The Broken Soul [H.S]

Kapitel 14

"Isla, der er en du skal hilse på." Jeg åbnede forvirret mine øjne. Harry sad på sengen, mens han forsigtigt aede min arm. Jeg stirrede ned på hans hånd, der langsomt arbejdede sig videre til min ryg. Med et støn satte jeg mig op, så jeg bedre kunne se Harry. "Hvem er det?" spurgte jeg ham træt.

Harry smilede. Hans smilehuller dukkede frem, og fyldte en stor del af hans kinder. De grønne øjne virkede blå, og det brune hår var fejet væk fra ansigtet. "Gemma, min søster. Hun kom forbi, og jeg tænkte at i kunne shoppe sammen?"

Med et grynt begyndte jeg at grine. En ting var at skulle med til et kollegiefest, en anden var at tvinge mig med på en shoppetur med hans søster. Klukkende gloede jeg på tæppet på sengen. Selve betrækket var lavet ud af noget hvidt silke, der havde lagt sig fint om min krop i løbet af natten. Billeder fra i går aftes og hvordan Harry var dukket op i døråbningen dukkede frem. Min samvittighed bad mig om at sige ja til tilbuddet. Harry havde gjort rigeligt for mig.

"Isla, du kan ikke komme til en af Juiliards helligste traditioner iført tøj fra en genbrugsbutik." hviskede Harry. Han satte sig i skrædderstilling, hvorefter han kiggede mig dybt i øjnene - sikkert noget han gjorde for at overtale folk. "Som min kæreste, burde du være iført i det flotteste tøj, som penge kan købe." forklarede han yderligere.

Jeg skubbede ham ud af min seng, så jeg kunne rejse mig. Harry gloede overrasket på mig, men blev stående i døråbningen. Drengen forstod tydeligvis ikke et hint. "Kan jeg ikke bare stjæle det?" mumlede jeg for mig selv. Jeg havde overlevet det meste af mit liv ved hjælp af mine lange fingre. Harry skulle ikke spille min helt og aflevere et kreditkort, når jeg alligevel havde fundet en alternativ løsning for at overleve.

Da jeg kiggede op fra min taske, opdagede jeg at Harry var forsvundet. Dejligt. Jeg havde tid for mig selv. I stilhed fik jeg taget en gul hoodie på og nogle sorte jeans. Mit blonde hår lod jeg hænge, da jeg ikke magtede at sætte det op i en knold.

Sukkende gik jeg hen til døren. Et kæmpe maleri hang over for min dør, da jeg langsomt åbnede trædøren. Tøvende lukkede jeg den efter mig. Mine skridt lød ensomme og høje i den tomme gang. Lavmælte stemmer strømmede fra trappen til køkkenet, og jeg fulgte den lydløst. "Du kan ikke narre dem!" hvæsede en skinger stemme med en tyk britisk accent. Det måtte være selveste Gemma. Jeg hørte ikke det næste der blev sagt, men jeg var sikker på at det var Harry, der lod sine frustrationer gå ud over sin søster. Da jeg nåede enden af trapperne, blev jeg mødt af en spinkel pige med fregner plantede på hendes fe lignende ansigt. Et stort smil dukkede frem, før hun rakte mig sin blege hånd. "Mit navn er Gemma Styles. Du må være Isla Mikaelson!" Vi udvekslede håndtrykke, før vi fortsatte kursen mod Harry, der stod lænet op af køleskabet.

Harry kløede sin skægstubber, da han tænkende gik hen til mig. "Jeg fortalte Gemma, at vi ikke datede på den måde." mumlede han hurtigt. Jeg nikkede forvirret. Jeg havde ikke forstået hvorfor han havde sagt det, men jeg havde på samme tid ikke tænkt mig at blande mig i hans problemer. Af alle personer på jorden, burde jeg vide hvad det ville sige at holde af sit privatliv.

Hans høje figur gik hen til hans søster for at udveksle flere planer med hende. Begge søskende forlod rummet uden at sige noget til mig. Forladt og alene, gik jeg hen til køleskabet for at finde noget at spise. Mine tanker blev automatisk ledt på Robin og hans irriterende væsen. Uanset hvad jeg gjorde, endte jeg altid med at tænke på ham. Hans spinkle figur, der rasende havde slået Briana, da hun for første gang havde præsenteret mig for ham.

Briana og jeg var gået ind af Gruppens hule for første gang. Hun havde farvet sit hår sølv og med et kæmpe smil om munden, kaldte hun på Robin. Det var første gang og sidste gang, jeg havde set ham smile. Det var tydeligt, at det ikke forekom ham bekendt, men han gjorde det alligevel. Han smilede ikke, fordi han var glad for at se mig, men fordi han hånede sin kæreste. Hånede hende for hendes barmhjertighed og naive personlighed. "Briana, er du sindssyg?" havde han derefter råbt.

Jeg havde nervøst gemt mig bag hendes stærke figur, der vredt nærmede sig Robin. Hun havde tydeligvis prøvet, at blive slået og hånet over en god gerning, men hun havde gjort det alligevel. Hun havde kæmpet for mig. "Robin, du var lige så bange og efterladt som hun er! Jeg reddede din røv!" brølede hun gennem lokalet.

Stilheden havde derefter lagt sig om os, mens Robin havde løftet sin hånd i agression, og havde plantet den på Brianas mave. Hun faldt, og fordi jeg stod bag hende, røg jeg med. Hulkende råbte og skreg hun efter Robin, der var forsvundet i mellemtiden. "Dit møgsvin! Din eksistens betyder ingenting for mig. Jeg håber, at du fucking rådner i Helvede!" græd hun sammenbidt.

I mekaniske bevægelser havde jeg listet hen til hende, og givet Briana et kram. Jeg havde ikke vist kærlighed til nogen som helst, siden jeg ankom til børnehjemmet, så følelsen var ukendt og fremmede for mig. Jeg blev dog stående, selvom hver eneste celle i min krop, bad mig om at trække mig tilbage. Det var første gang Briana havde kæmpet for mig, og jeg svor den dag, at jeg ville bruge alle mine levende dage på at betale hende tilbage. Også selvom det betød, at jeg slog hendes livs kærlighed ihjel.

"Er du okay, Isla?" En kølig hånd lagde sig på min arm, da jeg vendte tilbage til nutiden. Gemma gloede på mig, og det gik med det samme op mig, at en enkelt tåre havde undsluppet. Hun kiggede fortvivlet på mig, som om jeg var et problem, der ikke havde noget svar. Sukkende rystede jeg på hovedet. "Stres." hviskede jeg bare.

Hun kastede et mistænksom blik på mig, før hun rakte mig et kort. På kortet stod der et enkelt navn: Scarlett Pricket. Under kvindens navn stod der også et mobilnummer. "Hvem er det?" spurgte jeg hende forvirret.

Gemma sendte mig et smil. "Harry fortalte mig, om din besættelse over Robin. Scarlett er dommer i New York, og hun er anset for at være statens bedste dommer. Hun kan give dig informationer om Robin."

"Hvad med Harry? Han snakkede om shopping og Juilliard."

"Han ved det ikke. Besøget hos Scarlett tager højst et par timer, hvilket giver os nok tid til at kunne shoppe efterfølgende." Hun løftede sin håndtaske for at signalere hendes beslutsomhed. "Skal vi komme afsted?"