Heartbeat (M.G) (Afsluttet)

Kapitel 9

Hør depri musik mens i læser dette kapitel, det hjalp mig til at skrive det, ahaha.

"Vi har fortaget en.. En operation på Louise. Hun har jo også fået brystkræft, så vi var nødt til at fjerne det ene bryst fordi ellers ville hun dø.." siger lægen der står foran os. 

"Men hun er i koma lige nu. Og vi ved ikke hvornår hun vågner.. Hvis hun vågner.." siger lægen. 

Vreden stiger op i mig. 'Hvis hun vågner' selvfølgelig gør hun det! Det ved jeg hun gør! Louise er stærk og hun skal nok klare det!

Lægen siger et eller andet, kan jeg høre, men jeg følger ikke rigtig med. Sidder bare i mine egne tanker.

".. Og i morgen kan hun blive fløjet hjem til Norge til et andet hospital. I må gerne gå ind nu." hører jeg lægen sige. Jeg rejser mig hurtigt op, men går forsigtigt ind på stuen. 

Louise ligger på sengen med dynen halvt oppe om sig, så den går til hendes talje, i ved.

Så har hun en iltmaske på, hun har snore nærmest over alt på hendes krop, der står en masse maskiner ved siden af sengen og så er der sådan et stativ med alle mulige væsker i glas med mærkater på. 

Man kan godt se at de har opereret hendes ene bryst af. Men det gør ikke noget. Hun er stadig den samme person.

Linda græder igen da hun ser Louise. Og det kan jeg godt forstå. Altså det er hendes datter.

Hun sætter sig forsigtigt på sengekanten og giver Louise et kram uden at rode nogle af de der snore rundt. 

Så snakker hun lidt med Louise selvom Louise ikke kan høre hende, tror jeg. 

Og så rejser hun sig op og kigger hurtigt på mig og græder så endnu mere. 

Hun slår armene omkring mig og krammer mig hårdt i noget tid. 

Altså jeg bliver selvfølgelig overrasket, men lidt efter krammer jeg hende tilbage.

"Martinus, jeg er så glad for at det er dig Louise er blevet venner med.." smiler hun og tørrer tårrene væk fra sit ansigt. 

"Jeg er også glad for at vores klasselærer satte os ved siden af hinanden." jeg prøver at tvinge et smil frem selvom jeg er i pisse dårligt humør. 

()

Da det bliver aften får vi lov til at sove på stuen i to ekstra senge der står klappede sammen bag sådan et skab der er på stuen, fordi, ja de der ekstra senge er der bare, idk why. Vi kunne lige så godt have sovet på det hotel der ligger tre kilometer væk, men Linda ville hellere sove her og det kan jeg egentlig godt forstå. 

Men jeg kan ikke sove. Jeg ligger bare og stirrer. Stirre på Louise. Tænk hvis hun aldrig vågner?

JO DET GØR HUN! Stop med at tænke på det Martinus...

----------

Hvis jeg kan nå det laver jeg et mere kapitel i dag så der kommer tre kapitler ud, fordi det her kapitel er ikke særlig langt sååå.. Ja.