Heartbeat (M.G) (Afsluttet)

Kapitel 14

"Louise du skal lige huske dine piller" mor skubber fire piller hen imod mig og hælder vand i et glas.

Jeg sukker højt, ligger pillerne på tungen og drikker alt vandet i glasset. 

"Skal vi ikke snart køre?" jeg har allerede taget mine sko på, lynet min jakke og står med hånden på dørhåndtaget. 

Fem minutter senere sidder jeg i bilen og venter på mor der er så skide langsom at hun stadig ikke har gjort sig klar. 

"Mor nu kommer jeg jo for sent.." sukker jeg da mor endelig får kæmpet sig vej ud til vores røde møjspand af en bil. 

"Det går nok!" hun starter for bilen og bakker ud af indkørselen. 

"Nej det gør ikke mor! Jeg kan ikke bare komme for sent, jeg skal jo sjovt nok passe min skole. Også selvom jeg ikke når at få min afgangseksamen vil jeg gerne kunne finde ud af at regne med potenstal fordi det har jeg aldrig rigtig fattet!" siger jeg, en smule irriteret.

"Undskyld skat.." jeg får med det samme dårlig samvittighed. Altså det er jo ikke mors skyld at jeg dør af kræft?

"Nej, det er mig der skal sige undskyld.." mor svarer ikke. Hun siger faktisk ikke noget. Der er helt stille i bilen indtil vi kommer til skolen og mor kysser mig på begge kinder. 

"Vi ses skat. Elsker dig!"

"Jeg elsker også dig!" får jeg sagt inden jeg smækker døren og går hen mod døren. 

Klokken er kvart over otte.. Lort. 

Da jeg endelig kommer op til klassen og forsigtigt åbner døren er klokken tyve over otte. 

"Undskyld jeg kommer for sent." siger jeg hurtigt. Johannes blik hviler på mig hele vejen ned til min plads, da jeg tager min stol ned fra bordet og hænger min taske på den. 

"Og hvad er så din undskyldning for at komme for sent?"

"Min mor udlevede sin skæbne som snegl.." Johanne trækker på smilebåndet imens resten af klassen begynder at grine. 

"Når. Lad os komme videre. Slå op på side 78, vi fortsætter hvor vi slap.." Johanne begynder at læse op fra bogen mens tiden snegler sig afsted..

()

Endelig! Fri! Jeg stiller mig udenfor skolen og venter på mor. 

En arm bliver lagt rundt om min skulder og da jeg drejer mit hoved ser jeg direkte ind i Martinus' dejlige øjne. 

"Hej." smiler jeg og ligger mit hoved på hans skulder. 

Han kysser mig i håret, "hey." siger han så. 

"Æhm.. Louise.. Det er fordi at.. Jeg skal snakke med dig om noget.." Åh nej. Det kan aldrig være godt. 

"Okay.. Vil du med hjem?" spørger jeg. Martinus nikker langsomt og fjerner sin hånd fra min skulder da mor kommer kørende. 

Da vi kører hjem snakker Martinus med min mor, men jeg er helt tavs. 

Og da Martinus og jeg sidder på mit værelse begynder han endelig at snakke. 

"Det er fordi Marcus og jeg skal på tour på grund af deres nye album.."

Når ja. Deres nye album. 'Moments' hedder det vidst.

"I hvor lang tid?" jeg prøver at lyde nogenlunde normal selvom jeg er lige ved at græde. Altså, jeg har brug for Martinus.. Hvad nu hvis jeg dør når han ikke er hjemme..

"To måneder." siger han og kigger ned. Så tørrer han diskret sine øjne. 

"Om to måneder.. Okay.." siger jeg og begynder så at græde. 

Martinus sætter sig hen til mig og ligger sine arme omkring mig. 

Selvom det plejer at hjælpe kan jeg ikke holde op med at græde. 

"Louise.. Vi kan snakke hver dag.." Martinus stryger mig over ryggen imens jeg bare sidder og græder.

"Hvad sker der?" spørger mor da hun braser ind på værelset. 

"Det er fordi jeg skal på tour i to måneder her i næste uge.." sukker Martinus.. 

Men hvis jeg kun lever i ca. et halvt år måske.. Så når Martinus kommer tilbage har jeg muligvis, ifølge lægernes beregning, tre måneder tilbage.. Men altså, jeg kan lige så godt leve femten år mere. Eller 20.. Måske indtil jeg dør af alderdom engang?

Men ja. 

Suk. Suk, suk, suk. 

------------------

Der kommer muligvis et mere kapitel op i dag! <3 

OMG JEG GLÆDER MIG TIL DRENGENS NYE ALBUM KOMMER UD AJSGUAGOUWHCQ. 

Men jeg tænkte på noget. Overvej lige hvis Marcus og Martinus hed Per og Ole? Altså, 'Like it Like it - Per og Ole ft. Silento' kan i se det for jer? AHAHHA.