It's Over! {1D}

Kapitel 1

(Skylers p.o.v)
Jeg ved ikke helt hvad der er sket. Altså lige nu sidder jeg på gulvet i min kærestes soveværelse og græder, mens han råber af mig. Soveværelset er total ødelagt. Sengen og skabet er væltet, tøj og fjer - fra dynerne og puderne - lægger spredt udover det hele. Lampen - i loftets - pære blinker og lampeskærmen ligger - ødelagt - på gulvet.
"Er det dét her du ville have? Ville du bare have mig til at flippe ud?!" Råber han. Jeg tør ikke kigge op. Jeg tør ikke se på alle de ødelagte ting der ligger rundt omkring. Både mine ting og hans ting.
"Hvorfor tuder du?! Du skulle forestille at være 17år! Du burde ikke sidde og tude som et lille pattebarn!" Fortsætter han. Jeg gider snart ikke høre på ham mere. Han skal altid være så sur, og han skal altid skælde mig ud over ingenting! Hvis jeg havde vidst det for 1 år siden - ja, det er vores årsdag idag - ville jeg være blevet hos Harry. Men på den anden side, så var der nok også en grund til at vi slog op. Hvis bare han... Hvis bare vi... Hvis bare... Hvis...
"Argh! Hvorfor skal du lige opføre dig som en lille møgunge når du ikke får din vilje?!" Råber han. Jeg kan mærke mine salte tåre tage til i styrke. Det var dråben! Så stopper festen!
"Møgunge?! Er det dét du syntes om mig?!" Råber jeg tilbage. Jeg kigger op på ham, - selv om mit syn er sløret af tåre - og holder op med at hyle.
"JA! Ja, for helvede! Det er det jeg fucking syntes om dig! Og jeg er fucking træt af det! Jeg er så fucking tæt på at sparke din røv ud af mit fucking liv og helt til den fucking pluto-planet!" Råber han. Vreden lyser ud af øjnene på ham. Hans hovede er næsten helt rødt af raseri. Jeg tørre tårerne af kinderne uden at fjerne blikket fra ham. Jeg stirre ham arrigt og stædigt ind i øjnene.
"Fint, Niall! Fint! - " Nærmest skriger jeg. Og ja, Niall Horan er min kæreste. Og ja, - endnu en gang - jeg har også datet Harry Styles. " - Så skrider jeg da bare til pluto! Men kom ikke og bed om flere chancer når du savner mig! For det kommer du nemlig til, tro mig!" Hvæser jeg af ham. Det er ligsom om en pære bliver tændt inde i hovedet på ham. Den har åbenbart også været i stykker. Al vreden forlader hans ansigt og alt raseriet forsvinder fra hans øjne, men bliver hurtigt erstattet af tårer.
Jeg hiver min taske frem fra den væltede seng, og pakker videre. Jeg havde været ved at pakke mine ting sammen før Niall og mig havde fået rummet til at eksplodere.
"Nej... Nej, det må du ikke. Det kan du ikke... Nej, lad... Lad være. Jeg beder dig" begynder han. Vi har haft mange af den her slags 'fights', så de er ikke ligefrem nye. Og den her er bare én for meget. Over stregen. Det er dråben. Sidste gang.
Jeg ignorere ham total. Nu er det hans tur til at tude. Og det gør han. Lige så meget som jeg gjorde for 1 minut siden.
"Please... Please, bliv. Bare lidt endnu." Hulker han. Det er forfærdeligt at høre på hans gråd, men jeg er nød til det. Nød til at sige stop. De her skænderier er ikke sunde for os. Jeg har ikke lyst til at høre mere på ham, så jeg vil gå nu. Bare gå. Og efterlade ham og de ting jeg stadig mangler at samle op fra gulvet. Jeg kan vel få Harry, Liam, Louis, Zayn eller måske Nialls bror Greg til at hente det for mig.
"Sky... Bliv. Vi kan snakke det her igennem som alle ander voksne mennesker." Siger han helt grådkvalt med panikken lysende ud af øjnene.
"Voksne mennesker? Sig mig, var jeg ikke en møgunge for 2 minutter siden? Er jeg ikke en møgunge der ikke har fået sin vilje?!" Hvæser jeg. Jeg ved han fortryder alt det der møgunge-halløj. Det har han gjordt lige siden ordne forlod hans mund. Men jeg er sur, pissed of og bitchet lige nu, så jeg må bare gnide 3 kilo rent salt i hans blødende sår.
"Undskyld. Jeg mente det ik-"
"Nej, det skal du jo bare sige! Det skal alle! Jeg er så træt af den sætning!"
Min stemme stiger for hvert ord jeg siger. Den sætning er ligsom blevet en del af vores skænderi, ligsom det at råbe af hinanden er en del af det.
"Jeg beder dig, bliv he..."
Hans stemme knækker over, og han begynder at stortude. Hvorfor skal det gøre så ondt at slå op med ham? Det var nemmere med Harry, der var vi ligsom også enige. Niall er ikke enig i at vi skal slå op. Han kan ikke se hvor dårligt det er at skændes på den her måde, men det kan jeg.
Jeg samler min jakke op fra gulvet. Jeg går hen mod døren, for at komme væk herfra. Jeg skal lige til at gå forbi ham da han tager fat i min arm.
"Jeg beder dig... Ikke gå...Ikke gå fra mig." Hvisker han og køre en hånd gennem mit brune hår med blodrøde spidser - dip dye. "Ikke gå." Hvisker han og bider sig selv i læben for ikke at græde endnu mere.
"Jeg er nød til det." Hvisker jeg, rykker mig fri og går med raske skridt mod opgangen til lejligheden.
"Nej! Vent! Vær nu sød! Jeg kan gøre det godt igen!" Råber Niall inde fra det ødelagte soveværelse. Jeg sætter farten op og snupper mine bil-nøgler og hans nøgle til min lejlighed. Jeg skal ikke nyde noget af at han kommer brasende ind imorgen eller en anden dag. Det ville jeg ikke kunne klare. Jeg kan høre at han kommer løbende efter mig. Han når hen til døren ud til opgangen idet jeg hopper ned af de første trin.
"NEJ! Du må ikke forlade mig! Jeg elsker dig jo!" Råber han hysterisk og stortudende, men jeg fortsætter ned af trapperne. I svinget mod en ny trappe tillader jeg mig selv at kigge op mod ham, bare for at få et glimt af ham før jeg er væk. Han sidder op mod dørkarmen og græder. Han ser så hjælpeløs og fortabt ud at det gør ondt på mig. Han sidder der bare med hovedet lagt helt tilbage. Helt slap i kroppen.
Jeg kan mærke tårerne presse på igen. Jeg kan ikke se på ham. Så jeg løber ned af trapperne og ud til min elskede store Volvo-firehjulstrækker jeg har ønsket mig og sparet op til i vildt lang tid.
Jeg når lige at sætte mig ind på føresædet før jeg knækker sammen stortudende, ligesom Niall.