It's Over! {1D}

Kapitel 16

(Harrys pov)
Jeg vidste bare jeg ikke skulle være gået tilbage til hende! Hvor var jeg dog bare dum! Hun havde sikkert også bare sagt nej alligevel. Jeg vidste det var alt for tideligt at invitere hende på date. Eller også var det bare for sent. Jeg burde have vidst at de ikke var færdige med hinanden! Du er så dum, Harry! Du er så fucking dum!
Det er flere timer siden jeg forlod hendes lejlighed og mine øjne er blodskudte. Jeg græder ikke normalt, men hun... hun er ærlig talt den eneste der kan få mig til det! Hun har styringen. Det har hun altid haft, og hun har den stadig. Jeg har absolut ingen kontrol når det kommer til hende. Alle mine instinkter tager over. Jeg bliver skør! Hun gør mig vanvittig! Men jeg kan lide det. Nej, jeg elsker det. Jeg elsker hende. Efter alt der er sket, så elsker jeg hende.
Jeg tjekker min mobil. Hun har ikke skrevet eller ringet. Endnu. Jeg ville ønske at hun kontaktede mig. I denne situation, så burde det vel også være hende der kontaktede mig, ikke også? Ikke også?!
Nok har hun ikke skrevet, men det har en anden.

Hey, Harry, ik? Smart nok at skrive dit nummer på min Starbucks-kop. Blev nødt til at fiske den op af skraldespanden. Haha! - Lilly

Lilly? Starbucks-pigen? Jeg troede ikke hun ville opdage mine kragetær på koppen eller at hun overhovedet ville kontakte mig.
Den samme idé der poppede op i mit hovede her til formiddag begynder igen at blomstre op, og igen synes jeg det er en god idé. Jeg tvivler bare på om det mon har den ønskede effekt. Sky har jo næsten lige gjort det samme ved mig, og min jalousi eksploderede i et raserianfald... mod hende. Hvad nu hvis hun reagerer på samme måde?
Jeg beslutter mig for at det er det værd. Jeg er ved at blive desparat. Jeg vil have hendes opmærksomhed. Positiv eller ej.

