The Broken Soul [H.S]

Kapitel 10

Mit hoved kørte rundt.

Det ene sekund råbte Briana til mig, det andet var hun væk.

Vagter kom løbende i en samlet flok, mens de kortfattet kommunikerede med folk fra stueetagen.

Receptionisten listede sig over til mig, hvor hun tilbød noget at drikke, da hun troede at jeg var i chok over det der skete.

Hvilket jeg vel også var, men ikke på den måde, som hun ville have mig til at være.

Jeg tog imod et glas vand, og drak det hele i én enkel slurk.

Elevator dørene gik op, og en høj mand trådte ud.

Danny Tomlinson så sig undersøgende omkring.

Folk holdte op med at gøre det de havde gang i, og iagttog i stedet Dannys bevægelser.

Han havde tydeligvis en dominerende personlighed, for frygten i folks øjne trådte hurtigt frem, da de fik øje på ham.

"Mr. Tomlinson, Harry spurgte efter dig." sagde en af medarbejderne.

Danny kiggede på kvinden med et løftet øjenbryn. "Og hvor er Harry så?" spurgte han doven.

Kvinden træk på sine skuldre. "Han forsvandt. Han stod og talte med hende, også var han pludselig væk." Hendes fingre fandt sin vej hen til mig.

Jeg stivnede.

Danny gik hen til mig.

Hans blå skjorte blev stram om hans arm, og viste hans muskler.

"Daniel Tomlinson," sagde han med et smil, hvorefter han gav mig sin hånd.

Jeg tøvede.

"Men kald mig endelig for Danny."

"Isla... Mikaelson."

Af en eller anden latterligt grund havde jeg glemt mit pseudonym, og endte derfor med at give mit rigtige navn til en af New Yorks mest magtfulde mænd.

Fuck, det gik godt for Gruppen.

"Du kender Harry." konstaterede han.

Jeg smilede skævt til ham. "Kender er sådan et stærkt ord, synes du ikke?" spurgte jeg henkastet.

Jeg håbede inderligt, at arrogancen i min stemme overskyggede ængsteligheden.

"Du besvarer et spørgsmål med et spørgsmål, Miss Isla."

"Og du undviger dit endegyldige spørgsmål, Danny."

Jeg rev op i stroppen på min taske, så den hang på min skulder, hvorefter jeg tilfredsstilet gik hen til elevatoren.

...

Stueetagen vrimlede med politifolk og folkene fra Gruppen.

Jason stod i hjørnet, og diskuterede livligt med Briana.

Han brugte både sin krop og sine verbale færdigheder for at få sit budskab ud.

Briana gjorde det samme, men hun benægtede stort set virkeligheden.

Jeg løb over til dem med forvirring.

"Det er fint, at I leger kærestepar nu hvor Robin er bag tremmer."

Briana gloede på mig med vrede.

"For tidligt?" jokede jeg.

Jason klappede sine hænder sammen. "Sagen, Isla?" sagde han endnu mere irriteret.