The Broken Soul [H.S]

Kapitel 1

OBS: Rigtig meget af historien bliver pt. rettet og/eller skrevet om. Derfor er det nemlig ikke sikkert, at det vil hænge særlig godt sammen med det næste, så i må lige bære over med det. Jeg håber alligevel at det kommer til at være nogenlunde forstågeligt indtil da :D

---

"Isla?" Robin gloede irriteret på mig, da jeg ikke svarede.

Briana – også kendt som Robins kæreste – lagde en hånd på ham.

"Jeg skal bruge din fucking koncentration! Tag dig sammen, Isla." Hans stemme blev en oktav dybere, og borede sig ind i mine ører.

"Vi har brug for hende. Det ved du godt." Han pustede tungt ud, hvorefter han rystede Brianas hånd af.

"Jeg har brug for luft."

Han drejede rundt på hælen og gik.

Hvert eneste fodtrin gav genlyd i den forladte fabrik.

Døren blev smækket med et ordentligt brag, som resulterede i et kæmpe ekko.

"Hvad er hans problem?" hvislede jeg ud af tænderne.

Briana så kærligt på mig.

Hun og resten af Gruppen, var stort set min eneste familie.

De tog sig af mig, da jeg forlod det skide børnehjem.

Briana og jeg var særlig tætte – ikke at jeg ville indrømme det.

"Robin har svært ved at håndtere det hele. Selve projektet, kunne sende ham i spjældet."

Spjældet.

Robin hørte til der, ligesom de andre korrupte mennesker.

Han fortjente at rådne i det skide hul.

Jeg ville for guds skyld fucke det her op, så han kunne sidde i livstid.

Han har spredt død og ødelæggelse over alt, men lorten er aldrig blevet opdaget.

Rygterne lød på, at han havde slået sin søster, og truet sine forældre med både kniv og pistol.

Til sidst blev han smidt på gaden, hvor han til sidst fandt sin kæreste.

Men deres forhold var ikke ligefrem perfekt.

Jeg vidste godt, at Briana blev slået.

Nogen gange dukkede hun op med blå mærker og rifter hen over ansigtet.

På grund af hans konstante vredesudbrud, havde hun fået et ar tværs gennem fjæset.

Et stort og grimt ar.

Trods alt det han havde gjort mod hende, så elskede Briana ham stadig.

Hvis det ikke kaldes hjernedødt, så vidste jeg simpelthen ikke hvad ordet betød.

Måske gjorde også nogle ting, der var ulovlige, men jeg ville dog ikke definere mig selv som en kriminel.

Selvom jeg havde gjort nogle ting i min fortid som ikke var nævneværdige, så satte jeg ære i ikke, at udsætte en anden person for fysisk vold.

Mentalt?

Ja, måske.

Men jeg ville aldrig kunne gøre det fysisk.

Jeg ville ønske, at jeg kunne give skylden på min lorte opdragelse, men at give skylden på noget, som i virkeligheden ikke var grunden, var mentalt selvdestruktiv.

Det her var desværre den virkelige mig.

Jeg elskede at stjæle, lige så meget som normale folk elskede burger.