Lost In The Wrong Boy

Kapitel 15 "Fordi visse folk har hemmeligheder"

"Krøllet hår eller glat hår?" Diskutere jeg med mig selv. Om 20 minutter skal vi over til Adrian og spise. Skal mit liv virkelig ende nu her?? Jeg har ikke engang fundet hvilket tøj jeg skal have på endnu.. Efter jeg kom grædende hjem fra skole, har mine forældre holdt meget øje med mig. I starten troede min mor det handlede om en dreng, men gør alle mødre ikke det? "Skat, vi går om 10!" Råber min mor nede fra køkkenet, gætter jeg på. "Fuck i heleveds fucking syge..." Mumler jeg for mig selv. Det godt at komme ud med sine følelser. Hurtigt tager jeg min hånd i skabet, og trækker en blomstrende kjole ud. Jeg kan ikke rigtig nå at ligge min make up, så det bliver lidt jeg ligger i ansigtet. Jeg når ikke rigtig lave noget med mit hår, så jeg laver en hurtig knold. "Endelig kan du være her" stresser min mor.

Min mor bliver rigtig hurtig stresset også selvom vi bare skal over og spise hos nogen. Hun vil gerne have tingene er helt perfekte helt ned til den mindste detalje. Hun hader rod, folk der larmer og folk, som ikke har det rigtige tøj på til de rigtige tidspunkter. Spørg mig ikke hvorfor, men hun er måske en kæmpe perfektionist. Lille underdrivelse. Jeg aner stadig væk ikke i dag hvorfor min far kunne falde for hende, da de har er deres personlighed. det er ikke fordi jeg hader min mor, for jeg elsker hende over alt på jorden.

"Slap af mor, vi skal jo kun til middag" svarer jeg hende. Det er jo bare en middag. "Er du godt klar over vi skal over til borgmesteren og spise?" Siger min mor, som får det til at lyde som et spørgsmål. "Ja og hans mega irriterende dreng" sukker jeg opgivende

Jeg fryser som en isbjørn uden pels, det er virkelig koldt. Vi står uden foran Adrians hoveddør og venter på nogle virkelige langsomme mennesker, som gider lukke os ind. "Åh. Hej og velkommen" griner Estella Charter, som endelige gad og åbne. "Endelig gad en af jer åbne" stønner jeg og braser ind gennem døren, for at nå ind i varmen. "Madison!" skælder min mor, som også er kommet ind efterfulgt af min far. "Hvad?, du syntes da også det tog langtid." Det er faktisk rigtigt. Hun stod faktisk og klagede over at det tog så langtid. "Undskyld for min datters opførelse" sukker min mor opgivende. "AH det gør ikke noget, Adrian er meget mere uforskammet" griner Edward som kommer ind af døren. "Jamen så lad os gå til bordet" små griner Estella og går ind til spise bordet. "Jeg troede aldrig vi ville komme til maden" jubler jeg og følger hurtigt efter hende. Adrians hus er faktisk meget flot indrettet, men selveste borgmesteren bor her jo, men skal det ikke også være det?

Ærligtalt keder jeg mig røven ud af bukserne. Maden er selvfølgelig god, men de voksne fører de helt vildt kedelige samtaler. "Hey Madison" hvisker Adrian over til mig, hvor han efterfulgt spiser noget mad. "Ja" han tysser hurtigt på mig og spiser videre. Hvad er der glat med den dreng? "Vi bliver nødt til at snakke" skynder han sig hurtigt at sige og spiser videre. Er jeg virkelig så nederen, at hans forældre ikke må se at han snakker med mig? "Hvorfor" små irriterende støn kommer ud af munden på ham. "Fordi visse folk har hemmeligheder" Jeg elsker hemmeligheder, altså ikke mine egne, men andres. "Jeg er på!