Lost In The Wrong Boy

Kapitel 14 "madison og adrian i skal..."

"Madison Miller op på kontoret nu" jeg vender mig 180 grader og ser uhyret, ej gas det er bare min inspektør. "Fuck" mumler jeg og kigger rundt i lokalet, jeps alle kigger. "Hjælp mig" hvisker jeg til Gemma og Elina. De kigger medfølende på mig og mumler undskyld. Jeg er virkelig på skideren og det er endda min første dag.. Mit ansigt rammer Jessicas ansigt, et væmmeligt smil rammer hendes klamme ansigt.

Jeg skynder mig at følge efter Bennie. Vores inspektør. Det er pisse fucking pinligt, alle på gangen glor og hvisker til hinanden. Jeg ligner sikkert en våd hund, som følger efter sin ejer. Argh kan den dag bliver være? Nå ja, jeg havde glemt vi skal over til Adrian og spise... Denne her dag bliver min dødsdag. Det værste der kunne ske, er sket. Fucking selveste Adrian sidder på kontoret med sin far. Hvis han fortæller mine forældre, at jeg er havnet her, er jeg dødsdømt. "Hej Madison" kommer det kækt fra Adrian. Den lille lort skal bare holde sin kæft. Selvfølgelig vender hans far om. "Åhh Hej Madison, hvad laver du her?" Spørger han forvirret. Han troede nok jeg var den søde pige, men nej det er jeg ikke så god til at leve op til. "Øhhh" fremskaffer jeg og kigger over på Bennie. "Hun er ikke lige den sødeste nede i kantinen og så høre jeg også noget med du kaldte William og Ted noget i timen" siger han ret irriteret. Jeg havde nok afbrudt ham i hans frikvarter. "Hahah hva kaldte du William og Ted?" Kommer det grinende fra Adrian. "Værsgo og sæt dig" beder Bennie og peger på en stol. "Lige her?" Spørger jeg forundret, da både Adrian og hans far kan høre hvad vi siger. "Er det et problem?" "Nej" svarer jeg kort og sætter mig ned.

"Hvad kaldte du William og Ted?" Starter han. "Ikke noget ondt" svarer jeg kort og kigger usikkert over mod Adrian og hans far, som forventet holder de meget øje med hvad der sker. "Så som?" Presser Bennie. "Grimme grønne pokemon skildpadde" svarer jeg så helt ærligt. "Haha hvad kaldt du dem" flækker Adrian ud i grin. Edward (hans far) puffer hårdt til ham og hvisker stille "hold kæft" Bennie kigger skiftevis på os og fortsætter. "Okay, men hvorfor?" Usikkerheden spreder sig i mit stemme. "De så bare utrolige irriterende ud" hvorfor er det jeg ikke kan holde min kæft om sådan noget? "Du godt klar over det er mine venner?" Selfølgelig er det Adrian der afbryder. "Det ved jeg, de mindre mig om dig" hold nu kæft Madison. "Stop begge to! Hvad skete der så inde i kantinen?" Spørger han meget stramt. "Jeg sagde til Jessica jeg ikke kunne lide hende og" igen afbryder Adrian. "Haha det sagde du bare ikke til hende" griner Adrian virkelig hysterisk. "Hold nu kæft Adrian" jeg er virkelig ved at skide en bombe, så irriterende er han. "Hvad sker der så" spørger Bennie. "Hun bliver så mega sur og hælder vand i hovedet på mig" IGEN AFBRYDER ADRIAN "ahah det har du fortjent. "Hør Adrian hvis du ikke snart holder din fucking kæft, så skal jeg nok sørger for du ingen børn får i dit liv! Er det forstået?" Jeg har virkelig ikke tid til flere afbrydelser. "Fortsæt" beder Bennie. "Jeg bliver så sur og hælder mit spaghetti i hovedet på hende" slutter jeg. Åhh dejligt Adrian har forstået ikke at afbryde, vent nej nu kommer det... "Hahah kan denne dag blive bedre" griner han. "Adrian jeg havde advaret dig" råber jeg og det første der fylder mine øjnes interesse er en kop kaffe. Vupti så har han brune pletter på sin hvide t-shirt. "Hva fanden Madison" ups jeg havde lige glemt det var Bennies kaffe.. "Du skal nok få betalt" fremskaffer Adrian. "Jep jeg er også bange for dine sorte mænd i din baghave" jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har lyst til at ligge mig ned og græde. "Hvad fabler du om, det sagde du også i morges?" Spørger Adrian. Han vender sit hovede over mod sin far, som virkelig ser bange ud og prøver at skjule noget "Madison og Adrian i skal tage hjem omgående"

Lige nu sider jeg i bilen sammen med Adrian og hans far på vej hjem. Alle på gangen havde sendt virkelige onde blikke til mig, men nok flirtende til Adrian. "Hvad er der med de sorte mænd?" Spørger Adrian for 117 gang. "Lad hver med at snakke til mig!" Irriterende støn udslipper Adrians mund.
Vi kører i en evighed, det føltes sådan. "Vi er her Madison" siger Edward. "Tak for køreturen" siger sødt og går ind til mit hus.
Jeg kommer kun lige ind før jeg bryder sammen. Desværre er min mor og far hjemme.