The day my life started

23. Missing you

Jeg rejser mig op.

"Cole," siger jeg og træder tættere på ham. Han træder lidt væk.

"Hvad er det her?" siger han og begynder at græde. "Er du forelsket i ham?"

"Ja... Men jeg elsker stadig dig."

"Men du elsker også min bror. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige."

"Jeg har ikke lyst til at vi slår op," tanken om at have knust Cole, knuser mig. Jeg tager hans arm og går ind på hans værelse med ham. Jeg lukker døren.

"Cole. Jeg elsker dig," siger jeg. "Det vil jeg altid gøre. Men måske skal vi slå op. Det er ikke dig. Det er mig, jeg har nogle uforklarlige følelser som ikke er fair, går ud over dig."

"Ja. Måske er det bedst".

"Kan vi stadig være gode venner? Og snakke sammen?"

"Det kommer til at tage tid. Men bare fortæl mig en ting, har du været mig utro med ham?"

"Nej!" siger jeg og tager min hånd op til hans ansigt. "Det ville jeg aldrig gøre."

"Det gør det vel bedre. Jeg troede I havde haft sex." Jeg giver ham et langt kram. Jeg kysser ham på kinden og går ind til Dylan.

"Vi har slået op." Han kommer hen til mig og giver mig et kram. Jeg slutter krammet efter lidt tid, siger farvel og går.

Jeg har brugt de sidste 2 dage på bare at græde. Mine øjne er hævet, min næse er rød og mit værelse er fyldt med brugte lommetørklæder.

Min telefon brummer og jeg ser på dis pladen at det er Dylan som ringer.

"Hej Dylan," siger jeg. Min stemme knækker efter al det hyleri.

"Hej smukke. Er du okay? Du lyder ked af det."

"Nej nej. Det er bare en normal reaktion efter et breakup. Intet andet."

"Okay. Godt. Jeg tænkte at vi måske kunne tage ud til den restaurant du elsker og kalde det en... date." Hvorfor skulle han også lige vide hvilken restaurant jeg elsker. Det gør det jeg skal til at sige meget værre.

"Hør, Dylan, jeg kan godt lide dig. Men mig og Cole slog op i forgårs. Jeg tror bare at jeg har brug for at være single i lidt tid. Komme mig over at have mistet Cole. Jeg har nok brug for lidt plads."

"Men jeg har jo givet dig plads. Jeg har givet dig 2 dage."

"Lidt mere. Jeg har ikke lyst til at mine følelser for dig bliver større, lige nu. Jeg siger ikke at du skal vente på mig, men jeg skal bare ikke have en kæreste nu. Undskyld."

"Nej. Jeg forstår det godt. Selvfølgelig vil jeg vente." Jeg siger tak og lægger på.

Det er tid til at tage i skole i dag. Jeg var der ikke i fredags og jeg er ikke typen der pjækker, så jeg skal i skole nu! Hvis der er en i klassen jeg ikke glæder mig til at se, er det Cole. Det bliver akavet. Men jeg har Cille og Mike, så alt skal nok gå.

Jeg når hen til skolen og der sidder Cole selvfølgelig ovenpå bordet med næsten hele klassen siddende ved siden af ham. Han fortæller om et eller andet og alle virker meget interesseret. Nogle piger kigger på ham også på hinanden. Træd lidt væk fra solen, i smelter. Tænker jeg, men det siger jeg åbenbart højt for de kigger alle sammen på mig. Jeg tager min hånd om på min nakke og drejer mig om og ser Cille og Mike. De smiler og halvt griner lidt.

"Smooth alligevel," siger Cille og de griner.

"Oh shut up," siger jeg og sætter mig ned. Jeg vender mig hurtigt om og kigger på Cole. Han kigger også på mig. Vi sidder lidt og stirrer på hinanden. Jeg vender mig hurtigt om og kigger ned i bordet.

Jeg vidste det ville være hårdt at være tilbage og se Cole, men så hårdt! Han svarer på næsten alle spørgsmål lærerne kommer med. Vi plejede at svare om kap. Hver gang der var en der blev taget i stedet for den anden, smilede vi altid til hinanden. Vi havde det så sjovt. Jeg har ikke sagt noget i timerne hele dagen. Kampen er jo forbi.

Endelig har jeg fri. Jeg skal bare hjem og se min serie færdig.

I min serie er der nogen der kysser. Jeg savner Cole.