Jeg føler bare ikke det sammen for ham- Marcus og Martinus

Kapitel 12. Fuck! Det er ham!

"Hva så smukke? Hvem er du?" Spørger ham med de lyse krøller. "Det har Marcus ligesom lige sagt ikke! Jeg hedder Karoline! Hvad med dig?" Spørger jeg flabet. "Kasper, mit navn er Kasper... du er da ret lækker!" Siger han kækt og går hen til mig. "Gå væk fra mig! Jeg kan ikke lide Try harders!" Siger jeg surt. "Kom nu smukke! Jeg bider jo ikke" griner Kasper. Marcus går ind foran ham og siger "hørte du hende ikke? Lad hende være Kasper". Kasper sender bare Marcus dræberblikket og sætter sig med i sofaen igen. "Når hvem er i så?" Spørger jeg og hentyder til de andre drenge. Ham med de mørke krøller rejser sig og giver mig hånden og siger "Jonas!" Og smiler. Endelig en dreng med manerer! Ahhaha! "Karoline!" Svare jeg og smiler tilbage. "Så må du vel være Johannes!" Siger jeg og nikker mod ham med det lyse hår. "Ja det er mig!" Siger han koldt. "Okay jeg går!" Griner jeg og går ind på mit værelse. "Hey!" Siger en stemme. "Hvad vil du?" Spørger jeg og vender mig... puha det er bare marcus. "Rolig nu! Jeg ville bare lige sige godt sagt!" Griner han. "Haha tak! Jeg kan virkelig ikke klare sådan nogle typer" griner jeg. "Ja han er ret pige glad... men må nu give ham ret, du er ret lækker!" Siger han og smiler. "Tak!" Smiler jeg. Jeg rejser mig og går ud af døren "hva' skal du med?" Spørger jeg, Marcus. "Ja.. ja jeg kommer nu!" Svare han, WOW han virker underlig. Vi går ud og sætter os i sofaen med de andre. "Jeg er sulten!" Klager tinus. "Hør lille ven, hvornår er du ikke sulten?" Griner jeg spørgende. Han trækker på skulderne og griner. "Hvad skal vi have til aftensmad?" Spørger Jonas. "PIZZA!!" Råber alle drengene i kor. "Slap af!.. Jonas jeg tror vi skal have pizza" griner jeg. "Ja det lyder sådan" siger han og griner. "Jeg går ud og bestiller" siger jeg og går ud i køkkenet. "Jeg går med!" Siger Kasper hurtigt og nærmest løber efter mig. Jeg har lige bestilt og Kasper stod bare og betragtede hver endte bevægelse jeg lavede... ligesom Marcus, men det er altså KUN Marcus der må det. "Hva' glor du på?" Spørger jeg flabet. "Dig, smukke!" Svare han kækt. "Du er klam! Jeg kan virkelig ikke lide dig!" Svare jeg fra stødt. "Det kan Marie ellers godt!" Siger han og blinker med det ene øje... ad! "Marie? Hvem? Jeg kender ikke nogen det hedder Marie" spørger jeg flabet. "Din veninde, hvem ellers?" Svare han. Marie?? Nej! Kan det virkelig være ham. Jeg kigger godt på ham. Fuck! Det er ham. "Er det dig! Hvad fanden laver du her?" Spørger jeg vredt. Vis i undre jer så er det Kasper fra min gamle klasse i Oslo. Han er sådan lidt min eks kæreste... men det er længe siden! "Har du ikke savnet mig?" Spørger han. "Næh! Du flyttede jo ligesom fra mig!" Snerre jeg. "Slap nu af! Tror du jeg havde lyst til at flytte?" Spørger han. "Nej men du kunne jo have sagt det til mig, i stedet for bare at flytte!" Råber jeg. "Det var jo ikke min skyld! Jeg ville jo ikke såre dig!" Råber han.