The Broken Soul [H.S]

Kapitel 20

Jeg følte mig vred, hjælpeløs.

For en gang skyld i mit liv havde jeg følt, at jeg rent faktisk havde en chance over Robin. For en gang skyld troede jeg rent faktisk, at jeg ville vinde over ham. Men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå til. Robin kendte Harry, og af en eller anden åndssvag grund, fik det hele min sjæl til at vende sig om af skræk. Hvad havde jeg gjort?

Mine skridt virkede mekaniske, da jeg langsomt forlod lokalet for at gå ud på parkeringspladsen. Jeg havde slæbt Harry hele vejen hen til Washington for at få svar, for til sidst at blive trampet på af en mand bag lås og slå.

Harrys mørke silhuet strakte sig foran bilen. Han stod med ryggen til hoveddøren. Jeg kunne svagt høre, at han diskuterede med en eller anden. Var han ved at blive sindssyg, ligesom mig? Da jeg dog kom tættere på, fik jeg øje på en sort genstand i hans hånd.

Idet jeg nåede bilen og Harry, fik han mumlet et farvel før han lagde på.

"Hvem var det?" hviskede jeg træt. Jeg var egentligt ikke interesseret i svaret, men jeg spurgte alligevel. Det kunne jeg ligeså godt.

Harry sukkede tungt. Hans grønne øjne hvilede på mig. Jeg kunne se, at han tænkte situationen igennem. Han havde godt og grundigt fucked det hele op, og han vidste lige så godt som jeg selv gjorde, at det hele var min skyld. Min fucking skyld.

"Ingen der er vigtige." ordene var svage og utydelige, da de forlod hans lyserøde læber.

Nikkende gik jeg hen til ham, for at lægge en hånd på hans skulder. "Jeg tror at det er bedst, at vi skilles herfra." Inderst inde, dyb inde i den mindste celle i min krop, vidste jeg at jeg havde lyst til at være sammen med drengen fra Julliard. Jeg kendte ham knap nok, men alligevel var han så spændende og yderst hjælpsom. Jeg vidste dog også godt, at når en fucked op person som Robin truede folk, så var det ikke for sjov. Robin havde ikke pointeret, at han kendte Harry, fordi han enkeltvis ville provokere eller skræmme mig.

"Undskyld, men hvad sagde du?" Harry klukkede af foragt så snart det gik op for ham, at jeg rent faktisk mente det.

"Du fortjener at tage hjem til New York og være sammen med dit band, graduere fra Julliard, blive gift, få nogle fantastiske børn og arve din fars milliardær firma."

Endnu engang fnyste Harry af min tale. "Jeg hader New York. Min far vil give sit firma til Gemma, mit band er praktisk talt lort, Julliard er noget værre vrøvl, og jeg vil hverken giftes eller have børn!"

Det var blevet min tur til at grine af ham. Min mave begyndte at gøre ondt, fordi jeg grinede så meget. Harry fattede ikke et hint. Jeg ville ikke være sammen med ham, jeg kunne ikke. Harry gloede forvirret på min reaktion, men lod mig grine færdig.

"Det er ikke pointen! Jeg er selvdestruktiv. En mand bag tremmer og håndjern skræmmer mig til døden. Hver gang jeg står op om morgnen, takker jeg guderne for at jeg ikke er blevet slået ihjel af en voldspsykopat. Og det værste af det hele er, at jeg ikke engang er troende! Jeg kan ikke engang lukke min øjne uden jeg drømmer om, at min mor bliver stukket ned foran mine egne øjne! Du forstår mig ikke Harry, og jeg tror at det er på tide du indser det." Mine øjne begyndte at løbe i vand. Ordene havde fået mig til at indse, at jeg er på dybere vand end jeg førhen havde troet.

Vred over at jeg endnu engang havde vist mine følelser overfor en person, drejede jeg om på hælen og begyndte at gå den modsatte vej. Jeg havde behov for at komme væk fra New York. Jeg havde brug for at udtænke mit næste træk, før jeg vendte tilbage til byen og indrømmede mine handlinger overfor Briana.

Hun ville hade mig. Jeg kunne allerede forestille mig, hvordan hendes blå øjne ville brænde af vrede, når hun fandt ud af at personen hun betragtede som familie, havde gået bag ryggen på hende. Jeg havde endda mig selv for det! Jeg fortrød ikke, at jeg havde handlet som jeg havde. Robin var en dårlig mand, og hvis jeg ikke havde handlet, så var Briana blevet til en boksepude. Men jeg vidste også godt, at Briana elskede Robin.

Og kærlighed triumferer alt, ikke?

"Isla, stop!" Harrys dybe stemme rungede gennem parkeringspladsen.

I et kort og svagt øjeblik, stoppede jeg op. Jeg havde lyst til at blive hos Harry. Lære ham at kende. Høre om hans yndlings serier. Se hvad han holdte af og hvorfor han netop gjorde det. Jeg havde lyst til at blive hans ven. Jeg havde lyst til at blive en person han holdte af.

I det korte, svage sekund nåede Harry hen til mig. Jeg mærkede hans stramme greb om min arm, som fik mig til at dreje rundt, hvorefter jeg kunne se forvirringen sitre ud af hans jadefarvet øjne.

"Du skylder mig det her, Is." Han lød oprigtig vred. "Min egen far truede mig med at sende mig til England! Vi tog til Washington efter du kvajede dig foran min familie! Du kan ikke, nej, må ikke gå fra mig, fordi du er fucking bange!" Harry skreg pludselig af vrede. Hele hans ansigt var rød. Jeg vidste, at der ikke skulle meget til før han gik hen og rev politiskiltet fra hinanden.

Harry rystede på sit hoved, så alle hans brune krøller dansede om hans hoved. "Min familie, mine venner tror det er dig, som har brug for mig." Harrys trådte tættere på mig. Jeg kunne svagt høre hans dybe vejrtrækning. "Men sandheden er bare, at jeg også har brug for dig." Før jeg kunne nå at reagere, pressede Harry sine læber mod mine.

"Jeg har brug for dig, Isla Mikaelson,"

--------------

Jeg beklager virkelig, at jeg er så dårlig til at opdatere:D

Min fejl, guys. 

Forsinket godt nytår og alt det der;)