It's Over! {1D}

Kapitel 3

(Skylers p.o.v)
Is. Is er en god idé. Is hjælper på sorgen. Is er godt. Is er koldt. Is taler ikke. Is er godt. Is elsker mig. Og jeg elsker is. Is er godt. Så det er da klart at jeg sidder og spiser is i vinduskarmen. Vinduskarmen er også kold. Og kolde ting minder mig om is. Og jeg ellssskkkkeeeeerrrrrr is. Niall elsker is. Niall elskede mig.
Og pludselig sidder jeg og stortuder med en ske i munden.
Niall elsker is. Is er mad. Niall elsker mad. Jeg spiser aldrig igen! Aldrig! Ikke når det gør så ondt. Hvorfor gør det så ondt?!
"Det er ikke fair!" Råber jeg grådkvalt ud i ingenting, smider skeen ned i is bøtten og skubber isen over i den anden side af vinduskarmen. Langt væk fra mig. Eller det drejer sig kun om 8 centimeter, men det er alligevel lidt væk fra mig.
Jeg vender blikket ud mod min moderne stue. Ingenting. Det. Er. Over. Alt! Over alt er der ingenting. Ingen liv. Ingen glæde. Og HAN mangler. HAN mangler for groft! Uanset hvor jeg vender mig hen, mangler HAN... Det er derfor der ikke er noget. Det var ham der satte liv i min lejlighed. Det er derfor der er så tomt.
Jeg kan ikke se på det, så jeg kigger ned på de mennesker der ser så glade ud. For glade. Selv ham den sure gamle og grå mand der altid sidder det samme sted på bænken lige udenfor mit vindue ser gladere ud end jeg føler mig. Hvorfor skal alle være så glade, mens jeg ikke må?! Det er uretfærdigt!
Jeg råber: "Argh!" efterfulgt af hulken, mens jeg sætter kursen mod mit soveværelse. Jeg finder hurtigt min seng og får viklet mig ind i dynen. Jeg tuder på livet løs. Hvis der var en tude-konkurence et eller andet sted i nærheden ville jeg klart have vundet! Men såden en er der vist ikke. Ikke idag...

