Heartbeat (M.G) (Afsluttet)

Kapitel 2

Jeg har gået i klassen i to uger. To gode uger. Jeg er blevet ret gode venner med Martinus. 

Også med Marcus, Lukas og Lisa. Og vi fem snakker rigtig godt sammen! Men snakker bedst med Martinus! ;)

Lige nu sidder jeg i klassen. Det er frikvarter og klokken ringer om et kvarter. 

Jeg snakker med Martinus der sidder ved siden af mig da mit blik begynder at blive sløret. 

Det føles som om at mine lunger snør sig sammen så jeg ikke kan trække vejret. 

Jeg kniber mine øjne hårdt sammen og prøver at trække vejret. 

"Louise er du okay?" Martinus ligger en hånd på min ryg. Jeg gisper efter vejret og ryster på hovedet. 

"EN ELLER ANDEN HENT EN LÆRER OG RING TIL EN AMBULANCE!" råber Martinus da jeg har rystet på hovedet. 

Et minuts tid senere kommer en lærer der hedder Martin løbende ind i klassen. 

"FLYT JER!" råbte han og løftede mig op. Martinus løb efter ud i skolegården til ambulancen.

"Må jeg tage med i ambulancen?" hører jeg ham sige. Men jeg hører ikke svaret fordi det sortner for mine øjne.

Mange af eleverne samler sig rundt omkring ambulancen. 

Jeg bliver lagt på en briks inde i ambulancen imens et par læger sætter en iltmaske foran min næse og min mund. 

Dørene lukker og jeg kan mærke at ambulancen begynder at køre. 

"Louise.. For alt i verden må du ikke lukke øjnene!" siger Martinus. Det ligner han græder?

Men for sent. Det sortner helt for mine øjne og jeg kan ikke huske mere. 

()

Jeg vågner op i en hvid hospitalsseng. Hvad er klokken? Hvad skete der?

Når ja.. Jeg kunne ikke få luft, der kom en ambulance og alt det der. 

Jeg har en iltmaske på og ved siden af mig står en maskine der bipper hvert sekund. 

Jeg har været her mange gange før. Jeg er vant til den lyd, vant til iltmasken, vant til det hele. 

Døren går op og mor kommer ind. 

"Åh gud du er vågen!" græder hun og sætter sig på sengekanten. 

Jeg skal lige til at svare men der kommer kun en pibende lyd ud af min mund.

"Det er ikke så godt at du snakker lige nu ford.." hun når ikke at sige mere før maskinen begynder at bippe igen. 

Det føles som om mine lunger snor sig sammen og at jeg ikke kan få nok luft igennem iltmasken. 

Fire læger kommer styrtende ind. En af dem trækker mor til siden imens de andre roder omkring mig, skifter masken ud og alt muligt. 

Mor græder nu endnu mere end før. Hvad har lægen sagt?

Lægerne går med triste miner ud af døren. Jeg kan nogenlunde trække vejret nu. Men slet ikke som jeg plejer at jeg kunne. 

"Det er okay skat. Bare giv slip.." græder hun og tager min hånd. Jeg nikker. Min vejrtrækning bliver langsommere, mit hjerte banker langsommere.. Og det sortner for mine øjne. 

-----------

AHHAHA JOKE! Stopper da ikke kapitlet her! Læs videre herunder!;))

-----------

Er jeg død nu? Altså jeg kan nærmest kun se hvidt? Lyset som alle snakker om? Nah, dont think so.

Jeg hører et råb i det fjerne. Og så slår jeg mine øjne op. Jeg ser syv læger der løber rundt på stuen, min mor der sidder ved siden af mig og stadig holder min hånd imens hun græder og hører maskinen bippe. 

"HUN ER VÅGEN!" råber en af lægerne. Mor græder endnu mere. Glædeståre vil jeg gætte på. 

Tre fire af lægerne står ovre i et hjørne og snakker lavmælt imens de skæver herover og grifler ned på deres blokke.

Fire timer senere er der en af lægerne der bruger sådan en fjernbetjening til at hæve min seng så jeg halvt sidder, halvt ligger ned og kan se på de læger og min mor der sidder i rummet. 

"Louise. Linda," min mor. Lægen der snakker nikker til os. Jeg kigger bare på ham. 

"Det der skete i dag må ikke ske igen. Så er der 95% chance for at du dør.. Desværre. 

Så vi har besluttet at du skal have en iltbeholder så du kan trække vejret nogenlunde optimalt." 

Jeg nikker bare, men holder hurtigt op fordi det gør ondt i mit hoved.

Og da lægerne endelig er færdige med at snakke falder jeg i søvn. 

-----------

Hejjj! :)