The Broken Soul [H.S]

Kapitel 8

Jeg ventede med at bevæge mig, til den sidste rest af lyd, havde lagt sig.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Harry mente, at han havde magten over mig.

At jeg skyldte ham.

Men det gjorde jeg da ikke.

Gjorde jeg?

Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig, så jeg knap nok kunne finde rundt i dem.

Min telefon bippede i min lomme, så jeg tog den op, og en besked fra Isaac tonede frem.

Er sammen med Bri. Nyd din 'morgenmad'. – I

Jeg stivnede. Mon Briana kendte til min deltagelse?

Vidste hun, at det var mig, der havde sendt Robin i fængsel?

Det var jo ikke ligefrem et hemmeligt træk.

Frustreret hev jeg min jakke fri fra knagerækken.

Grotten burde for længst være åbnet, og folkene fra Gruppen var højst sandsynligt allerede mødt op.

Jeg løb ud af døren, og skænkede ikke min ulåste dør en tanke.

Hvem ville dog også stjæle fra det her nabolag?

Jeg løb ud i varmen, og blev med det samme ramt af en forårsbrise.

Min jakke virkede overflødig i forhold til det nuværende vejr, men hvem var ikke overflødig i New York?

Jeg løb, så jeg kunne mærke mit hjertes urolige banken.

Lyden af mine rytmiske bevægelser forsvandt, jo længere ind i byen jeg kom.

Manhattans gader var allerede blevet fyldt, og arbejdsfolkene gik med hastige skridt hen til deres arbejdsplads.

Manhattan var en by, der aldrig sov. Der var konstant folk, og ingen tog hensyn til andre.

Endelig nåede jeg de forladte betonbygninger, og lugten af mug, sneg sig hen til min næseborer.

Jeg begyndte at gå, så jeg kunne få vejret igen.

En hjemløs mand sad foran hegnet til Grotten, præcis sammen sted som jeg sad i går.

Lugten af alkohol og røg, blev stærkere, jo tættere jeg kom på ham.

"Kunne du ofre penge?" spurgte han mig sukkende?

Jeg stoppede op, så jeg kunne glo på ham.

Normalt ville jeg have givet fingeren, og knap nok sænket ham et blik, men i dag var fyldt med mange overraskelser, så jeg besluttede mig for at stoppe.

"Hvis jeg havde nogle penge, ville jeg ikke have været her." Jeg blinkede til ham med det ene øje, for at understrege min tragiske pointe.

"Klart. Har du cigaretter?"

Holdte han aldrig op?

Jeg hadede andre mennesker, og jeg foretrak ikke at være sammen med ting der havde en puls.

Hvis folk sagde noget til mig i mere end to minutter, blev jeg næsten altid irriteret, og begyndte at blive sur.

Folkene i Gruppen, var dog en undtagelse.

Min alternative barndom havde sørget for, at jeg fandt de fleste mennesker på jorden fuldkommen irriterende og nytteløse.

"Hav et godt liv." Jeg nikkede til ham, inden jeg forlod ham ved hegnet.