Heartbeat (M.G) (Afsluttet)

Kapitel 11

Louises Synsvinkel

"Jeg vil gerne prøve at gå." siger jeg. Der er gået to uger nu. To lange kedelige uger hvor jeg ikke har lavet noget. Og jeg har fået en ny iltbeholder der er bedre end den anden tror jeg, ja jeg har ikke forstand på sådan noget!

Martinus nikker bare og går om til mig. Han sidder altid i en stol der er ved siden af sengen og snakker når han kommer herhen efter skole. 

Jeg sætter mig op og svinger langsomt benene ud over sengekanten. 

Martinus rækker sin hånd mod mig og jeg tager hurtigt imod den. Så snor han sin anden arm omkring mig og hjælper mig op at stå. 

Da jeg tager det første skridt skærer en smerte igennem mine ben, men den går hurtigt væk igen.

Så slipper jeg Martinus hånd og ryster forsigtigt hans arm af og går tre skridt selv. Jeg trækker iltbeholderen efter mig hele vejen, og når helt om på den anden side af sengen før jeg sætter mig ned igen. 

"Du er så god Louise!" storsmiler Martinus. Jeg smiler bare kort tilbage til ham. 

Lidt efter kommer der en sygeplejerske ind for at spørge hvordan det går. 

"Jeg kan gå!" siger jeg begejstret og rejser mig langsomt fra sengen og tager et par skridt. 

"Og jeg har også andre gode nyheder." siger sygeplejersken smilende, "du kan blive udskrevet i morgen!" hendes smil bliver lidt bredere da jeg smiler stort. 

Da hun forlader stuen kommer Martinus og giver mig et langt kram. Jeg er glad for ham. For Martinus. 

Næste dag

"Det er godt at du er hjemme igen." siger mor da vi kommer indenfor i huset. Jeg nikker bare langsomt og kigger mig rundt. 

Det virker så.. Så fremmet på en måde. Men det er også halvanden måned siden jeg var her sidst så..

Klokken er to om eftermiddagen lige nu og jeg virkelig ikke hvad jeg skal lave. 

"Louise kom lige herud!" kalder mor inde fra stuen. 

Da jeg kommer derind sidder hun i sofaen. På sofabordet er der et fad med kiks, chokolade og sådan noget. Og så er der en kande kakao og en skål med flødeskum. 

"Mor, hvad sker der?" jeg sætter mig undrende i sofaen.

"Der er noget vi skal.. Tale om.." siger mor og kigger på mig. Hun er ikke glad. 

"Og hvad er det?" spørger jeg og tager en kiks. Mor sukker, kigger ned i sit skød, og så op på mig igen. Hun har tårer i øjnene. 

"Du har kun et halvt år tilbage at leve i, siger lægerne." og nu begynder hun at græde. 

Det føles som om at alting går i stå og at det kun er mig i min egen verden og ingen andre eksisterer. 

Jeg kan ikke græde fordi mine øjne er helt tørre. Jeg kan ikke skrige fordi min hals er snørret sammen. 

"Jeg er så ked af det.." mor trækker mig ind i et kram. Jeg gengælder krammet, men mine arme føles helt slappe. 

"Mor.. Jeg vil gerne leve." 

"Det forstår jeg godt skat.." græder mor. Men hun forstår tydeligvis ikke hvad jeg mener. 

"Det er ikke det jeg mener! I det sidste halve år af mit liv vil jeg gøre alt jeg ville have gjort hvis jeg havde levet til jeg blev sådan 184." siger jeg og rejser mig fra sofaen og trækker iltbeholderen efter mig. Så går jeg ind på mit værelse, finder papir og blyant frem og begynder at skrive.