Lost In The Wrong Boy

Kapitel 12 "Hvor er lokale 254?"

"Hyggeligt at møde dig" smiler han. "Du starter med at have matematik i lokale 254" små host kommer frem før han begynder igen. "Dit skabsnummer er 777, dit skema er her og alle de andre oplysninger her i denne her mappe" siger ham og giver mig en kæmpe mappe med papir i og en lille nøgle. "Mange tak" siger jeg og går ud af døren.

Fuck mit liv, så mange papir, så mange skabe, så mange lokaler, så meget at huske.

Jeg går hen til alle mulige skabe og holder øje med numrene. "668, 690, 730, 750, 770 , 777. Hov vent der er mit skab" jeg hopper glad op i luften og ligner sikkert en idiot, men alle eleverne er desværre gået ind i deres klasser, så de går desværre glip af min hotte sejrs dans.

Jeg åbner hurtigt mit skab og ligger alle mine papir i skabet. "Argh" sukker jeg, da jeg finder ud af, at jeg nu skal finde mit klasse lokale. "Hvorfor er skolen også så fucking i heleveds stor" sukker jeg endnu en gang. "Er der en, som har brug for hjælp?" Jeg vender mig 180 grader med et næsten hjertestop. Mit syn rammer et genkendelig dreng. Adrian Charter. Borgmesterens ældste søn. "Det var ikke meningen at give dig et hjertestop" siger han og smiler selvsikkert. Idiot. "Hvor er lokale 254" spørger jeg hurigt, så jeg ikke går glip af for meget af timen. "Vil du ikke hellere med ned i byen?" Spørger han igen selvsikkert "Selvfølgelig, troede aldrig du ville spørger" smiler jeg sukkersødt. Hans ansigt forandres totalt. For at være den selvsikre idiot til totalt overrasket idiot. "Virkelig?" Spørger han spændt. "Næ ikke rigtig" svare jeg ligeglad og går hen imod nogle lokaler. "Du vil fortryde du sagde nej!" Råber han igennem gangen. "Jep, jeg er også bange for jeres sorte mænd i hættetrøjer, som render rundt i jeres haver med pistoler" griner jeg kækt tilbage. "Vent hvad??" Råber han tilbage. "Vi ses i aften Adrian" råber jeg og giver et handikappet vink tilbage.

Efter at have gået rundt i overraskende nok kun 5 minutter finder jeg klasselokale 254. "Endelig" mumlede jeg for mig selv. Jeg tager min hånd i slow motion ned mod håndtaget og åbner den i slow motion.

En dame i 30'erne har en lang pind i hånden og peger mod et regnestykke på tavlen. Jeg rømmer mig, da ingen har opdaget mig. "Hej Madison!" Råber Elina ned bag i. Jeg vinker akavet tilbage og kigger hen mod læren, som har fået øje på mig. "Du må være den nye" siger hun høfligt og giver mig hånden. "Jep det er mig" siger jeg og tager imod hånden. "Jeg hedder Alice og er din matematik lære" hun giver mig et lille nik. "Åh jeg er Madison Miller" svare jeg hurtigt, da jeg bare stod og ventede på ingenting. "Ja det ved vi jo godt" siger hun og kigger ned på Elina. "Du sætter dig bare på den tomme plads ved siden af William og Ted" jeg kigger ned på pladsen og som forventet er det mellem to drenge. Fedt... Jeg går langsomt der ned og sætter mig