The Broken Soul [H.S]

Kapitel 23

"Skal vi se en film?" Harry kiggede opmuntrende på mig, inden han rakte ud efter den sorte fjernbetjening. Han prøvede, så godt som han nu kunne, på at lade som om at jeg ikke lige havde brugt den sidste times tid på at tude.

Nikkende satte jeg mig længere op i sengen, og det samme gjorde Harry med et suk. Da fjernsynet blev tændt, løsnede en stor knude sig i min brystkasse. Det føltes godt, at kunne fortælle en anden om de ting som var sket. Og det føltes endnu bedre at Harry rent faktisk ikke dømte mig.

Harry zappede frem og tilbage på fjernsynet, indtil han til sidst fandt en film, som kørte på tv'et. Filmen var kun lige startet. Ryan Goslings velkendte figur tonede frem på skærmen, hvor han iagttog den prestigefyldte Rachel McAdams. Harry smilede for sig selv og mumlede Ryans replikker med et smil. Hvor mange gange havde drengen lige set The Notebook? Jeg forestillede mig Harry ligge i sin seng, hvor han brugte flere timer på at se kærlighedshistorien mellem Noah og Allie. Jeg kunne se for mig, hvordan han både grinede og græd til denne film.

"Notebook?" klukkede jeg med en hovedrysten. Det gik op for mig, at jeg havde brugt de sidste minutter på at stirre på Harry, mens han havde prøvet på at lade som om, at han ikke havde lagt mærke til det.

"En klassiker!" påstod han med et stort grin om munden. Jeg lænede mig op af sengegærdet. Harry hvilede sit hoved på sin håndflade med en koncentreret mine. Han var så optaget af filmen, at han ikke længere lagde mærke til at jeg studerede ham.

Resten af filmen småsnakkede vi. Jeg brød mig ikke synderligt meget om The Notebook, så jeg kunne ikke lade være med at komme med spydige kommentarer til replikkerne. Jeg kunne se på Harry, at det krævede ham en indre kamp for at han ikke skulle kaste mig ud af vinduet. Men jeg kunne ikke lade vær. Af en eller anden grund vidste jeg, at jeg ikke gjorde det, fordi jeg ville irritere Harry. Jeg ville bare lære ham at kende. Tanken om at jeg var så oprigtig nysgerrig på Harry og hans personlighed, gjorde mig på en og samme tid nervøs og spændt. Jeg fandt stort set alt der som havde en puls for irriterende og overfladisk. Alligevel sad jeg og undrede mig over hvilken slags musik han hørte. Havde han nogensinde følt sig svigtet? Hvad ville han gøre i sin fremtid? Spørgsmålene hobede sig og jeg kunne ikke stoppe dem.

"Så slem en film var den da heller ikke," udbrød Harry utilfreds. Smilende satte jeg mig op i sengen, så jeg bedre kunne se ham i øjnene.

"Klart Harry. Hvis det gør dig glad," sarkasmen lyste ud af mig, hvilket selvfølgelig gjorde ham misfornøjet. "Den er alt for sukkersød. Pige møder dreng, pige forelsker sig, så kommer der en udfordring men alligevel ender de sammen. Ad, siger jeg bare," Så ville jeg heller se en film, hvor pigen endte med at dø eller sådan noget. Tragedier var tredive gange mere realistiske.

"Sig ikke at du ikke tror på ægte kærlighed," Til at starte med jokede Harry. Jeg kunne se hvordan hans smilehuller tittede frem og hvor selvtilfreds han virkede. Men jo længere tid der gik hvor jeg ikke svarede, gik det langsomt op for Harry at jeg rent faktisk ikke gjorde.

"Må jeg spørge hvorfor?" hviskede han. De grønne øjne virkede bekymrede. Hans varme blik kiggede på mig med en intens stirren. Han prøvede på at greje mig, på at regne mig ud. Han så mig som endnu en ligning, som skulle løses i matematiktimerne. Og ærlig talt vidste jeg ikke, hvordan jeg havde det med det.

Leende greb jeg fat om puden ved siden af mig. Jeg vidste det egentlig heller ikke helt selv, hvis jeg skulle være fuldkommen ærlig. "Nu skal du ikke misforstå mig. Jeg er sikker på at der findes nogen som har fundet ægte kærlighed. Jeg tror bare ikke, at det er noget som er muligt for en som mig."

"En som dig?" Gud, hvor var manden nysgerrig. Jeg var ikke vant til at skulle forklare mig eller fortælle om mine følelser.

Rystende på hovedet sukkede jeg. "Harry, det ville blive betragtet som held, hvis jeg overhovedet fandt en kæreste som var voldelig overfor mig. Piger som mig har ingen forventninger. Vi har ikke råd til dem,"

Jeg kunne se det så tydeligt på hans ansigtsudtryk. Hele hans verden - den verden han havde vokset op i og de ting han troet på hele sit liv, splintredes lige for øjnene af ham. Harry var så modsat mig, at jeg tit glemte at han ikke kunne sætte sig i mit sted, for han havde jo netop ikke prøvet det før.

"Du fortjener stadigvæk det der er bedre, Isla Mikaelson."

"Det tvivler jeg på, Harry Styles." Det efterlod os stumme og tomme for ord. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til Harry, der kunne opmuntre ham efter det han nu vidste. Harry vidste hvilken baggrund jeg havde, og han havde sikkert en anelse om den type person jeg var og de ting jeg havde gjort, men alligevel sad han dér og gruede over at verden behandlede mig uretfærdigt. Det var den slags person han nemlig var.

"Når vi kommer væk fra det her, når du har fundet dig en løsning, Isla..." han greb fat om mine fingre med et let smil. "... så lover jeg dig, at der ikke er nogen, som nogensinde kan gør dig ondt igen,"

Han slap mine fingre, hvorefter han igen zappede rundt på tv'et. Det krævede alle mine kræfter for ikke at hoppe på ham, så jeg kunne takke ham for alle de ting han havde gjort for mig. Jeg var Harry evig taknemmelig, og jeg vidste ikke hvordan jeg nogensinde skulle betale ham tilbage.