes skrig, men jeg fortsætter min flugt. Jeg løber udenfor hvor det er begyndt at regne en smule. Jeg tager ingen notits af regnen men fortsætter mod den nærmeste taxa. Der holder altid 3 taxaer eller 4 ude på parkeringspladsen. Jeg skynder mig ind i den nærmeste og skynder mig at give manden min adresse. Han nikker og starter bilen. Jeg sukker lettet for mig selv og kigger ud af ruden. Til min store overraskelse så var det ikke Niall der valgte at følge efter mig, men Harry. Nu står han ude i regnen og ser opgivende på den taxa jeg satte mig ind i.
"Var det din kæreste?" Spørger manden på føresædet.
"Nej" hvisker jeg. Uden jeg har lagt mærke til det er jeg begyndt at græde. Jeg kan ikke holde det ud! Hvorfor skal det være så svært at blive hel igen? Altså Niall kan jo blive hel i løbet af no time! Det har han ligsom bevist. Så hvorfor kan jeg ikke?
Taxaen stopper udenfor den røde bygning jeg bor i. Jeg betaler hurtigt, og styrter derefter ind i opgangen, op ad trappen og videre ind i min lejlighed. Jeg smider min jakke på gulvet, og mine sko får jeg smidt helt tilfældige steder i gangen. Tårerne løber ned ad mine kinder, og videre ned på min bluse. Jeg tørre irriteret 5 tårer af mine kinder inden jeg styre mod mit trygge værelse, og min dejlige dyne. Mine fødder styrter over gulvet fra gangen ind i mit køkken-alle-rum, videre ind på værelset, og ind under dynen. Jeg tager hverken sko, hat eller smykker af før jeg ligger mig sammenrullet og stortudende under dynen.

Jeg ved ikke hvor længe jeg har lagt her, men jeg gætter på at det er ved at være noget tid, for jeg har ikke flere tårer tilbage i hele kroppen. Jeg snøfter og begynder at overveje om jeg skal flytte mig eller lade være.
Skal... Skal ikke... Skal, skal ikke.
Jeg stivner idet jeg kan høre fordøren gå op, og skridt kan høres.
Åh gud! Bare det ikke er en eller anden psykopat, eller såden noget der er kommet for at lulle mig ind i en permanent søvn.
"Hallo!" Råber en melodiøs hæs stemme som kun kan tilhøre Harry.
Hvad fa'en laver han her?
"Hallo-o?"
Jeg vælger at blive liggende helt stille i håb om at han vil gå sin vej, hvis ikke han kan høre mig.
Hans skridt nærmer sig mit værelse, og jeg holder vejret.
"Skyler" Harry trækker ud i mit navn for at understrege at han har fundet mig.
Pis. Pis! PIS! Det her sker bare ikke!
Jeg kan ikke klare at være i nærheden af nogen som helst lige nu.
Dynen bliver flået væk fra mig, selv om jeg ihærdigt forsøger at holde fast i den.
"Harry!" Siger jeg arrigt, sætter mig op og stirre ind i de dybe grønne øjne.
Han begynder at grine, så hans smilehuller popper frem fra deres skjul i hans kinder. Faktisk har jeg altid misundt hans smilehuller. Det var også dem jeg elskede allermest ved ham, da vi var sammen. Misforstå mig nu ikke! Jeg elsker stadig hans dejlige smilehuller, og han er da stadig skøn og såden. Det bare... Tjah... Vi er jo ikke sammen mere og såden, så jeg... Jah, bare glem det.
"Hvor er du sød når du er sur!"
Harry sætter sig på kanten af min seng og kigger på mig.
Sød? Er jeg sød? Jamen det burde være Niall der bliver kaldt sød! Niall er sød. Ikke mig.
En stikkende fornemmelse skyder frem i mine øjne.
Hvorfor skal jeg hele tiden tude?!
"Årh, kom her."
Harry lægger en arm om mig og trækker mig ind til sig. Jeg lader tårerne få frit løb, mens jeg putter mig ind til Harry.
"Det okay. Ehm...Det skal nok gå"
Harry planter et lille let kys i mit brune hår, og stryger sine fingre i bløde cirkler på min ryg lidt over halebenet. Jeg griber fat i hans hvide t-shirt, som faktisk er blevet ret våd på grund af mine ustyrlige tårer.
"Sky! Min t-shirt er helt vå- Nej, lige meget. Øhm... Er der noget jeg kan gøre for dig?"
Min tude-tur er ved at være overstået, så jeg flytter mig en smule væk fra Harry, men mine hænder knuger stadig hans t-shirt mellem mine fingre. Jeg kigger op på ham, mens jeg bider mig i underlæben.


---------------------------------------------------

Tadaaaaaa! Nyt kapitel! :)

Jeg tager til Rom imorgen, så der kommer sikkert først noget på Onsdag eller torsdag!

Wow! Jeg er godt nok glad for udråbstegn..
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Haha!!!


- M x