Heartbeat (M.G) (Afsluttet)

Kapitel 20 (EKSTRA KAPITEL)

Femten år senere

Kære Martinus. Jeg vil gerne have at du skal kunne huske mig..

Altså, når du læser dette, er jeg nok død.
Men du skal vide at jeg altid vil glo på dig heroppe fra den sky jeg sidder på.
Men, jeg ville bare sige at du betyder alting for mig! Jeg vil også gerne sige at jeg gerne vil have at du... Ja du ved, skal leve videre selvom at jeg er død og sådan.

Du skal ud og kysse nogle piger og gøre ting du ikke kunne gøre med mig på slæb. 

Du skal ud og opleve ting uden bekymringer om hvad fanden jeg nu lige laver og hvilken af mine kropsdele der nu er blevet amporteret. Du skal bungeejumpe, svømme med delfiner og springe ud fra klipper, hvad fanden ved jeg. 

Men en gang imellem vil jeg også gerne have at du kommer forbi på kirkegården og lige siger hej og fortæller mig hvordan det går, selvom jeg ikke svarer. 

Så kunne du også skifte de visne blomster ud, hvis der er nogen, udover mor og måske dig, Lisa, Lukas og Marcus, der gør sig den ulejlighed. 

Måske, tænde et stearinlys engang imellem, så jeg ved at jeg ikke er blevet helt glemt. 

Men du skal også komme videre i livet, få en kæreste, blive gift og få et par unger.

Så skal du købe slik til dem hver fredag, køre dem til ridning eller fodbold, eller hvilken som helst anden mærkelig sport de gerne vil gå til. 

Okay Martinus, det jeg ville sige var at du bare skal leve videre, uden at tænke på mig, (så tit, hihi).

Men jeg elsker dig forevigt selvom min sjæl er fløjet ud af min krop. <3

Tusind knus, kys og uendelige kram, Louise. <333

Jeg putter smilende det lidt krøllede papir tilbage i kuverten og lukker den forsigtigt. 

"Louise kommer du lige ned? Der er et sted jeg skal vise dig på kirkegården!" råber jeg. 

Tre sekunder senere står Louise i køkkenet og puster efter luft. Hendes lyse hår bølger ned over hendes skuldre, og hun smiler stort så man kan se hullerne i hendes mund, der hvor hendes mælketænder engang sad.

"Hvor er mor?" spørger jeg og løfter hende op på mit skød. 

"Hun sover fordi hun er træt." jeg nikker langsomt.

Okay, der er måske et par ting jeg skal forklare dig. 

Fire år efter Louises død mødte jeg Maria. Og ja, vi blev kærester og fik Louise, der er opkaldt efter ja, Louise. Og selvom Louise kun er seks år gammel, synes jeg at det er på tide at hun skal se Louises gravsten så jeg kan fortælle hvem hun egentlig er opkaldt efter.

Men videre til historien om mig og Maria, der faktisk er meget kort. Da vi fandt ud af at Maria var gravid blev vi selvfølgelig meget glade. Og to er senere blev vi så gift. Og nu bor vi så, stadigvæk her i Trofors. 

"Bliv lige her." jeg løfter Louise op og sidde på køkkenbordet, inden jeg lister mig op af trappen og ind i soveværelset.

Maria ligger med et tæppe halvt over sig og sover. 

Jeg sætter mig på hug ved siden af sengen og puster hende forsigtigt i ansigtet.

Hun åbner langsomt øjnene og hendes grønne øjne mødes med mine. 

"Louise og jeg tager ned på kirkegården. Vil du med?" hun ryster smilende på hovedet.

"Jeg synes at i skal gøre det. Sammen, uden mig." jeg nikker bare og rejser mig op. 

"Vi ses!" jeg vinker til hende inden jeg går ned af trappen igen. 

Et kvarter senere går jeg sammen med Louise hen af gruset på kirkegården. 

"Far, hvor er det vi skal hen?", "vi er der om to sekunder." Louise har en buket med lyserøde roser i hånden, som hun selv valgte i blomsterhandleren. 

Da vi kommer hen til Louises gravsten sætter jeg mig på hug foran Louise og kigger hende ind i øjnene. 

"Vil du høre en historie? Og den handler om hvorfor du hedder Louise?" hun nikker ivrigt  og kigger på mig med store øjne. 

"Da jeg var femten år gammel, startede en ny pige i min klasse, jeg dengang gik i. Og hun hed Louise. Hun havde en meget alvorlig sygdom, som man kan dø af.

Vi blev så kærester og sådan. Men så skete der noget meget slemt. Louise døde nemlig. Og det her er hendes grav." 

Op af gravstenen står der en billedramme, med et billede af Louise. Så står der to lanterne med stearinlys i.

Jeg rækker om bag gravstenen for at få fat i lighteren der ligger omme bagved. Jeg tænder lysene og ligger forsigtigt lighteren tilbage på plads.

Så stiller jeg lanterne på plads og træder til siden så Louise kan ligge blomsterne. 

Hun ligger dem ved siden af billedet og smiler stort til mig. 

Jeg smiler tilbage og giver hende et kram. 

På vej hjem stiller Louise rigtig mange spørgsmål om Louise, ahaha.

Da vi kommer inden for døren løber Louise op af trappen og ind på sit værelse.

Jeg sætter mig ind i stuen men lidt efter hører jeg nogle mærkelige lyde fra badeværelset, så jeg går langsomt derud. 

Maria står lænet op af bordpladen. Der ligger en graviditets test ved siden af hende.

"Hvad sker der?" jeg stiller mig foran hende og fanger hendes blik. 

"Jeg er gravid Martinus." 

------------

Jeg synes ikke at jeg kunne være bekendt at slutte der hvor jeg sluttede, ahaha. 

Men ja. Her er lige 'femten år senere' :)))

Og glædelig søndag;)

Seees! <3