Lost In The Wrong Boy

Kapitel 3 "Det håber jeg også for jer"

"Madison, kom nu ned!" råber en mande stemme ned fra stuen. Det er nok bare min far, for han er den eneste mand her i huset. "Jeg kommer nu!" råber jeg irriteret tilbage. Han kan da ikke forlange man skal kunne gøre sig klar på under 15 min. Jeg tager hurtigt min sorte Day taske og mine to regnbue farvede kufferter og går stille ned af trappen, bare for at irritere min far.

I dag er dagen jeg har ventet i lang tid på. Mig og mine forældre skal flytte til London og som de nu siger, så skal vi bo der resten af vores liv, men vent nu bare om 1 år har de sikkert fundet et andet sted vi skal bo også skal vi flytte igen. Jeg håber inderligt vi ikke skal flytte, fordi jeg er blevet meget træt af, at vi flytter hele tiden. Jeg har aldrig rigtig haft en "rigtig" ven som jeg kunne sige alt til, fordi når jeg har fået et godt forhold til en, så har vi altid skulle flytte til den anden ende af verden.

"Madison er du der?" spørger min far, mens han vinker med sin hånd foran mig. "Var?" Jeg må nok have kommet ind i mine indre tanker. "Du stod bare stille på trappen" siger min far, jeg går hurtigt ned af trappen og drejer mit hoved mod køkkenet, hvor min mor kommer ud fra. "Hej skat, er du klar til at køre?" spørger hun og giver mig sit sædvanlige kram og kys i panden. "Jep" svare jeg og tager min kufferter og Day taske. "Skal vi køre?" De nikker hurtigt og tager også deres ting og går med mig ud i bilen.

"Nå Madison, glæder du dig ikke meget til at se dit nye hus og din nye skole?" spørger min mor efter vi har kørt omkring en halv time. "Jo, men jeg er jo vant til at få et nyt hus hvert år" siger jeg lidt irriteret, da det virkelig irritere mig, at de ikke bare kan bo ET sted. "Hey, vi har jo sagt vi ikke flytter igen" bryder min far ind. "Jeg føler jeg har hørt det før" starter jeg med at sige og lader som om jeg tænker. "Nårh ja, det sagde i også, da vi boede i Egypten, Indonesien, Parkista......" mere når jeg ikke at sige før min far afbryder. "Hør her, vi ved godt vi har flyttet meget, men vi lover det er sidste gang" min mor nikker ham enig. "Det håber jeg også for jer" er den sidste sætning før der bliver helt stille i bilen.