(Skylers pov)
De sidste to dage er på den ene side gået alt for hurtigt og på den anden side alt for langsomt. Jeg har været alene. Kun mig. Det er jeg ikke vant til, men det var ikke forfærdeligt. Jeg døde jo ikke - kun næsten. Og hvad er det nu man siger?
Lige ved og næsten slår ingen mand af hesten.
Tjah, jeg blev da ikke slået af hesten, men jeg føler mig alligevel både gul og blå indeni.
Det jeg havde gang i var ikke okay. Hverken overfor Niall eller Harry. Jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre det godt for nogen af dem! Hver gang jeg tænker på det går jeg næsten i panik. Jeg føler at jeg burde ringe eller noget, men jeg er for bange for om de overhovedet vil snakke med mig. Jeg kan ikke engang holde styr på hvor mange gang jeg har fundet deres numre, været millimeter fra opkald-knappen og alligevel endt med at lægge mobilen væk igen. Hvis de havde gjort det samme mod mig ville de i hvert fald være de sidste personer i galaxen jeg ville snakke med. Den tanke skræmmer mig hver gang væk fra idéen om at tage kontakt til dem.
Jeg kigger på klokken igen for hvad føles som nummer 9795. gang i løbet af de sidste tre minutter, og opdager at om 7 minutter vil pigerne være her. Var der ikke lige en time til?!
Fuck!
Jeg kan på ingen måde nå at tage et bad inden de vil komme brasende ind gennem døren, kræve mad og begynde at gøre sig klar. Det vil blive ÉT STORT KAOS! Nej, vent lidt... De kan vel selv åbne døren, ikke?
Med et skuldertræk beslutter jeg mig for at tage det bad og lade være med at tænke over hvor lang tid det tager. Jeg ved godt at jeg skal være "værten" her, men fuck nu det. Lucy og Madison går normalt også bare ind, så det gør vel ikke noget. Rigtig nok, i det øjeblik jeg putter sæbe i mit hår åbner døren og Lucys grin fylder min lejlighed.
"Hej, muser! Så er vi her!" Råber Madison.
"Hej! Jeg er lige i bad, så jeg kommer om lidt!" Råber jeg tilbage. Der går lidt tid inden nogen siger noget igen. Imellem tiden høres bump af tasker og fodtrin rundt i lejligheden.
"Er du klar til at starte på uni igen?" Spørger Lucy gennem døren.
"Tjah... Ja, det er jeg. Der sker bare for meget lige oven i hinanden."
"Jeg glæder mig! Jeg skal have noget matematik-hejs, og jeg har hørt at vires professor skulle være lige til at spise!" Siger Madison. Jeg kan tydeligt høre deres stemmer, så jeg gætter på at de har sat sig op ad døren.
Ikke længe efter åbner jeg døren. Lucy og Madison har siddet på hver deres side af døren.
"Endelig! Det tog sin tid!" Siger Madison og rejser sig op efter et par sekunders stilhed og nærmest stormer forbi mig og smækker døren i, mens hun tilføjer: "Jeg har skullet pisse siden vi kom!"
"Madison og hendes manerer."
"Jeg tror hun har tabt dem et sted." Siger Lucy og begynder at grine. Min latter gør hendes selskab få sekunder efter.
"Det hørte jeg godt! Jeg behøver dem bare ikke overfor jer to! De er her stadig!"
"Så det er de? Hvor var de så dengang du gik ind i køkkenet på den der kinesiske restaurant og spurgte om ikke der var nogen der havde en smøg du måtte få?" Udfordre Lucy.
"Det var før jeg holdt op med at ryge!"
"Og hvis man holder op med at ryge, får man nemlig manerer." Sarkasmen drypper i min stemme.
"Ja, lige nøjagtig." Siger Madison da hun åbner døren. Vi begynder alle sammen at grine samtidigt, og ligesom vores grin er ved at dø ud, banker det på døren. Jeg åbner døren og Eleanor står med et stort smil og venter på at få lov til at komme indenfor.
Vi får sagt hej, snakket lidt og grinet en del. En time efter er vi klar til at tage af sted.
Jeg kaster et sidste blik i spejlet på min sorte kjole. Den når til lidt over mine knæ, sidder tæt og ærmerne er tre-kvarte. Den er meget enkel. Jeg tager et par almindelige sorte højehæle på. Jeg føler ikke at jeg behøver at gøre så meget ud af mig selv, så mit hår er bare krøllet i enderne og mine læber er røde. Ikke det helt store. Udover mine øreringe. De er store. Meget store.
"Good to go?" Spørger Lucy og lægger sin telefon i tasken.
"Jeps" svare El og tager sin anden to på. De ligner mine. De er bare mørkeblå og ikke sorte.
"Så ruller vi, girls!" Madison har hænderne i vejret, mens hun går mod døren til opgangen.
El, Lucy og jeg griner lidt, men følger så efter hende.
Da vi når til den adresse Clair har givet os holder der biler over alt. Også på græsplænen. Gik vi virkelig i klasse med så mange? Hun må jo have inviteret hele min gamle skole! Vi går indenfor og Clair får hurtigt øje på os. Hun slår armene om hver af os og skynder sig så at hente noget at drikke til os. Vi går længere ind i huset og ligesom der er biler over alt udenfor er der også mennesker over alt indenfor - ganget med mindst 2!
Hold da op!
