"Hvor er det du kører hen?" Spørger jeg Adrian. Adrian havde sagt han vidste hvor huset lå, hvor hele banden holder til. Nede i kælderen var der en kæmpe tavle, med en mase billeder af et hus, og alle mulige veje der ind til. Måske er mine forældre nogle seje spioner alligevel. Adrian svar mig nu" snapper jeg efter ham. Hele vejen har han været opsat på at komme afsted. "Huset. Jeg kører hen til huset" svarer han endelig efter lang tid. "Hvordan ved du hvor det ligger?" Spændingen tager snart overhånd og det hjælper intet, når Adrian ikke gider svare. "Jeg har kørt der forbi mange gange, mine forældre kører tit forbi det." Jeg læner mig stille tilbage i sædet og beundre tingene vi kører forbi. Jeg kommer straks i tanke om, hvis mine forældre opdager deres spionting er væk, og jeg ikke ligger i min seng klokken 21:30 er jeg færdig. "Adrian" hvisker jeg. Ud af syne kan jeg se ham nikke, men mumler derefter ja. "Mine forældre opdager snart jeg ikke er hjemme og så vil de lede efter mig" panikker jeg. "Rolig, vi klarer den" forsikre han mig om og ligger sine ene hånd oven på mit lår, hvis ikke jeg var mega skrækslagent, for hvad min mor og far ville gøre vil jeg hurigt fjerne hans hånd, men på samme måde er det beroligende.
"Hey Madi, vi er her" siger Adrian roligt og blidt og puffer stille til mig. Jeg åbner stille mine og øjne det første, der rammer mine tanker 'jeg faldt i søvn'. "Jeg kommer nu" mumler jeg, men højt nok til at kan høre det. Hans skinnende brune øjne stirre direkte ind i mine. Hurtigt slikker hans om munden og siger "kom vi klare det her sammen" hvisker han i mit øre og stiger ud af bilen.
Jeg har besluttet at de sidste par kapitler inden slutningen bliver korte, da der vil komme flere kapitler..
YOU ARE READING
Lost In The Wrong Boy
Teen FictionMadison Miller? Jep det er 16 årig mig, som bor i London. Jeg bor selvfølgelig med min mor og far... Hvis ikke du har regnet det ud endnu, er jeg ene barn...! Ret nederen efter min mening. Jeg har altid skulle klare mig selv, fordi min mor og...
