The Broken Soul [H.S]

Kapitel 19

Mine fødder brændte af smerte. Jeg kunne svagt føle en varm væske strømme fra mine fødder, men jeg blev ved med at løbe. Jeg blev nødt til at løbe videre. Alt andet var simpelthen ligegyldigt.

Tårene rendte ned af mine røde kinder. Mors pinefulde ansigt stod stadigvæk stærk i min hukommelse. Jeg kunne stadigvæk huske, hvordan hendes spinkle krop langsomt trak sig sammen af smerte. Men jeg vidste ikke rigtig hvorfor.

Efter at have løbet under skæret fra fuldmånens lys, nåede jeg endelig et lille faldefærdigt hus. Mine forældre og jeg boede nemlig afskåret fra omverden, og den nærmeste nabo var flere hundrede meter væk fra vores grund.

Jeg kunne svagt mærke, hvordan mine ben langsomt begyndte at opgive ved synet af huset. De gjorde så ondt, at min krop nærmest virkede følelsesløs. Jeg skreg efter luft, skreg efter hjælp. Mine lunger protesterede og der kom knap nok en hvisken ud af mig.

Min natkjole var blevet svinet til med jord og blade, der havde smurt sig op af min krop fra løbeturen dertil.

Foran huset var der en lille sti lavet ud af grå sten, der førte direkte op til husets hoveddør. I et øjebliks tøven stoppede jeg op. Jeg havde aldrig rigtig set naboerne før. Hvad nu hvis de ville smide mig ud, fordi de simpelthen ikke troede på mig? Hvad skulle jeg så gøre? Jeg vidste dog også godt, at min mors eneste chance var, hvis jeg tog mig sammen og bankede på egetræsdøren.

Mine små fingre klamrede sig fast til min natkjoles søm, hvorefter jeg fulgte den lille sti. Foran huset stod en enkelt bil og en trillebør. De virkede begge to gamle og overbrugte. En gysen gik igennem min krop da det gik op for mig at stedet virkede forladt. Min hånd hvilede kort på den kolde døren. Jeg trykkede hurtigt på ringeklokken. Døren gik op efter flere minutter. En mand med fuldskæg, store brune støvler, en rød skovmandsjakke og en baseball kasket åbnede døren med et grynt.

"Jani, er det dig der venter gæster?" kaldte han over skulderen.

Jeg kunne svagt køre et par fodtrin der nærmede sig hoveddøren. "Næ, det har jeg ikke." En bleg dame dukkede op i døren med sin kat i favnen. Hun kiggede forbavset på mig, da han hun fik øje på min forrevne kjole. "Søde skat! Hvad er der dog sket med dig?"

Mit hoved begyndte at snurre. Mine ben begyndte at sveje af udmattethed. "Min mor er død."

"Er du okay?" En dyb stemme vækkede mig fra endnu en mareridt.

Nikkende satte jeg mig op i bilen, så jeg bedre kunne få overblik over hvor vi befandt os henne. Jeg trak mine fødder op på sædet, hvorefter jeg lagde min hage på mine knæ.

Harry kiggede på mig med et bekymret blik. "Hvad drømte du om?" hviskede han.

Smilende rystede jeg på hovedet. Hvordan skulle jeg forklare Harry, at jeg ikke anede om hvad jeg drømte om? Mine forældre døde i en bilulykke. De var i hvert fald ikke blevet slået ihjel, og jeg havde aldrig i mit liv set nogle af de personer, jeg til daglig drømte om. Den eneste der var ansvarlig for deres død, var en tredive årig mandlig bilist. "Ikke noget specielt." mumlede jeg i stedet for.

Harry troede dog ikke på det. Han kiggede skeptisk på mig, før han besluttede sig for at lade emnet ligge.

Vi kørte på en lang vej der virkede endeløs. Grønne træer var på begge sider af vejen, og det var nærmest umuligt at få øje på andet end dem. Efter flere minutter dukkede der en bygning op midt ude i ingenting. Harry fulgte vejen, der førte dertil. Jeg stirrede på metaltrådene der omgav selve gårdspladsen og komplekset. Dusinvis af vagter omringede stedet med pistoler langs siden. De var alle sammen fuldt udrustet. Et skilt lavet ud af birketræ var hængt fast på en stor søjle. WASHINGTON STATSFÆNGSEL - ADVARSEL, ULOVLIG INDTRÆDEN ER STRENGT FORBUDT, stod der med sorte bogstaver.