The Broken Soul [H.S]

Kapitel 15

Gemma og jeg gik i stilhed gennem New Yorks gader. Ingen af os sagde noget, men alligevel var lyden af biler, menneskene og gadesælgerne overdøvende. Jeg gik en smule bag hende, for ikke at virke alt for påtrængende. Mine tanker blev ledt væk fra støjniveauet, og landede automatisk på Harry. Normalt tænkte jeg ikke på personer, som jeg ikke havde kendt særlig længe. I de atten år jeg har levet, har jeg lært, at det ikke nyttede noget, at holde af andre folk. Uanset hvad - om man vil eller ej - så ville man miste dem på et eller andet tidspunkt. Harry og jeg havde desuden ikke et rigtigt forhold. Vi snyltede bare af hinanden. Alligevel blev jeg en smule glad, da Harry instinktivt havde sovet hos mig. Jeg slog tanken væk med en hovedrysten. Jeg havde ikke tænkt mig at falde for Harry. Ikke nu og hellere ikke i fremtiden.

I stedet lod jeg mit blik falde på Gemma. Hendes blonde hår bevægede sig, for hvert skridt hun tog. Hun havde en rød trenchcoat på med sorte knapper. Hun havde påført sig i nogle Louis Vuitton stilletter, der protesterede højlydt for hvert skridt hun tog. Den måde hun holdte sin sorte Prada taske på, viste at hele hendes væsen strømmede af selvtillid. Gemma havde stort set enhver piges drømmeliv. Mærketøj-, sko og taske. Hun levede med penge op til hagen, og var desuden typen som alle drenge vendte sig om, for at glo på. Det bemærkede jeg, så snart vi steg af den sorte mercedes. En dreng med store blonde krøller, gloede op fra sin mobil, da han så Gemma stryge forbi. Jeg misundte hende, så snart det gik op for mig, at han ikke var den eneste, der kiggede efter hende.

Efter flere minutter stoppede hun endelig op, hvorefter hun løftede sin solbriller op på sin pande. Solbrillerne var selvfølgelig fra Gucci.

Et kæmpe messingskilt hang på døren, som hun stirrede på. Jeg lod mit blik følge hendes. Navnet fra kortet hun havde vist, var broderet på det. Scarlett Pricket. Den bygning skiltet hang på, var lavet ud af glasvinduer og hvide mursten. Jeg kiggede ind af et af vinduerne, og bemærkede at alle mændene var iført jakkesæt og kvinderne havde stramme nederdele og skjorter på. Med et suk drejede Gemma på hælen, så hun kunne få øjenkontakt med mig. "Når vi træder ind af den her dør, kan vi ikke gå tilbage, Isla." hviskede hun sammenbidt. Jeg drejede mig så meget, at jeg kunne se Gemma bekymrede ansigt, da hun lod blikket falde på glasdøren. "Scarlett er en kvinde, der udelukkende arbejder med de værste former for kriminalitet. Når vi træder gennem denne dør, ved hele hendes kontor, at Styles familien hjælper dig. Er du med?"

Det var ikke rigtigt et spørgsmål, nærmere en trussel. Gemma vidste, hvor meget hun satte på spil ved at hjælpe mig. Hendes families ry afhang af, at jeg opførte mig ordentligt. Harry og Gemmas familie var ikke bare en tilfældig rigmandsfamilie. Deres slægt og arv, udgjorde en stor del af byen, og ingen normal nyhedsavis ville lade sagen gå, når de så os sammen med Scarlett. "Jeg forstår." hviskede jeg til sidst.

Med en dyb indåndning, fik hun skubbet døren op med sin højre skulder. Gemma rettede sig op med et smil. Allerede ved receptionen vendte de sig om, for at stirre på hende, mens hun nervøst kiggede sig omkring. "Sæt dig." beordrede hun sagte. Uden at vente på min indskydninger, gik Gemma ned af en lang korridor, så jeg pludselig var tvunget til at blive.

Jeg lod mit blik gennemsøge lobbyen. Gulvet var lavet ud af hvidt marmor. I venteværelset var der stillet fire hvide sofaer og et glasbord, hvor der lå stakkevis af modeblade. Ved receptionen stod der et bord og ved bordet sad der en kvinde, der uafbrudt svarede på telefonopkald. Jeg satte mig ved siden af en ældre mand, der var travlt optaget af sin iPhone.

Selvom han virkede yderst underholdt af den firkantede mekanisme, skævede han til mig, da jeg satte mig. "Dig og Miss Styles?" klukkede han fordømmende.

Jeg havde ikke tænkt mig at svare. Gemma havde været sød overfor mig, og det var på tide, at jeg viste gensidig respekt overfor mine medmennesker. Med en hovedrysten sank jeg længere ned i den hvide sofa, i håbet om at han ville holde kæft.