Martinus og mig ? -AFSLUTTET

Skænderiget

Vi sad nu i bussen, og jeg havde slet ik' sagt et ord til Martinus. Jeg fatter ham bar' ik'. Hvordan kunne han gøre det mod mig ? Han begyndte at snappe til mig. Jeg slukkede min mobil helt. " hvad er det jeg har gjort dig ? Røg det ud af hans mund. Jeg ignorerede ham totalt. Jeg kiggede faktisk bar' ned, men så kom jeg til at kigge på ham hurtigt, lige efter han spurgte mig.

Da vi kom hen på hotellet, kom han hen til mig, og spurgte om hvad han havde gjort. " husker du pigen ? Hvilken pige ? Hende i centeret, husker du hende ?! Ik' rigtig, jeg ka' ikke engang huske hendes navn " så ved du ozz hvad du har gjort " jeg har ik' gjort nået " så du har ik' taget hendes mødom ? Nej hvad snakker du om " det ved du ! Jeg blev lige pludselig meget stille. Jeg var så ked af det. " jeg troede du elskede mig... Men... Hvis du faktisk gjorte, så ville du aldrig ha' gjort det mod mig " Han var helt still og det samme var jeg. " jeg har aldrig gjort det " Sagde han med en stille stemme. Jeg kiggede bar' ned på gulvet. Han kiggede bar' på mig. Jeg kiggede hurtigt op på ham, jeg begyndte at græde. Han prøvede at omfavne mig, men jeg trak mig, og løb ud fra værelset. Han kunne se at han løb efter mig. " Nei Martinus !
Men han hørte ikke efter, han fortsatte bar' med at løbe efter mig, men han overhalede mig. Han holdte mig på skuldrene. Jeg slog ham så han kunne slippe mig, men nej. Han ville ikke lade mig gå. " lad mig være ! Nej husker du sidst ?! Jeg stoppede pludselig. Det var som om jeg gik ned. Han omfavnede mig. " som du sagde, jeg slipper dig ik', jeg er her og vil altid være her for dig " Jeg brød sammen. Jeg var så ked af det. " du skal ikke græde, for så blir' jeg så ked af det " Han fjernede mine tåre. " okay " men så skal du ik' ha' noget med nogle andre piger " jeg lover "