Heartbeat (M.G) (Afsluttet)

Kapitel 6

"Okay okay okay.." griner Lisa og krammer sin pude. 

"Jeg skal nok fortælle dig noget om dem!" vi sidder og snakker om de andre i 'squadet', aka, Marcus, Martinus, Lucas, Lisa og så mig. 

"Martinus, der er ikke noget, du ved det hele. Marcus knalder alt og alle.." hun stopper og bryder ud i grin da hun ser mit ansigt. 

"Lucas er sådan mere stille og genert og ja.. Jeg er..", "underlig" færdiggør jeg hendes sætning. Og så griner vi begge to igen. Ja, vi griner meget når vi er sammen. 

Og så begynder vi at snakke om mere alvorlige ting som f.eks. kræft. 

"Lisa.. Altså det her er sørgeligt men.. Jeg kommer ikke til at overleve.. Ihvertfald ikke lige så længe som i gør.." jeg smiler skævt til hende. 

"Jo du gør! Du er stærk Louise!" Lisa tager mine hænder og giver dem et klem. Jeg smiler bare til hende og kigger væk. Hun skal ikke se at jeg er ved at græde.

()

"Hej!" jeg ligger mine arme omkring Martinus. Han gengælder hurtigt krammet. 

"Hey! Hvad skal vi lave?" vi sætter os ind i sofaen. 

"Det ved jeg da ikke." griner jeg. 

"Vi kan.. Snakke?", "uha ja god idé." smiler jeg. 

"Okay.", "jaaa?" og så begynder vi begge to at grine. 

"Martinus? Når jeg engang skal.. Begraves.." jeg synker en klump. 

".. Vil du så ikke sige et eller andet?"

"Altså regner du med at blive begravet levende?" griner han. Men hans grin stopper da han ser mit ansigt. 

"Louise.. Jeg lover dig at jeg dør før dig. Du bliver gammel, får en helvedes masse børnebørn og oldebørn og du kommer på plejehjem og giver dine børnebørn brikjuice og chokolade og kage på en kageopsats." han tager min ene hånd og trykker den langsomt med begge sine hænder. 

"Du har bare forudsagt hele min fremtid.. Men Martinus det kommer ikke til at ske.." min stemme knækker imens jeg siger det. 

"Hvad mener du?" og så begynder jeg at græde. 

"Jeg var til sådan en scanning her den anden dag.. Og.. Og.." og så begynder jeg at græde endnu mere.

"Det har spredt sig Martinus.. Det er ikke 'kun' lungerne længere.."

"Men.." 

"Brystet, benene.. Leveren.. Alting Martinus!" græder jeg. 

"Så.. Du.."

"Jeg dør snart! Og ingen af os kan gøre noget ved det!"

"Men så.. Så må vi gøre den sidste tid for dig VIRKELIG fantastisk!" Martinus springer op af sofaen. 

"Martinus.. Nej!" jeg rejser mig også op men Martinus ligger sine hænder på mine skuldre og kysser mig. På munden. 

"Jeg vil gøre alting for dig." hvisker han da jeg bryder kysset. 

"Du er sød nok Martinus." jeg smiler til ham og sætter mig i sofaen igen. 

Og det var rigtigt. Martinus er sød. Ikke sød nok. VIRKELIG sød.

-------------

Hvad synes i at Martinus skal lave for hende så hendes sidste tid bliver speciel? Hvis ikke hun overlever alligevel? <3