Jeg har ingen anelse on hvor længe jeg har lagt under den varme trygge dyne.
"Argh! Forsvind!" Hvæser jeg da min elskede dyne bliver hivet af mig. Sollyset skære mine øjenæbler i småstykker og brænder stykkerne til ukendelighed bagefter.
"Nej, du kan tro nej, ka' du!" Siger en glad stemme. Jeg hader lige pludselig den stemme.
"Op! Op med dig, du. Vi skal faktisk noget, har du glemt det?" Synger en anden irriterende stemme.
"Leave me alone!" Hvæser jeg og knurrer. Jeg kan ikke holde stemmerne ud. Jeg kan ikke holde glæden ud. Jeg kan ikke holde lyset ud. Så jeg kniber mine øjne hårdt sammen, så ikke den mindste smule dræbende sollys kan trænge igennem, og hiver fat i min dyne. Ingen skal tage min dyne. Ingen!
"Nul du! Kan du så se at komme op!" Siger den første og vipper min dyne ned på gulvet så jeg ikke kan tage den.
"Argh! Hvorfor skal du være så fandens nedern, Madison?! Og dig, Lucy, hvorfor er du her også?! Kan I ikke bare skride ad helvede til?!" Råber jeg arrigt. De er mine bedste veninder, virkelig, men de kan godt nok også være de værste kællinger i hele universet! Alt efter hvad de har besluttet sig for at være. Og lige nu er de universets værste kællinger! Jeg mener de kan da ikke bare bryde ind i en andens lejlighed, vække hende fra sin elskede søvn, og forvente at de kan hive hende med til et eller andet halløjsa de lige har fundet en reklame for i et blad!
"Nope. Vi er her for at hjælpe dig." Siger Lucy(anden stemme).
"Og vi går ingen steder før du giver os lov til at hjælpe." Fastslår Madison(første stemme).
"Argh-gi-hi-iiih!" De mest mærkelige lyde forlader min mund blandet med en masse vrede. Jeg laver altid de der lyde når jeg er utilfreds. Jeg laver også mærkelige lyde når jeg er tilfreds... Men det er noget helt andet.
"Kom så, smukke-dukke! Ud af fjerene!" Siger Madison og sender mig et strålende smil, som jeg gengælder med mit elskede dræberblik.
"Lige nu er hun ikke ligefrem frøken 'smukke-dukke'. Sorry, men det er hun altså ikke." Smiler Lucy. Jeg flutter mit dræberblik fra Madison til Lucy.
"Tak, Lucy! - " siger jeg hårdt. " - Og jeg kan godt lide mine fjer, for jeg er en fucking dum fugl, okay Madison?!" Råber jeg. Jeg håber virkelig hun snart fatter at jeg ikke engang gider flytte min røv 9 millimeter fra min seng.
"Nul du!" Siger Madison hårdt til mig. Lucy kommer helt hen til mig og hiver mig op fra sengen. Jeg gør mig så slap og tung som muligt.
"Helt ærligt, Skyler!" Brokker Lucy sig.
Haha! I'm winning, bitches!
Lucy trækker en gang til og jeg lander på gulvet med et højt bump, men jeg siger ingenting, jeg gør heller ingentig.
"Åh-åh... Tror du...?" Lucy lader sætningen hænge i luften som en akavet billig parfume.
"Jep... It's over, Lucy. Totaly over..." Siger Madison. "Årrhh, skat dog. Så er det da derfor du er så... Så... nede. Se lige dig selv!" Hun sætter sig ned til mig på gulvet og lægger armene om mig. Jeg gengælder hendes knus, mens de salte tåre triller ned af mine kinder -igen.
"Nej da! Det er umuligt! Jamen... I... I var jo..." Lucy ved ikke hvad hun skal gøre eller sige, så jeg rækker en hånd hen mod hende så hun også kan vise sin støtte til mig. Hun er hurtigt henne ved mig og Madison. Hun tøver lidt før hun også slår armene om mig.
"Åårrh, jamen dog. Hvordan kan du klare det, skat? Jeg forstår det ikke." Siger Madison.
"D-det kan j-jeg heller ikke" tuder jeg. For jeg kan ikke klare det! Det kan jeg ikke! Jeg savner jo Niall. Jeg savner ham så forfærdeligt! Men jeg kan jo ikke klare flere skænderier - om ingenting - og det kan han heller ikke!
"Ved du hvad? Jeg syntes vi skal tage til koncerten i aften! Vi har jo billetterne, og du lovede os." Siger Lucy. "Og så kan du jo også vise Niall at du er kommet dig over ham. Det vil helt sikkert få ham til at flippe ud! Især fordi det jo var ham der dumpede dig."
Jeg stivner. Tør ikke røre mig, tør ikke trække vejret, tør ikke blinke.
"Han dumpede mig ikke... Jeg dumpede ham..." Hvisker jeg.
"Jamen hvorfor dog?" Spørger Madison chokeret og vender mit ansigt så hun kan se mig ind i øjnene.
"Ja, hvorfor? I var jo det perfekte par!" Indvender Lucy.
"Fordi... Bare fordi..." Siger jeg. Jeg orker ikke forklare dem det. Det vil tage for lang tid. Alt for lang tid.
"Oh my god... Nåh... Kom så for vi dig gjordt klar til at tage til koncert, skatter." Smiler Madison og hiver fat i mig. Denne gang følger jeg med.
"Jamen nej... Nej... Der er ikke tid..." Siger jeg tonløst i håb om at hun vil droppe idéen om at tage til den koncert.
"Det tager kun 10 minutter!" Siger Lucy glad, finder min børste frem og begynder at børste mit lange mørke hår med blodrøde spidser igennem. Madison er hurtig til at finde et sæt tøj til mig - som jeg hopper i. Hun begynder at lægge min make-up, mens Lucy krøller mit hår med mit røde krøljern. Jeg har også et blåt glatjern, en grøn føntørre og et lyserødt krappekrøljern. Jah, jeg er meget farverig. Det er måske også derfor Madison valgte at få mig til at hoppe i en kort og struttende lyserød nederdel, en meget lys blå -næsten helt hvid - skjorte med hul til skuldrene, et par mørkeblå - næsten sorte - højehælede ankelletter med læder snører, en tyk halskæde, nogle mintgrønne og lyserøde fingerringe, og en sort bowlerhat.
"Sådan! Nu kan du være bekendt at gå udenfor din fordør igen!" Smiler Madison. Hun skynder sig at fjerne sig fra spejlet så jeg kan komme til at se på mig selv. Jeg rejser mig fra stolen og går helt han til spejlet. Pigen i spejlet ser ikke ud til at have grædt. Hun ser heller ikke ud til at være træt - det er jeg nu heller ikke, men jeg så såden ud. Hun ligner sig selv. Jeg ligner mig selv.
"Kom så. Jeg vil helst ikke komme for sent." Siger Lucy og går mod døren. Hun er ligeglad med om hun kommer for sent, hun skal bare være der hurtigst muligt, så hun kan få en god plads, også selvom der er blevet bestemt pladser.
Madison begynder at trække mig efter sig ud af døren. Så er det nu. Ingen vej tilbage. Jeg ved ikke om jeg overhovedet kan klare mig igennem hele koncerten.
Well, I need to do it! Go girl! Or something...
Det tager cirka 9 minutter at køre til arenaen hvor koncerten finder sted. Det betyder at jeg har cirka 8 minutter til at få samlet mig selv sammen.
Vi går ned af de mange trappetrin der føre ned til hovedeindgangen. Jeg håber virkelig ikke at jeg bryder sammen lige så snart jeg får øje på ham. Oh god no!
Vi går ud til Lucys bil. Det er en lille babylyserød fiat - samme farve som hendes hår. Den er bare så sød! Jeg kan rigtig godt lide den. Den passer så godt til hende. Jeg sætter mig ind på bagsædet, får selen til at sige klik og retter mit tomme blik mod vinduet. Bilens motor starter og vi ruller ud på vejen. Der er næsten ingen biler på vejen, lige indtil vi nærmer os arenaen. Der står vildt mange fans udenfor indgangen.
"Så er vi her! Oh my god, jeg er så spændt! Det bliver så fedt!" Hviner Madison. "Ja, undskyld Sky, men jeg har bare glædet mig til den her dag i årevis! Det kan du vel godt forstå, ik'?... Ik'?" Siger hun og vender sig i sædet så hun kan se på mig. Hendes skulderlange brune hår med karamel reflekser vifter om hendes hovede og smilet går fra det ene øre til det andet øre. Hun hviner - med sin lidt hæse stemme, som jeg syntes er vildt nuttet - og klapper i hænderne af glæde. Jeg forstår hende godt. Jeg er også directioner. Selvom jeg har været kærester med to fra bandet, betyder det ikke at jeg ikke kan være directioner. Jeg mener: en gang directioner, altid directioner!
Lucy og Madison sidder og hviner og klapper i hænderne, men bliver afbrudt at høje dyt lyde fra de andre bilister. De stopper brat, og Lucy begynder at lede efter en plads.