It's Over! {1D}

Kapitel 10

(Skylers p.o.v)
Clair og jeg fik udvekslet telefonnumre og sagt farvel.
Det var rart at få set hende igen. Hun så ud til at have det godt.
Mens jeg går og glæder mig over at have set Clair efter så lang tid, begynder min mobil pludseligt at ringe. Jeg fumler lidt for at få fat i mobilen.
Typisk os klodsede mennesker.
Jeg tjekker ikke hvem, det er der, så ivrigt vil have fat i mig. Jeg tager den bare.
"Det Sky" siger jeg og afventer et svar i den anden ende.
"Åh gud! Jeg troede ikke, du ville tage den!" Udbryder Niall.
I det sekund det går op for mig hvem, det er, går verden i stå for mig.
Jeg stopper, lige hvor jeg er. Rør mig ikke ud af flækken. Siger ikke noget.
"Vær sød ikke at lægge på. Jeg beder dig. Hør... Jeg vil bare gerne have, at vi får det talt igennem sammen, okay? Jeg vil ikke have, vi går fra hinanden på den her måde. Vil du ikke nok tale med mig?"
Åh, hvor er, det dog dejligt at høre hans stemme igen. Jeg har såden savnet den.
Nej, Skyler! Vågn op! Husk du gør det her for Niall! Han er 'better of' uden dig! Og han skal nok klare sig. Vær du bare sikker på det, men hvis det kan hjælpe ham at høre dig sige det i et normalt toneleje, så gør det. Gør det, Skyler. Gør det.
"Sky? Er du der? Skyler, er du der?"
Jeg kan lige se ham stå og rynke brynene.
"Ja, jeg er her stadig"
Jeg kan høre ham sukke lettet. Jeg forestiller mig hans bekymrede rynke forsvinde igen.
Det gør mig på en måde glad.
"Har du lyst til at snakke det igennem med mig? Eller er det slut... her?" Hans stemme knækker over i den sidste sætning.
Mit stemmebånd binder knuder på sig selv, som så sætter sig fast i min hals.
Oh dear...
"Hør, jeg-jeg forstår godt, hvis du ikke vil snakke med mig, Sky. Det gør jeg virkelig, men vil du så i det mindste ikke fortælle mig, om det er slut nu. Bare fortæl mig 'it's over', så vil jeg forsøge at lade være med at kontakte dig igen."
Nu ved jeg da slet ikke, hvad jeg skal sige.
Men hvis jeg kender Niall ret, så har han brug for at få snakket om det og blive enige.
"Okay. Lad so tale om det. Bare ikke nu." Siger jeg.
Jeg kan lige forestille mig hans smil brede sig til hele hans ansigt.
"Min te bliver kold" tilføjer jeg kort tid efter med et smil.
"Nårh, du er hjemme hos dine forældre, ikke?" Spørg han og jeg kan høre smilet i hans stemme.
"Vi ses på et tidspunkt, Niall" siger jeg og skal lige til at lægge på, da han siger: "Lover du det? For hvis du gør, så bliver vi jo også nød til at finde et tidspunkt, vi kan mødes på, ik' også?" Hans tone afsløre, at hans smil ikke kan blive større nu.
"Ja-ja, Niall!"
Da han lægger på, kan jeg høre hans grin. Et lille sejersgrin der fylder mine øre, kan man også godt kalde det.
Er det sært, hvis jeg siger at det gør mig glad at tænke på at jeg snart skal se ham igen?
Resten af gå turen hjem går jeg og smiler for mig selv.
En fod foran den anden. En pakke sukker under armen og et stort smil på læben.

