Heartbeat (M.G) (Afsluttet)

Kapitel 16

I dag kommer Martinus hjem! Og jeg har savnet ham virkelig meget. 

Jeg har selvfølgelig facetimet med ham nogle gange og fortalt hvad der er sket og sådan. 

Hoveddøren går op og Martinus træder frem. 

Han går hurtigt ind til mig i stuen og krammer mig. Altså jeg sidder jo i kørestol lige nu, så..

"Jeg har savnet dig.." hvisker Martinus i mit øre. 

"I lige måde." mumler jeg ned i Martinus skulder. Han slipper lidt efter og kigger smilende på mig. 

"Du er smuk.", "Det er meget sødt af dig Martinus, men jeg er overhovedet ikke smuk. Mit ben er væk, mit bryst er væk.. Mine lunger virker ikke ordentligt og ja.." 

"Men du er stadig smuk." jeg kigger ned i gulvet og mærker varmen stige op i mine kinder.

"Meget." Martinus ligger sin tommelfinger på min hage og løfter mit hoved op så jeg kigger direkte ind i hans øjne. 

"Okay, du er ret så cheesy." jeg smiler til ham og får på en eller anden måde sat mig i sengen der står i stuen. 

"Ja. Det ved jeg godt." griner han og sætter sig ved siden af mig. 

"Tror du egentlig at det ville være fedt at opleve sin egen begravelse?" Martinus kigger undrende på mig. 

"Altså.. Jeg vil gerne opleve min egen begravelse.. Fordi jeg vil gerne se hvordan det er.. Du ved.." Martinus nikker bare og kigger tænksomt ud i luften. 

"To sekunder. Skal lige ringe." så forlader Martinus stuen og kommer tilbage to minutter senere. 

"Kirken. Klokken otte." 

"Hvad fanden skal vi i kirken?" 

"Det finder du ud af." resten af dagen ser vi bare film og jeg spekulerer over hvad fanden vi skal i kirken. 

Mor kørte os hen til kirken. Så hjalp hun mig med at sætte iltbeholderen fast til kørestolen og sat mig i den. Hun hjalp mig også op af trappen til kirken og ned af det nederste trin indenfor. 

Jeg ved ikke hvorfor kirken stadig er låst op nu, men ja. 

"Vi ses mor!" mor går ud af kirken og dobbeltdøren går i bag hende. Martinus drejer kørestolen rundt og jeg ser.. Marcus, Lisa og Lukas mine aller bedste venner i hele verden!

Jeg slår mine hænder op for munden og kører tættere på de andre. 

Lisa slår sine arme omkring mig og jeg gengælder hurtigt krammet. Så krammer jeg Lukas og Marcus. 

"Men jeg fatter stadigvæk ikke hvad vi laver i kirken?" jeg kigger mærkeligt på de andre. Martinus smiler bare. 

"Altså du sagde til mig at du gerne ville opleve din egen begravelse. Så jeg ringede til de andre og sagde at de skulle lave en mindetale.." tårene stiger op i mine øjne. Altså på en god måde. 

Det er jo mega sødt!

".. Og så aftalte jeg med dem at vi skulle mødes her selvom at du ikke vidste noget." en enkelt tåre løber ned af min kind. Jeg tørrer den hurtigt væk og håber at ingen af de andre har set det.

"Så ja.. Hvem vil starte?" Lukas rækker hånden op og går med lange tunge skridt op mod alteret, eller hvad fanden det nu hedder.

Så trækker han et noget krøllet papir op fra sin lomme og rømmer sig.