Heartbeat (M.G) (Afsluttet)

Kapitel 7

Jeg trækker et par bukser på og børster mit hår og sætter det op i en løs knold. 

Det er torsdag i dag. Og jeg skal i skole. Såe ja fedt fedt. 

"Vi kører nu Louise!" råber mor. Jeg trækker iltbeholderen efter mig ud i gangen, tager mine sko på, og går ud i bilen. 

Da vi er fem minutter fra skolen drejer mor af. Jeg kigger bare mærkeligt om på hende. 

"Mor, jeg skal i skole?" 

"Nej det skal du ikke. Vi skal til London med Martinus." hun smiler til mig i bakspejlet. 

Jeg kigger bare forbløffet på hendes nakke. 

"Men.. Jeg har jo slet ikke pakket..."

"Men det har jeg." hendes smil bliver lidt bredere. Hun ligner lidt en flækket burgerbolle. 

"Men hvor er Martinus?" jeg har så mange spørgsmål!

"Lige der!" Mor peger ud af vinduet, svinger ind til side og stopper bilen. 

Martinus kommer løbende med en sporttaske over skulderen og vinker glad til os. 

Han kaster sig nærmest ind i bilen og smækker døren i kort tid efter. 

"Hej!" smiler han glad og spænder selen. 

"Hej.." siger jeg forvirret og kigger på dem begge to. 

"Hej!" siger Martinus igen og læner sig tilbage i sædet. 

Vi skal køre i sådan fire timer før at vi er der fordi det var det eneste fly der gik til en tid hvor det passede. Så ja. 

Men jeg er stadig meget forvirret..

"Mor, jeg kan da ikke flyve med den her ting ting?" jeg hentyder til iltbeholderen. 

"Jo. Lægerne har sagt at det kan du sagtens." jeg nikker bare. 

"Men.." 

"Louise ti stille." griner Martinus og ligger en finger på mine læber. Jeg smiler bare til ham. 

Og så falder jeg i søvn. Fordi jeg er træt, ahaha. 

(Skipper resten af turen)

Martinus har et værelse for sig selv og så sover jeg sammen med mor. Så ja fedt. 

Min kuffert, som mor har pakket, ligger ved siden af min side af sengen og mors står ved fodenden. 

Klokken er fem om aftenen lige nu. Og vi skal være her i fire dage fordi at lægerne synes at en uge var for meget..

Men det er også fint nok! Det er over ti år siden at jeg har været ude at rejse sådan rigtigt. 

Jeg skal ud og spise med Martinus. Uha uha var? Ej ahaha. 

Jeg roder rundt i kufferten som mor har pakket. Og nederst ligger der en kjole jeg aldrig før har set?

Da jeg har foldet kjolen ud holder jeg den ud foran mig. Og den er virkelig pæn!

Den er blå med små hvide prikker og har et tyndt sort bælte om livet. 

"Mor har du købt den?" spørger jeg. Jeg kan mærke at min mund er en lille smule åben efter jeg har sagt det. Altså jeg er virkelig overrasket. 

Kjolen

Mor hjælper mig med at få den på, fordi, you know det svært med iltbeholderen.. 

"Waow.." siger jeg og spænder bæltet. Mor smiler bare og krammer mig bagfra.

Så tager jeg nogle neglonstrømper på og nogle hvide blonde ballerinasko. 

Så ligger jeg lidt makeup, tager hvid neglelak på og fletter mit hår i to franske fletninger. 

"Hvor er du smuk." siger mor og rejser sig fra sengen som hun lige har siddet på. 

"Tak mor." griner jeg. Og så banker det på døren. 

Jeg tager fat i iltbeholderen og trækker den efter mig over til døren. 

Og så åbner jeg og ser Martinus. Han har et jakkesæt på. Og han er virkelig pæn. 

"Luk munden, der er fluer." griner jeg og ligger to fingre på hans hage da hans mund står åben.. 

Jeg lukker hans mund, træder hen og krammer ham. 

"Du er virkelig smuk." siger Martinus og smiler til mig. 

"Tak tror jeg.. Og i lige måde." smiler jeg og vinker til mor inden jeg lukker døren. 

På vej ned af hotelgangen tager Martinus min hånd og et sug går gennem min krop. 

Jeg trykker kort hans hånd imens han trykker på elevatorknappen. 

To minutter efter står vi lænet op af væggen i elevatoren mens den kører nedad.

"Jeg elsker dig Louise." siger Martinus lige inden elevatordøren går op og vi træder ud i lobbyen. 

Ingen af os siger ikke noget før vi kommer ud i den friske luft.

"Jeg elsker også dig Martinus."

--------------

Nyt kapitel! <3

Btw, læs min nye bog 'Youre Mine (M.G)' så ville jeg blive glad, tihihi, ej ahha.