The Broken Soul [H.S]

Kapitel 4

Jeg hoppede over metalhegnet, hvorefter jeg satte mig på jorden med benene trukket ind under hagen.

Der var ikke et eneste øje at se.

Hvad var det som folk frygtede så meget?

Gaden var stort set tom, hvis man så bort fra mig.

November kulden hev i mine arme, som om den fortalte mig at jeg skulle se at komme videre.

Men hvor fuck skulle jeg gå hen?

Hen til mine forældre? Ja, de er her ikke længere.

Og Briana besøgte en taber af en kæreste.

Og folkene i Grotten ville aldrig forstå det.

Vi har vel alle vores problemer, men af dem alle så tror jeg at mine var de værste.

De fleste af dem kom alligevel fra Upper East side og ejede tredive hoteller.

De ville aldrig i deres liv have behov for at bekymre sig om deres fremtid.

Tanken om mig som femogtyvårig var til grin.

Jeg pustede tungt ud, hvorefter jeg lænede mit hoved op af hegnet.

Stilheden var ikke til at få nok af.

Jeg kunne høre ambulance sirener her og der, og somme tider kom der også dyt horne, men ellers var der fredeligt.

Jeg lukkede kort øjnene, og så dem for mig.

Det var sjældent, at jeg tillod mig selv at tænke på dem, men jeg havde brug for at vide, at de var der.

Jeg havde brug for at vide, at jeg ikke var alene.

Jeg så det for mig igen.

Sommeren var lige rundt om hjørnet, og solens stråler rørte alt, der kunne røres.

Lugten af frisk græs, og lyden af fuglene der sang melodier, hang fast i min hukommelse.

Det her var hjemme.

Jeg kiggede forundret ned på mine små fingre, der fiskede efter de småkager med flest chokolade på.

Jeg løftede mit hoved, da jeg så en kvinde nærme sig.

Grinende løftede hun sin pegefinger, da hun så min hånd i kagedåsen.

Hendes blonde hår var sat op i en rodet knold.

Tøjet var ikke noget specielt – og i hvert fald ikke dyrt.

Det var enkelt.

Hele det her liv var enkelt.

"Isla Mikaelson, hvad har du gang i?" spurgte hendes sukkersøde stemme.

Jeg kiggede forskrækket op på hendes store brune øjne, samtidig med at hun hev mig ind til sig i et varmt kram.

"Du kunne bare have spurgt, skat."

Lugten af den velkendte lavendel, der hang om hende gav mig følelsen af tryghed.

"Undskyld. Jeg ville bare..." Mere nåede jeg ikke at sige før døren gik op med et brag, og en mand kom dalrende ind i huset med et stort smil.

Han var glatbarberet med håret sat tilbage, og med et slips der tydeligvis var bundet forkert.

Tanken om manden gav mig glæde, der hurtigt blev opløst af sorg.

"Isla, gå ind på dit værelse og leg." hviskede damen forsigtigt.

Jeg trak mig væk fra hende, og piblede hen mod mit værelse.

Men idet jeg skulle til at trække i dørhåndtaget, stoppede jeg brat.

Jeg kunne høre dem tale.

Det var noget de var begyndt på den sidste måneds tid.

De troede at jeg ikke hørte dem, når de mumlede for at skændes.

De ville ikke have at jeg skulle høre det, men allerede dengang vidste jeg at der var noget.

"Josephine, jobsamtalen værre end sidste gang. Hvis jeg ikke snart får et arbejde, så bliver vi hjemløse."

Hjemløse?

Hvor havde jeg hørt det ord før?

"Kol vær ikke så hård mod dig selv. Arbejdsmarkedet er proppet."

"Ja, men hvis jeg ikke er hård mod mig selv, så er der ingen til at tage sig af jer." brummede han irriteret. "Kan du ikke bare ringe til dine forældre? De ejer jo nærmest en hel ø, og har mere end rigelig med penge."

"Kol, det kan jeg ikke. De smed mig ud af huset, da jeg fortalte at jeg ville giftes med en Mikaelson." svarede kvinden trist.

"De er dit kød og blod. Tror du ikke..."

Mere nåede han ikke at sige før han blev afbrudt af kvinden med det blonde hår.

"De skider højt og helligt på det faktum, at jeg er deres datter. De vil hellere se mig lide frem for at hjælpe mig."

Jeg ventede ved døren, imens min hjerne prøvede at kapere det hele.

Hvorfor havde de ikke sagt noget?

Fornemmelsen af at de snart vil rode sig ud i noget slemt, prikkede til mig.

Jeg ville ikke høre mere, nej, jeg nægtede at høre mere.

Forsigtigt lagde jeg min hånd på dørhåndtaget, hvorefter jeg gik ind.

Jeg åbnede desperat øjnene, og før jeg vidste af det, begyndte jeg at græde.

Fuck mit åndssvage liv.

Fuck mine forældre.

Smerten i brystkassen eksploderede lige pludselig.

Jeg havde aldrig oplevet så stor en smerte i mit liv.

Den dag det skete, var et levende helvede for mig.

Jeg havde prøvet fysisk smerte, men den mentale smerte var hundrede gange værre.

Følelsen af at den aldrig vil forsvinde fuldstændig gjorde det værre.

Jeg tog min hånd op til brystkassen, og skreg så inderligt ud i luften.

Jeg var helt og aldeles alene i verdenen.

Tårerne rullede ned af mine kinder, og så ikke ud til at ville stoppe.

Da gråden endelig havde forladt mig, rejste jeg mig op og børstede grus og gæs af min kjole.

Det eneste jeg kunne mærke var vreden der begyndte at boble inden i mig.

Det var ikke længere tristheden der plagede mig, men tanken om at mine forældre der havde været så helvedes egoistiske, og at de havde tænkt, at det ville være en god idé at efterlade mig her.

Tanken om at de sikkert ville gøre det igen, fik mig til at grine ud i intetheden.

Det her skulle være sidste gang, jeg græd på grund af dem.

De fortjente kun glemmelsen af deres eksistens.

Kulden og gråden havde efterladt mig fuldstændig følelsesløs.

Jeg pustede tungt ud, samtidig med at jeg tørrede mine øjne.

Jeg skulle til at vende rundt, så jeg kunne komme hjemad, da jeg fik øje på pungen i græsset.

Én sidste erobring inden jeg forlod den her skide stat.