Lost In The Wrong Boy

Kapitel 17 "såh har du fundet ud af noget?"

Jeg er så glad i dag, for det er sidste skoledag inden sommerferien. Jeg elsker den dag. Efter mig og Adrians lille samtale i går, har jeg holdt meget øje med min forældre, men det eneste mistænksomme de har gjort er nok, at gå tidligt i seng.. De har ikke gjort en skid og det har været pisse kedeligt. ligeud sagt. "Er du klar til din sidste skoledag" spørger min mor på vej til skole. Yes hun har lovet at køre mig i skole, men skal gå hjem da begge mine forældre skal arbejde sent. "Ja det bliver såååå dejligt" griner jeg med et kæmpe smil på læben, som bare ikke kan blive mindre.

Jeg havde glædet mig til vi skulle lave noget sjovt og ikke have lektier for, men sure solskin vil have os til at skrive en dagbog i sommerferien for hver dag. Meningen med sommerferie er at slappe af og ikke lave lektier, men det har sure solskin ikke forstået, for da jeg prøvede at forklare hende det blev hun mega sur (surer end hun er i forvejen) og sendte mig på kontoret. Heldige miiiig. Og for at gøre det værre endnu, så var selvfølgelig selvveste Adrian også på kontoret... "Sååå ha du fundet ud af noget?" siger Adrian og man kan bare høre hans nysgerrighed i stemmen. "Ja mine forældre var meget trætte efter at have besøgt jer, så de gik tidligt i seng" svarer jeg helt ærligt, for det er jo rigtigt. "Jeg mener det seriøst!" siger han igen, men lidt mere irriteret. Hvorfor er det så vigtigt for ham. "Jeg mener det også" svarer jeg flabet tilbage og ser hvor langt jeg kan komme ud. "HVORFOR KAN DU IKKE BARE TAGE DET SERIØST?" Okay så jeg kunne ikke komme så langt ud. "Slap nu af! Mine forældre har ikke gjort noget. Hvad med dine?" Han tager en dyb indånding, som kun kan betyde at han har noget spændende at sige. "Da i var kørt, kørte mine forældre væk uden at sige hvor, så jeg fulgte efter og landene ve...." "Adrian og Madison i må gerne gå tilbage til jeres time" selvfølge må vi det nu i det spændende. "Giv os lige to minutter mere" beder jeg, men vi for ikke lov. "Efter skole fortæller jeg" når Adrian at sige inden vi skilles ad hver vores vej.

Skolen varer helveds lang tid og det har jeg ikke tid til. Heldigvis har jeg fri om 2 minutter, så når klokken ringer kaster vi alle blyanten op, råber, skriger og løber ud af klassen. "7-6-5-4-3-2..." mumler ligeså stille til jeg når ned på 0. "Jaaaa vi har fucking fri Bitches" råber jeg og skriger, men det pinlige er, at det kun er mig, som gør det. "Ved i hvad? i skulle skamme jer!" råber jeg ud i hele klassen og løber ud af døren og møder Adrian ved udgangen. "Der var vidst en der holdte en fest der inde" griner han til det, der skete inde i lokalet. "aahaha det må du nok sige" Jeg er måske begyndt at holde lidt af Adrian, altså meget meget meget meget lidt, da han minder meget om mig. "Såh hvad var det du ville sige? "Jo nu skal du høre, jeg fulgte jo efter mine forældre og landede ved et kæmpe hus, hvor der uden på stod.........."

Hej alle...
Her er et okay fint langt kapitel, for ikke at have skrevet i lang lang lang og jeg kunne blive ved...
Men mange tak for i alligevel vil læse med, det betyder meget.

Tusinde fucking mange tak for 1k er virkelig glad