Jeg går bare ind uden at banke på. De venter jo på mig, så jeg vil ikke spilde tid på at banke på, og teen bliver jo sikkert også bare endnu koldere!
Åh gud, jeg kan bare ikke glemme den te. Suk.
"Hejsa, skat! Smid skoene og kom indenfor." Siger min mor. Jeg kan lige se hende ude fra gangen. Hun smiler og læner sig helt ud til højre for, at kunne se mig.
Jeg gør som hun siger. Smider skoene og går ind i stuen.
Hvad jeg ikke lige, havde forudset eller forventet var nok, at Harry har overtaget min plads i sofaen og en ekstra tallerken og kop var blevet hentet til ham.
Den eneste tanke der flyver gennem, mit hovede er: hvad fanden laver han her?!
Mit blik får gramset deres ansigter grundigt. Min mor og Harry ser glade, uskyldige og helt normale ud, men min far. Hans ansigt afsløre, at det var meningen helt fra starten.
Jeg tør væde med, at vi stadig har sukker i huset. Sikkert nok til at give 7 børnehaver sukkerchok.
"Harry hørte om din idé med at besøge os og tænkte, at det ville være en god idé at besøge hans forældre, men de er desværre ikke hjemme i denne uge. Harry var helt henne at banke på døre og alt muligt." Siger min far. Han lyder meget overbevisende, men Harrys alt for uskyldige ansigt afsløre, at det er løgn.
Løgner.
Som han selv sagde en gang: "Ingen er uskyldige. Heller ikke jeg."
Løgner.
"Ja-så, okay." Siger jeg med påtaget undren.
"Du må undskylde at jeg ikke ringede og fortalte dig at jeg kom forbi." Det smørrede grin Harry har på læberne, er for smørret til, at det han siger overhovedet, får en chance for at være sandt.
Løgner.
"Det gør ikke noget. Må jeg lige snakke med dig et øjeblik?"
Min far kigger sigende over på min mor, som diskret trækker på skuldrene.
Jep, det var aftalt.
"Tjoh, hvorfor ikke?" Smiler Harry og rejser sig op for at følge efter mig. Jeg vender ryggen til ham og går ud i køkkenet. Jeg sætter mig på køkken-øen, der står midt i køkkenet med front mod døren. Køkken-øen er i rigtig landlig stil med de fine træsnit og lyse farver, lige som resten af køkkenet.
"Luk døren."
Han smiler bare skævt, lukker døren og stiller sig lige foran mig, så hans ben rør mine. Han lægger sine hænder på mine lår, og jeg kan mærke at hans blik gerne vil møde mit.
"Hvorfor er du her?"
Mit blik gennembore hans for at finde ud af hvor stor en løgner, han er.
"Det ved du jo godt. Vil du virkelig gerne have genfortalt den historie?"
Løgner.
"Og hvad så hvis jeg ikke tror på den løgnhistorie" svare jeg og kniber mine øjne lidt i for at understrege min pointe.
Han griner lidt.
Jeg kan godt lide hans latter.
Hvorfor kan jeg godt lide hans latter?!
Jeg prøver at virke afslappet og tålmodig, mens han griner færdig. Der er bare et problem. Jeg er ikke tålmodig. Jeg er ved at boble over af irritation over, at han lyver over for mig.
"Ja, så ved jeg ikke hvilken historie, du så vil høre"
Jeg kniber øjnene en smule mere i.
Hvad mener han dog med det?
"Vil det så sige, at du har mere end én løgn i det her ærme?" Siger jeg og ryster det ene af hans ærmer. "Og måske flere i det her?" Det andet ærme bliver også rystet lidt.
Han griner igen.
Han ved ikke, at jeg faktisk mener det seriøst. Derfor, som en normal menneskelig reaktion, slår jeg øjnene op og kigger undrende på ham.
"Undskyld," Han mener det ikke. "Hvilken 'løgnhistorie' vil du så høre?" Spørg han.
"Den der er tættest på sandheden, hvis ikke du har tænkt dig at fortælle mig sandheden"
Han sukker og kigger ned. Det er tydeligt, at han overvejer, om han skal sige sandheden eller lyve én gang til.
Han løfter blikket så det møder mit, mens han bider sig i læben.
Hvad. Har. Han. Gang. I.
Hans tænder slipper deres ret forførende greb i underlæben, han læner sig lige så stille ind til mig, mens hans hænder langsomt glider over mine ben, til de ender ved mine hofter. Jeg glipper lidt uforstående med øjnene. Hans er lukkede. Før jeg når at trække mig væk eller bare i det hele taget gøre noget som helst, rammer hans bløde læber mine.
Hans ene hånd tager et fast greb i kanten af min trøje, mens den anden får sneget sig vej om på min ryg. Hans hofter prøver at skubbe mine ben lidt fra hinanden, så han kan stå mellem dem, og derved komme tættere på min krop.

----------------------------------------------------

Jeg ville blive utrolig glad hvis I ville være så venlige at fortælle mig hvad I syntes om den her fanfiction indtil vidre :)

Jeg ved godt der går mega lang tid imellem kapitlerne, men jeg er doven og nogle gange har jeg lyst til at skrive og andre gange ikke(hvilket vil sige at jeg er mega doven) Der findes ikke andre undskyldninger. UNDSKYLD!

Men jeg glemmer jer ikke! Det ville jeg ALDRIG kunne finde på! Og for at være helt ærlig, så har jeg også mest lyst til at skrive videre, når jeg ved at I læser den. Det kan I fx vise mig ved at stemme på den her fanfic eller være så dejlige at tage jer lidt tid til at skrive en kommentar :)

Og OH MY GOD!!! +1K!!! Hvor er I fantastiske! Jeg havde aldrig drømt om at der nogen sinde ville være så mange der faktisk har besluttet sig for at bruge 3 sek på at klikke på den her fanfic! TAK!!!

Og igen får jeg skrevet en lidt for lang A.N... Undskyld...

- M x