Musikken er god og jeg fanger mig selv i at synge med et par gange, mens vi får banet os vej hen til en - heldigvis - tom sofa og får smækket vores røve sædet - som man siger. Inden længe er jeg ved min fjerde - måske femte? - drink og Madison og jeg skråler med på musikken. Lucy og El sidder og snakker om noget jeg ikke lige gider bekymre mig om lige nu. Jeg får øje på Clair der kommer næsten stavrende hen til os og tager fat i min arm.
"Kom! Vi skal daaaanse!" Råber hun over musikken. Jeg nikker ivrigt og hælder resten af min drink ned. Vi begynder at danse inde mellem alle de andre dansende kroppe. Jeg havde helt glemt hvordan det er at feste. Alt er ligemeget efter tredje drink og derefter er alt bare enormt morsomt eller vildt spændene. Det er ikke fordi jeg ikke festede mit første år på uni eller aldrig nogensinde har gjort det. For det gjorde jeg virkelig! I hvert fald det meste af det første semester. Det var næsten for meget, men det aftog lidt hen mod slutningen at sidste semester. Nok fordi jeg gik fra Harry og startede med at date Niall.
Nej, Sky! Vi tænker hverken på Harry eller Niall i aften! I aften er vi selviske og ligeglade!
Clair snurre rundt og da hun har ryggen til mig slår et par arme om mit liv. Jeg vender forskrækket mit hovede og opdager hvem det er.
"Adam!
"Hey, sukkergris" hvisker han i mit øre og kysser min kind. "Længe siden"
Jeg nikker og smiler. Sidst jeg så Adam var dagen efter vi var færdige med skolen. Han skulle bo hos sin tante i Florida i et år. Derfor slog vi op. Vi vidste godt at det ikke ville gå mellem os, hvis ikke vi så hinanden tit. Nok er vi ikke sammen længere, men vi er stadig gode venner.
Han giver mig et lille klem og jeg fniser.
"Det er virkelig længe siden. Hvad har du lavet?" Spørger jeg.
"Lidt af hvert. Taget et år på college, set mig lidt omkring og festet - selvfølgelig. De amerikanere er sgu mærkelige. Det siger jeg dig!"
Jeg griner og vender mig i hans arme for at give ham et kram.
"Adam! Jeg troede ikke du kom!" Råber Clair over musikken. Øjeblikket efter har hun også armene om ham, og til min overraskelse kysser hun hans kind. Jeg står fast frosset et øjeblik.
Clair og Adam var ikke rigtig venner i skolen. De vidste selvfølgelig godt at den anden eksisterede, men venner var de ikke lige frem.
Men er de så sammen nu? Clair og Adam? Han kyssede jo også mig på kinden, så måske betyder det slet ikke noget. Måske er de bare blevet rigtig gode venner, ligesom Adam og jeg.
"Hvorfor kommer du så sent?" Spørger Clair. Jeg får øje på en masse mørke krøller og høre derfor ikke længere efter.
Hvad laver han dog her?! Han har intet at gøre med min gamle klasse! Det har halvdelen af gæsterne her sådan set heller ikke. Men jeg har absolut ingen anelse om hvorfor han er her. Hvem har fortalt ham om festen? Hvem har inviteret ham? Hvem kender han her? Altså udover mig, Lucy, El og Madison. Jeg kunne ikke forestille mig at de har inviteret ham.
Jeg stopper op, som om jeg lige havde trådt i en fælde af klistret og slimet tyggegummi. Ude af stand til at gøre andet end at stirre.
Han står helt tæt på en blond pige og snakker. Jeg kan ikke se hvem hun er, men hun har blå spidser i håret.
Den wannabe! At have dip dye er min ting! Mit kendetegn!
Jeg prøver at bekæmpe trangen til at rykket hendes hår af og proppe det i munden på hende, mens jeg går med målrettede skridt mod dem.
Da han smiler skævt og kigger kærligt på hende kan jeg ikke holde det inde længere. Jeg har lyst til at skrige, men det hjælper nok ikke. I stedet giver jeg mig til at råbe.
"Hvad fanden bilder du dig ind?!" Jeg prikker ham så hårdt jeg kan i brystet med en anklagende pegefinger. Jeg vender mig og skal lige til også at råbe af den blonde pige, men stopper da jeg genkender hende.
Det er bare så fucking løgn!
Jeg kigger over på Adam, men han ser ikke på mig. Han har travlt med at snakke og smile til Clair. Jeg har lyst til at skrige. Råbe ad ham at nu må han sgu lige styre sin lillesøster!
Ja, hans søster står og flirter med Harry! Min Harry af alle de Harry'er der findes! Det er ikke okay! Det hverken kan eller må man!
"Lilly." Siger jeg henvendt til Adams lillesøster. "Jeg syntes du skal gå nu."
"Oh... Okay... Ehm..."
"Lige nu."
"Undskyld."
Jeg har ikke på noget tidspunkt haft noget imod Lilly. Hun har altid været så sød, glad og smilende. Da mig og Adam var sammen var vi også meget gode veninder. Jeg har aldrig rigtig set hende som Adams lillesøster da hun jo også kun er ét år yngre end os.
Men lige nu. Lige nu bryder jeg mig altså ikke særlig meget om hende.
Hun vender sig og går. Kigger ikke på Harry en eneste gang. Godt.
"Hvad fanden laver du her?" Spørger Harry til min overraskelse.
"Mig?! Jeg var faktisk inviteret!"
"Hah! Det var jeg faktisk også!" Giver han igen.
