The Broken Soul [H.S]

Kapitel 12

Fængselsvagten gloede irriteret på mig. "ID!" brummede han igen. Jeg stirrede på ham igennem det lille skudsikre vindue. Manden var spinkel og slank. Han så ikke ud til at være særlig stærk eller skræmmende, men han virkede heller ikke til at være optaget af omverdenen.

Jeg lænede mig en smule over kanten, så jeg kunne få et bedre udsyn til ham. "Hør," Ud af øjenkrogen fik jeg øje på et lille firkantet skilt på hans blå uniform, hvor der stod: "Arthur" på. Jeg rettede på min bluse, i håbet om at min kavalergang ville blive forstørret. "Arthur, du ville være en stor hjælp, hvis du hjalp mig." Bevidst bed jeg min underlæbe for at understrege mine intentioner.

Normalt ville jeg ikke bruge min krop til at få min vilje, men jeg brændte så inderligt efter at møde Robin, at jeg kunne skide højt og helligt på, hvad jeg skulle gøre, for at få min fucking vilje.

Arthur hostede tungt, ikke af flovhed men af ren og skær kedsomhed. Hans kastanjefarvet øjne virkede tomme, da de for sidste gang lod blikket falde på mig. "Jeg arbejder i et fængsel. Der kommer prostitueret ind af døren hvert sekund. Kom med dit ID eller skrid." Han bladrede uinteresseret i noget papir, da han vidste, at jeg ikke havde noget, jeg kunne vise ham. Med et suk vendte jeg ryggen til ham og gik hen til venteværelset.

Mine idéer var langsomt opbrugte. Det virkede umuligt at komme ind. Jeg havde ikke noget ID, ingen aftaler og Robin havde afslået mit møde med et fnys. Han var så tæt på, men alligevel så langt væk. Jeg kunne ikke bare tage hjem, da Isaac ville hjemsøge mig med mit pludselige udbrud. Det var fuldstændig udelukket at sove hos Briana. Hun måtte efterhånden være meget mistænksom. Og Jenna var lukket inde et eller andet sted, mens Jason kæmpede for hendes frihed. Med andre ord var jeg fucked.

Jeg satte mig på en af de blå plastikstole med et opgivende fnys. Jeg var kommet herhen for at finde svar, og det eneste jeg havde fundet ud af var, at venteværelset i et fængsel lugtede af mug og sved. Maleriet der hang inde i rummet var enkel. Det bestod af brune cirkler og grønne firkanter. Baggrunden var hvid og i hjørnet af billedet var det signeret.

Med et rystende hoved scannede jeg venteværelset for afvigere. De lignede alle sammen det gennemsnitlige menneske på Fifth Avenue, og jeg var sikker på at de sad her for at hente deres forkælede børn.

En ældre mand sad med rynkede øjenbryn og studerede sin Iphone. Han virkede vitterlig optaget af det der foregik på den sorte skærm, for han hvæssede muggent, da en eller anden spurgte ham om et blad bag sig.

Døren gik op og en tætbygget mand trådte ind. Jeg kendte ansigtet godt nok til at vide, hvem han var. Danny Tomlinson. Jeg rejste mig fra stolen i en hurtig bevægelse, hvorefter jeg trak min taske over skuldrene. "Mr. Tomlinson?" kaldte jeg desperat. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville med ham, men jeg var sikker på, at han var en vej ind.

Han drejede rundt på sin hæl ved lyden af sit navn. Et stort smil dukkede frem, da han så hvem der kaldte på ham. Lettet fortsatte jeg min vej hen til ham. "Undskyld, at jeg afbryder." forklarede jeg.

Danny rystede på hovedet af mig. "Det skal du ikke bekymre dig om. Harrys pige, ikke?"

"Blandt andet." mumlede jeg. Jeg tvivlede på, at han gad hjælpe mig, hvis jeg fortalte, at Harry og jeg ikke var venner.

"Hvad skulle du have hjælp til?" Det var trist men samtidig belejligt, at han gik ud fra, at jeg skulle bruge en tjeneste fra ham.

Jeg smilede tungt for at trække tiden ud. Han skulle nødig tro, at jeg udnyttede ham. "Harry, han gider ikke tage sin telefon. Må jeg muligvis låne din?" Jeg kiggede bedende op på hans ansigt, der lyste af glæde.