Heartbeat (M.G) (Afsluttet)

Kapitel 15

Marcus og Martinus er lige taget afsted på tour.. Og hold da kæft, jeg savner allerede Martinus for sindsygt. 

"Der er mad skat!" kalder mor ude fra køkkenet. Jeg får slæbt mig derud og sætter mig på en af stolene rundt om spisebordet. 

Mor sætter en tallerken med hendes klamme grøntsags lasagne med ekstra grønsager ved siden af. Fordi som mor siger, "sundhed bekæmper kræft." jeg er fandme ligeglad med om sundhed bekæmper kræft jeg kan ikke leve af det her lorte mad. 

Hold kæft jeg er i dårligt humør lige nu.. 

Imens mor snakker lystigt om en ny kur hun gerne vil prøve sidder jeg bare og stikker i lasagnen. 

"Spis nu noget Louise!" siger mor og ligger sin hånd på min arm. Jeg vrister den væk og kigger på hende. 

"Nej mor det vil jeg ikke! Jeg er ikke sulten, min kæreste er lige taget på tour i en måned sammen med en af mine bedste venner, jeg har konstant smerter i min skulder, mit ben og min mave og.. Og.." og så begynder jeg at græde. 

"Har du smerter i skulderen og benene? Vi bliver nødt til at tage på hospitalet!" mor hiver mig op fra stolen. 

"MOR JEG HAR JO FOR FANDEN SMERTER I MIN SKULDER LAD VÆRE MED AT TRÆKKE I MIG PÅ DEN MÅDE!" råber jeg og følger efter hende ud i bilen. 

Mor bryder vist et par love mens vi kører til hospitalet men det virker som om hun er pænt ligeglad. 

Da vi kommer frem og jeg træder ud på asfalten skyder en smerte op igennem mit ben. 

Mor snor sin arm omkring min skulder og jeg hinker på et ben ind. 

En sygeplejerske viser os hen til en stue hvor jeg bliver ført ind i et rum med en hvid seng som jeg så godt kender.

Mor må ikke være inde på stuen fordi de skal undersøge mig eller sådan noget. 

Og så får jeg en narkosemaske på og inden jeg ved af det sover jeg. 

()

.. Og nu er mit fandens ben også blevet opereret af fordi lægerne fandt ud af at jeg havde knoglekræft i mit ene ben.. Lige om lidt har jeg jo kun mit hoved tilbage...

Men jeg må først blive udskrevet om et par dage. Eller uger.. 

14 dage senere

Jeg sidder på bagsædet lige nu og er endelig på vej hjem. Jeg har fået sådan et kunstigt ben men jeg skal stadig lige vænne mig til det. Men lægerne siger at jeg skal tage den med ro og sådan... Så i bagagerummet ligger der en kørestol. 

Og mor har planer om at flytte min seng ned i stuen fordi at hun siger at jeg er blevet mere syg. 

Men der er en god ting ved kørestolen. Der er plads bagpå til min iltbeholder så jeg ikke selv behøver at slæbe den.

Så ja. 

Nu er vi så hjemme.. Mor åbner bagagerummet og løfter kørestolen ud, kører den om til mig og får sat mig over i den. Så kører hun mig indenfor og ind i stuen. 

"Mor vil du hente min computer?" mor kommer løbende ind i stuen med min computer i hænderne. 

"Tak." så åbner jeg den og laver et nyt dokument. Og så begynder jeg at skrive. 

"Kære Martinus. Jeg vil gerne have at du skal kunne huske mig.." starter jeg med at skrive. Og så kommer resten af sig selv. 

-------------

Undskyld for mega kedeligt kapitel, men er sygt træt!

I dag til ridning var Garfield, den hest jeg rider, mega nem og sød fordi han plejer at bide.

Og så red jeg uden sadel første gang. <3