Vi har ventet på at operationen skulle blive færdig i flere timer. Vi er alle sammen helt utrolig bekymret. Vi har snakket med vores familier og fortalt hvad der er sket og at vi er tilbage. Der er ikke nogle af os der har været hjemme endnu. Lægen kommer hen til os og vi rejser os op.
"Hvor er hun? Kan vi se hende?" Spørger jeg og går mod hendes stue.
"Vent lige," siger lægen. Jeg går stille og roligt tilbage. Det lyder ikke godt det her. "Alexandra er ikke vågnet. Der var nogle komplikationer under hendes operation. Hendes hjerte stoppede. Hun var væk i 12 minutter. Hun er meget træt. Jeg vil gerne have at hun bliver her de næste dage, bare indtil hun er stabil".
"Omg," siger Tristan og sætter sig ned. Han tager sit hoved ned i hans hænder. Han ånder højt. Han rejser sig op igen.
"Kan vi se hende?" Siger han så.
"Ja, men kun én af gangen," siger lægen.
"Tristan, gå du bare," siger vi andre.
Tristan kommer gående og ser bekymret ud.
"Hvordan har hun det?" Spørger jeg.
"Øhh... Man kan ikke sige at det er hendes bedste dage. Hun har et rør ned i hendes hals." siger Tristan og græder. "Hun kan ikke trække vejret selv".
"Tristan," siger Cille og giver ham et kram. Jeg sætter mig ned. Alex døde, hun døde rent faktisk. Hun havde indre blødninger fordi jeg ikke kunne redde hende.
*To dage senere*
Alex vågnede i går. Hun kan trække vejret selv nu. Hun har det ikke helt så godt. Hun er helt bleg. Men hun kan have flere besøgende på én gang, det er da altid noget.
"Hvordan har du det?" Spørger jeg idet jeg kommer ind af døren til hendes stue.
"Udover at jeg har det af h... til, så har jeg det godt," siger hun. Jeg griner.
"Det er godt at se at du er tilbage i dit sarkastiske dig," siger jeg.
"Tak for hjælpen".
"Alex, jeg elsker dig jo. Du er min bedste veninde. Selvfølgelig," siger jeg.
"Jeg elsker også dig," siger hun. Det gør ondt at høre, når jeg elsker hende på en anden måde. Men i det mindste har jeg hende som ven. Mike og Cille kommer ind og giver hende et kram.
Vi har siddet og snakket i 1 time nu. Alex har sovet ind i mellem men hun er vågen nu.
"Jeg skal have noget kaffe. Nogle andre?" Spørger Cille.
"Øhh... Ja tak," siger jeg.
"Jeg går bare med," siger Mike.
"Hvor er Tristan?" Siger Alex.
"Han er lige hjemme hos jer for at hente nogle af dine ting," siger jeg.
"Alex!" Er der en ude fra gangen der siger. Jeg kan genkende den stemme overalt, jeg er vokset op med den. Han kommer løbende ind på Alex' stue.
"Cole?!" Siger Alex. Cole kommer hen og giver hende et kram. Et meget langt kram.
"Cole, hvad laver du her?" Siger jeg.
"Mor fortalte mig hvad der skete. Jeg kom med det samme," siger han. "Jeg troede at jeg skulle miste dig. Indre blødninger? Det er alvorligt".
"Ja, men jeg har det fint nu," siger Alex.
"Bror, kan vi lige snakke alene?" Siger Cole.
"Ja okay," siger jeg og går ud af stuen. Jeg går hen til de andre ved kaffemaskinen.
"Har du efterladt hende alene?!" Siger Cille.
"Nej," siger jeg og kigger ned. "Cole er der".
"Cole?!" Siger Mike. Jeg nikker.
*Coles P.O.V*
"Alex," siger jeg. "Da jeg hørte hvad der skete... Blev jeg simpelthen bare så bange".
"Det er sødt, Cole".
"Men Alex det fik mig også til at indse hvor meget jeg ikke kan leve uden dig. Jeg har brug for dig," siger jeg.
"Cole..."
"Please. Jeg ved at du ikke har kunne stole på mig. Jeg har virkelig været en nar, virkelig. Men jeg er klar til at sætte pris på dig, ordenligt. Jeg er klar til at få dig til at føle dig speciel. Jeg vil bruge al min tid på dig, det lover jeg. Jeg elsker dig, Alex". Jeg kan se at hun gisper efter vejret. Hendes øjne bliver hvide og hendes krop er helt spændt. Maskinen bipper højt og hurtigt. En flok læger kommer over til os. En sender mig ud på gangen. Dylan og de andre kommer løbende over til mig.
"Cole, hvad sker der?!" Siger Dylan.
"Jeg ved det ikke. Hendes krop blev helt spændt og hendes ryg løftede sig. Hendes øjne blev helt hvide. Hun kunne ikke trække vejret," siger jeg.
"1... 2... 3, klar!" Råber lægen. Et stød fra en maskine får hele hendes krop til at hoppe op. De bliver ved, og ved, og ved.
"Vi har en puls!" Råber en læge. Jeg sætter mig på en stol og ånder lettet ud. Lægen kommer ud.
"Alexandras hjerte stoppede igen. Hun er okay nu, men hun har brug for at hvile sig," siger han.
"Hvornår vil hun være stabil?" Spørger jeg.
"Det ved vi ikke," siger lægen.
"Hvornår kan hun komme hjem ca.?" Spørger jeg.
"Det ved vi ikke," siger han igen.
"Hvorfor stoppede hendes hjerte?" Spørger jeg.
"Måske fra et chok. Vi ved det ikke".
"I ved da heller ikke noget!" Skriger jeg. Jeg går lidt ud for at få noget luft. Det kan da ikke være rigtigt. De ved intet! Hvad nu hvis de ikke kan få en puls næste gang? Skal hun så bare dø...?
ESTÁS LEYENDO
The day my life started
Fanfic*KAN INDEHOLDER STØDENDE SPROG OG SCENER* Jeg hedder Alexandra men alle kalder mig Alex. Jeg er 19 år og kommer fra Danmark men bor i L.A. Jeg er en helt normal pige som går meget op i skolen. Jeg er ikke den mest populære pige men jeg har mine to...