"Nå!" Jeg har ikke andet at sige. Hans svar kom bag på mig.
"Ja!"
"Af hvem?!"
"Lilly!" Råber han vredt.
"Hun har intet at gøre med hvem der må komme eller ej! Hun gik ikke engang i min klasse! Det gjorde hendes storebror faktisk!"
Hold nu op hvor er vi barnlige!
"Kæft hvor er du barnlig, Sky! Ved du godt det?!" Han sætter - næsten - ord på mine tanker. "Og forresten er det her en collegefest! Der er ingen der går op i hvem der er her og hvem der ikke er, så længe der er nogen!"
Jeg har intet comeback til det han lige har sagt. Han har ret, og jeg ved det. Jeg er bare for vred til at indrømme det.
"Men hvad fuck var det så lige du du havde gang i med Lilly?!"
"Hvad helvede rager det dig?! Du vil jo alligevel ikke have mig! Så bliver jeg jo nødt til at finde en der gider!" Råber han, mens han går sin vej. Jeg ryster på hovedet i frustration, men følger så efter ham.
"Det har jeg aldrig sagt, Harry!"
Vi er allerrede udenfor. Vi går lidt ned ad stien der fører ned mod vejen med lange, hidsige skridt.
"Nej, det behøver du heller ikke! Jeg kan godt tænke selv!" Han stopper op og jeg er lige ved at banke næsen flad mod hans brystkasse.
"Harry..."
"Nej! Hvordan tror du ikke lige jeg havde det da jeg fandt ud af at Niall hele tiden har haft sin tunge langt nede i halsen på dig?! Skide fucking dårligt, Skyler!"
"Harry! Der er andre her ude!"
"Og det var der ikke indenfor da du ville råbe ad mig?!"
Han har en pointe der og min vrede er ved at aftage lidt efter lidt, så jeg siger ham ikke imod.
"Nu vi snakker om indenfor. Hvad fanden sker der for dig?! Den ene dag er du helt vild efter at gramse løs på mig, den næste er du helt omsorgsfuld og forstående, så bliver du total pissed på mig og nu står du og fucking gramser på en eller anden... random bimbo!" Mine hænder flyver rundt i luften for at demonstrere hvor sur jeg er.
Det er ikke fair at kalde Lilly en random bimbo. Hun vidste sikkert ikke engang at Harry og jeg datede engang, men lige nu kunne jeg ikke være mere ligeglad. Mine følelser er i kontrol her. Ikke min hjerne.
Jeg ved at hvis ikke snart det her stopper, så begynder jeg at tude. Sådan virkelig stor tude.
"Det er jo ikke sådan det er, Sky."
Nu fatter jeg virkelig intet.
"Hvordan så, Harry?! Fortæl mig det!"
Han løber begge hænder gennem sit hår og kigger rundt. Han prøver at finde ord. Jeg ved ikke om de vil være gode eller dårlige, så jeg forbereder mig på det værste, mens hans hænder glider over ansigtet og han tager en dyb indånding.
"Kom nu. Fortæl mig det." Kommanderer jeg.
"Jeg..." Resten mumler han lavt i sine hænder, så jeg ikke kan høre det.
"Harry Edward St..."
"Okay! Fint!" Han afbryder mig og kaster sine hænder op i luften. Jeg fnyser og lægger mine arme over kors.
"Jeg... Du ved..."
Det er tydeligt at han ikke har lyst til at fortælle mig en skid eller også så ved han bare ikke hvad han skal sige. Jeg har en følelse af at han lige om lidt vil få sneget sig ud af mit krævende spørgsmål.
"Du er for meget, Styles! Du kan ikke engang fortælle mig hvad fuck du selv tænker, men forventer at jeg kan?!" Jeg holder en pause og prøver på at læse hans ansigt. Alt jeg får er et undskyldende puppyface. Jeg bliver nødt til at kigge væk. "Jeg gider ikke engang vide det. Det burde heller ikke komme mig ved. Du burde ikke komme mig ved!" Jeg vender mig og går. Jeg vil ikke skændes med ham. Ikke nu.
Jeg kan mærke tårerne presse sig på og jeg nærmest løber op ad trappen for at finde et værelse jeg kan gemme mig i. Gemme mig helt væk fra alle de dansende og fulde gæster til festen... og Harry. Harry må ikke vide at jeg græder på grund af ham. Han vil enten blive så sur at han ikke kan styre sig eller også vil han få dårlig samvittighed over at have fået mig til at græde. Jeg ved ikke hvilken reaktion der ville være værst. Han skal ikke føle dårlig samvittighed over mig.
Jeg finder et tomt værelse, lukker døren og sætter mig på sengekanten. Lige i det min popo lander blødt på sengen begynder tårerne at løbe ned over kinderne så voldsomt at man skulle tro det gjaldt liv eller død for dem. Jeg hulker. Hulker så meget at det gør helt ondt.
Det burde ikke være mig der bryder grædende sammen, men det er det.
Da jeg endelig er ved at falde lidt til ro og kun nogle få hulk får banet sig vej ud af min mund åbner døren, og jeg stivner.

-----------------------------------------------

Jeg håber at I kunne lide dette kap! Jeg kunne godt lide at skrive det i hvert fald hihi.

Jeg ville være glad for at vide om I stadig læser med og om det er godt nok. Jeg får ikke så meget respons lige i tiden (øv), så vil gerne vide om der er nogle der faktisk læser den :)

Husk at stemme, så den fine stjerne kan blive udfyldt (haha) ;)

- M x