Heartbeat (M.G) (Afsluttet)

Kapitel 8

Jeg vågner op til duften af.. Ja, hvad hoteller nu end dufter af. Renhed? Rene lagner? Rene dyner? Idk.. 

Mor sidder op af den sengegavl der og læser en bog. 

"Godmorgen.." siger jeg træt og strækker mig. Hun ligger hurtigt sin bog væk og kigger på mig. 

"Godmorgen skat." hun rejser sig for at hjælpe mig med at få den iltbeholder jeg normalt har skiftet ud med den jeg sover med. Fordi jeg bruger en anden en til at sove med, så ja. 

I dag er sidste dag vi er her og det har været virkelig hyggeligt!

Og jeg er blevet ret glad for Martinus.. Mere end jeg var før.. <3

En halv time senere står vi og banker på døren til Martinus værelse. Tre sekunder senere åbner han døren og smiler til os. 

"Godmorgen!" vi siger selvfølgelig også godmorgen til ham og sådan noget, og så går vi ned for at spise morgenmad.

Jeg tager noget forskelligt frugt, vandmelon, ananas, æble, banan, ja sådan lidt forskelligt, ned i en skål og sætter mig hen til vores bord.

Efter vi har spist pakker vi de sidste ting, checker ud og tager en taxa til lufthavnen. 

Da vi sidder i flyet føler jeg at mine lunger er stoppet helt til. Altså at jeg ikke kan trække vejret. 

Martinus, der er ved at sige noget til mig, kigger alvorligt på mig og stopper med at snakke. 

Jeg kan ikke fokusere. Jeg kan ikke røre mig. Jeg kan ingenting. 

Jeg hører en der råber mit navn i det fjerne, men det eneste jeg kan fokusere på er min vejrtrækning.

Og så bliver alt sort. 

Martinus synsvinkel 

"Og så gled Marcus på scenen og.." mere når jeg ikke at sige før jeg ser på Louise. Hun sidder og gisper efter vejret. Jeg rusker langsomt i hende imens jeg råber hendes navn. 

"LOUISE!" Linda springer op af sit sæde og er hurtigt ovre ved hende. 

"STOP FLYET!" Råber hun så alle kan høre det. Og vi var heldigvis ikke lettet endnu. 

En stewardesse kommer løbende og hjælper med at få Louise ud af flyet og udenfor. 

"Er der ringet efter en ambulance?" får jeg råbt i alt tumulten. Linda sætter iltbeholderen på jorden, hiver sin jakke af og spreder den ud på jorden. Så sætter hun Louise på den og sætter sig ved siden af.

"Ja det er der!" siger stewardessen der står og tripper rundt på jorden. 

Ti minutter senere kører vi med fuld fart i en ambulance mod et hospital. 

Louise har fået en iltmaske på, ligesom sidst, og hun har sådan nogle snore på sit bryst og sit håndled der fører hen til en maskine der bipper. 

Altså jeg tror hun sover. Fordi hun har lukkede øjne og trækker vejret nogenlunde optimalt tror jeg. 

Eller er hun besvimet? Måske bedøvet? Ja, jeg ved det ikke. 

Da vi, et minuts tid senere, er ved hospitalet, tager lægerne der var med i bilen sådan en båre på hjul man kan klappe ud, ud af bilen, klapper den ud og tager båren med Louise op på den. 

Linda og jeg følger bare efter. Linda græder. Og jeg kan mærke at jeg også er lige på kanten til at bryde fuldstændig sammen. Og det gør jeg sikkert om lidt. 

Vi følger med lægerne ind i en elevator der kører tolv etager op, så kører vi ind på en stue der hedder 1847. 

Louise bliver hurtigt flyttet til den seng der står på stuen og en læge forklarer at vi ikke må være derinde fordi de skal lave et eller andet.

Så vi sætter os bare ude på gangen på de stole der er. Det er sådan noget, jeg synes er på mange hospitaler. Der er træben og blå puder og ryglæn. 

"Jeg er tilbage om lidt.." mumler jeg og går hen mod toilettet. 

Da jeg kommer ind i en af båsene trækker jeg benene op under mig og bryder sammen.

Jeg håber ikke at Louise er død. Jeg håber det virkelig ikke. 

()

Der er nu gået en halv time og jeg sidder stadig her ude på toilettet, og jeg kan bare ikke stoppe med at græde. 

Og så.. Banker det på døren. 

"Er du okay?" en pige stemme. 

Jeg tørrer hurtigt mine øjne og går hen for at åbne døren. En pige med nærmest helt hvidt hår står der ude. Det ligner hun er på min alder. 

Jeg kører bagsiden af min hånd henover min næse og tørrer hånden af i mine bukser. 

"Jeg kunne høre du græd? Oh, undskyld, har glemt at præsentere mig selv. Sarah. Sarah Schwartz." hun snakker også norsk.

"Det bare.. Den pige jeg er forelsket i har kræft mange steder i kroppen, og da vi sad i flyet på vej hjem til Norge kunne hun ikke trække vejret." jeg havde egentlig ikke særlig meget lyst til at snakke med hende Sarah der.

Hun står og tænker lidt. Så hiver hun et stykke papir op af sin lomme, tager den kuglepen der ligger på håndvasken.. Og jeg ved virkelig ikke hvorfor der ligger en kuglepen på håndvasken?

Og skriver en masse tal og sit navn.

"Du kan bare skrive til mig hvis du har brug for at snakke." hun smiler alt for sødt til mig inden hun forlader toilettet. 

Da døren er lukket krøller jeg sedlen sammen og smider den i toilettet. 

Hun kan godt glemme alt om det. 

--------------

Her var lidt fra Martinus synsvinkel.. Skal jeg lave mere fra hans synsvinkel?

Og så synes jeg at historien var sådan lidt.. Ja.. Så lavede lige en ny person, ahahah!<3