Lost In The Wrong Boy

Kapitel 4 "har i aldrig hørt et barn råbe?"

"Skat, vi er her nu" siger min mors blide stemme. Jeg åbner mine øjne og fåtr øje på lufthavnen. "Faldt jeg i søvn?" spørger jeg tvivlsomt. Min mor griner stille og nikker som svar. "Hvis du vil med, så let din fede røv og tag dine tasker?" driller min far. "Åhh, du kom faktisk ud af bilen denne gang. Jeg troede din kæmpe røv sad fast" driller jeg igen. "Ha ha meget morsomt, det skete kun EN GANG" surmuler han og ligger kræft i 'en gang'. "Ja så sige vi det" griner jeg og stiger ud af bilen. "Snak så ordentligt til hinanden" griner min mor. Vi tager vores kufferter ud af bilen og går sammen ind i lufthavnen.

Lufthavnen er meget stor i Frankrig. Der er omkring 4 etager, som jeg kan se der nedefra, hvor jeg står og udsmykningen er meget mere moderne end andre lufthavne. "Skat du stirre igen" griner min mor og puffer til mig. blinker hurtigt 3 gange og kigger på min mor, som allerede er på vej hen og aflevere sine kufferter. "Hey vent på mig" råber jeg lidt for højt, for nu står halvdelen af dem i lufthavnen og stirrer på mig. Super fedt Madison. "Har i aldrig hørt et barn råbe?" spørger jeg dem, hurtigt går de videre som om intet var sket. "I kan da ikke bare forlade mig" siger jeg til min mor, da jeg er kommet hen til dem. "Du kan bare følge med" siger min far og tager mine kufferter op på et rullebånd også bliver de kørt af sted hen til en flyvemaskine.

Vi sidder og spiser på en lille café i lufthavnen, da jeg ligger mærke til nogle nævne mit efternavn. "Familien Miller bedes at komme til gate 205, inden for 10 min. Ellers rejser vi uden jer" Jeg går i panik og smider det jeg har i hænderne heldigvis hørte min mor og far det også og efterligner mig. Vi løber hen af en lang gang, måske ligner vi idioter som vi løber og løber, for en hel masse mennesker kigger underligt på os og sender os mærkelige blikke. "202, 203, 204, 205 STOP DET ER HER" råber jeg til min mor og far, som standser hårdt op og går forpustet hen til en dame, som ligner en der er i 60'erne. "Undskyld vi kommer forsendt, vi havde ik..." mere når min mor ikke at sige før damen afbryder hende. "Kom nu ind i flyveren i stedet for at snakke, vi er allerede 20 minutter for sent" siger hun irriteret og peger mod en dør, som fører ind i flyveren. Sure gamle dame, den dag på måneden er nok i dag, eller har hendes mand slået op.