The Broken Soul [H.S]

Kapitel 2

Jeg hev kjole ud af skabet, hvorefter jeg nærstuderede den.

Briana havde købt adskillige kjoler til mig, i tilfældet af at vi skulle begå et større kup på et finere sted.

Vi kunne jo ikke have, at jeg dukkede op med slidt tøj på en af New Yorks dyreste hoteller.

Jeg pustede tungt ud, inden jeg hoppede ned i den baby pink kjole.

Den var enkelt bygget, og gik mig til knæet. Kjolen havde en dyb v-hals og spagettistropper.

Mine sko var hvide stiletter, som Briana havde købt med kjolen.

Jeg greb fat om mine nøgler, samtidig med at jeg løb hen til døren.

Det her var min eneste chance for at ødelægge Robins liv.

Jeg måtte udnytte hver eneste mulighed, og jeg måtte på ingen måder tøve.

Jeg kyssede korset om mi n hals, inden jeg låste døren, og løb ud i natten.

...

Fundamentet var en hel normal glas bygning, der tårnede sig over mig.

Enkle trapper førte hen til indgangen, hvor to vagter der var iført smoking stod.

Den lille have foran bygningen, var overpyntet med både træer, springvand og lyskæder.

Det var sjovt, at i den forurenede del af byen, var kulden ikke til at mærke på.

Usikkert trådte jeg hen til vagterne. "Må vi se dit kort, Miss?"

Sammen med papiret, havde jeg modtaget et kort, der skulle bruges som invitation til ceremonien.

Jeg gravede efter det lille stykke papir i min clutch, hvorefter jeg rakte den til manden med overskægget.

Han nikkede kort, hvorefter han løftede fingrene, for at vise, at jeg godt måtte gå ind.

Det var altid den her del af kuppet, som jeg elskede.

Det var spændingen ved, at det hele kunne gå galt fra starten af.

Salen var allerede flydt op med glade gæster, som grinende slog deres champagneglas sammen.

En kæmpe lysekrone hang over deres hoveder – præcis som Briana havde sagt.

Under lyset virkede lokalet gulligt, hvilket fik det hele til at ligne poleret guld.

Hvis det her lokale ikke skreg penge, så havde jeg ingen idéer om, hvad der gjorde.

Kæmpe malerier hang på væggene, og hver eneste af dem var blevet underskrevet af store kunster som Vincent Van Gogh, Leonardo da Vinci, Pablo Picasso og Claude Monet.

En ovalformet scene var placeret mod øst væggen, og på scenen spillede et band.

"Er du ny?" Jeg drejede rundt på hælen, da jeg fik øje på en dreng med brunt hår.

Han var tynd, men alligevel kunne jeg ane hans muskler under hans grå skjorte.

Håret var blevet sat tilbage, og bukserne han havde på var stramme.

"Det kan man godt sige." sagde jeg langsomt.

Hans smil blev større. "Jeg heder Louis Tomlinson, og kan blive kaldt Tommo."

Hvor havde jeg hørt navnet Tomlinson før?

"Vent, ejer din familie det her?" Jeg gjorde store armbevægelser.

Han løftede det ene øjenbryn, for han virkede ligeså forvirret som jeg følte mig.

"Er du ikke min fars nye assistent?"

Jeg grinede højlydt.

Jeg skulle fandme ikke være en eller anden mands assistent.

"Nej?" sagde jeg bare i stedet for.

Louis kiggede på mig med store øjne. "Åh, undskyld."

Jeg sendte ham et stort smil.

"Min far ville gerne investere i jeres hotel, og jeg ved ikke hvordan han ville tage imod det, hvis han vidste, at ejerens søn har kaldt mig for en arbejder klasse."

Ordene virkede forkerte i min mund, men Louis lod ikke til at lægge mærke til det.

Idioten troede faktisk på det.

"Undskyld, Miss. Det skal ikke ske igen." ydmyget vendte han sig om, og forsvandt mellem menneskemængden.

En tjener tilbød mig et glas champagne, som jeg lykkeligt tog imod.

Hvis jeg skulle skaffe mig af med Robin, så gjorde jeg det gerne beruset.

Bandet holdte op med at spille, og en høj mand trådte hen til mikrofonen.

I hans hænder, holdte han nogle kort, der sikkert skulle bruges til talen.

"Jeg er glad for, at se så mange nye ansigter i dag. Min far vil kigge ned på os med et smil." Der blev fuldkommen stille i salen, så snart han nævnte sin far.

"Min familie og jeg, er glade for jeres fantastiske opbakning i de sidste par uger." Han pegede diskret over mod Louis og syv andre personer.

Moren måtte have travlt i hele sit liv, for hun havde da født mange personer.

Lige pludselig gik lyset ud, og idet sekund vidste jeg, at det hele var sat i gang.

En urolig mumlen gik gennem folk, men ellers virkede alle afslappet over hele situationen.

Rige mennesker og deres skide rolighed.

Jeg kunne høre et enkelt skrig, også blev lyset tændt igen.

Alle kiggede forbavset omkring, da et af malerierne var blevet skæret over, og på en af væggene stod der med rødt: "Thi Gud skånede ikke de engle, der syndede, men styrtede dem i afgrunden og lod dem bevogte i mørkets huler indtil dommen."

Robin og hans skide bibel citater.

Han havde altid været kristen, og brugte derfor bibelske citater, for at markere at han havde været der.

For at være ærlig, så tvivlede jeg stærkt på, at han overhovedet fattede en brik af det der stod i biblen.

Robin brugte dem bare som undskyldninger til at begå kriminalitet, og for at vise at han var en gave fra himlen.

Alle virkede forvirret.

Var det ikke meningen, at man skulle finde ud af, at der var noget, der var blevet taget?

Jeg skulle have trådt til nu.

Det var meningen, at jeg skulle stjæle en diamant, der var udstillet foran scenen.

Jeg skulle have stået så tæt på som muligt, så jeg kunne tage diamanten når lyset var slukket.

Grinende tog jeg en slurk af min champagne.

Jeg kendte alle Robins skjulesteder, og jeg vidste også godt hvor han gemte sine trofæer, når han stjal noget.

En mørk skikkelse sneg sig hen til indgangen, hvorefter jeg skreg.

Alle vendte sig mod mig, da jeg rystende pegede på skikkelsen.

"Det var ham! Han har maleriet," Vagterne vendte deres opmærksomhed mod manden, hvorefter de greb fat om hans arme.

Der var ikke så mange, der opdagede det manglende maleri af Van Gogh, men jeg havde regnet ud, at det var den Robin ville gå efter.

Det var det mindste billede, og han elskede at tage trofæer, så han kunne vise, at han havde vundet.

Hans værdighed var så vigtig, at han endda ville risikere sit liv med en skod plan.

Smilende stillede jeg glasset fra mig, hvorefter jeg gik ud af døren.