The Broken Soul [H.S]

Kapitel 3

New York var en by, der aldrig sov.

Selvom solen for længst var gået ned, og månen lå henlagt på himlen, så var lysene og ikke mindst menneskerne stadig vågne.

Jeg hadede at gå igennem Manhattan.

Uanset tidspunktet, så myldrede det altid med sure New Yorkere, der vredt råbte af hinanden.

Bare ved ét enkelt øjekast kunne jeg få øje på halvtreds mennesker, der stod og talte i telefon eller som nedstirrede en anden person.

Jeg lod mit blik vandre gennem gaden.

Et ungt par stod foran en tatovør, mens de diskuterede hvilke matchende tatoveringer de skulle have.

Lidt længere fremme stod en ældre dame, som stod bøjet over sin Prada taske, så hun kunne købe et par falske smykker.

Det ville ikke overraske mig, hvis tasken også var falsk.

Men det var de fleste i byen.

Falske.

Jeg mærkede en let prikken på min skulder, hvorefter jeg vendte mig om.

En ældre mand stod med armene viklet ind i halskæder, imens han mumlede på både spansk og engelsk for at spørge om jeg ville købe nogle.

Jeg rullede øjne af manden.

Jeg havde hverken lyst eller penge til at købe det lort.

Så inden han kunne sige mere, vendte jeg ryggen til ham og forsvandt mellem gyderne.

Gyderne var næsten altid tomme om aftnen. Folk var fandme for paranoide til at gå igennem det her kvarter så snart mørket faldt på.

Men jeg havde ikke noget imod det.

Den her del af byen kunne måske ikke kaldes for tryg, men det føltes som at være hjemme.

Jeg havde boet her siden jeg var ti år gammel, så frygten for at blive overfaldet var for længst forsvundet.

Jeg var vant til lugten af mug, der snoede sig om selv de mindste kroge af gaden. Også var der de værgeløse mennesker, der vendte vrangen ud af deres pung hver gang de så en fremmed person.

Men det der fik folk til at løbe skrigene ud af stedet var kriminaliteten.

Jeg drejede rundt om et hjørne, hvorefter jeg satte mit tempo op.

Der var ikke så langt til Grotten.

Da jeg endelig nåede den forladte fabrik, kravlede jeg over hegnet, og landede ubesværet på jorden igen.

Når man gik forbi fabrikken, lagde man ikke mærke til det dæmpede lys i vinduet.

Det tog mig også flere uger, før jeg så det gullige skær i den lille rombe formet mosaik vindue.

Jeg skubbede messing døren op, hvorefter jeg løb ned af trapperne for at komme ned til kælderen.

Som sædvanlig var næsten alle kommet i dag.

"Isla?" Jeg drejede rundt på hælen, idet jeg hørte den velkendte stemme.

Jenna.

Hun smilede stort, da hun opdagede at hendes antagelse var sand. "Det er fandme løgn!" Hendes brune hår var sat op i to fletninger, som fremviste hendes markerede ansigt.

"Jep, det er mig," sagde jeg efter noget tid.

"Hvor fuck har du været?" udbrød hun.

"Hvor har jeg ikke været?"