*Alex P.O.V*
"Jeg vil gerne på karaoke bar igen!" Siger jeg. Jeg har plaget Dylan de sidste 5 minutter om det. Det var så hyggeligt sidst, jeg vil gøre det igen.
"Alex, du blev udskrevet for 3 dage siden. Tag det med ro," siger han.
"Jeg har ligget på det åndsvage hospital i 1 måned, jeg har haft masser af ro".
"Du var også ustabil i 1 måned, så det kan man ikke kalde for ro".
"Men nu kan jeg få ro. At synge er min ro," siger jeg og kigger på ham med hundeøjne. Han kigger bare ind i mine øjne i meget lang tid.
"Fint!" Siger han og griner.
"Jaaa," siger jeg og griner.
"Hvad skal du så synge den her gang?"
"Jeg ved det ikke. Måske girls just wanna have fun?"
"Den er god. Den burde du synge," siger han.
Vi ankom for måske 30 minutter siden. Jeg har prøvet og samle mod til at synge. Dylan og jeg er lige blevet færdig med at spise vores burgere. To piger synger en sang lige nu. De synger ikke så godt, men de er meget sjove.
"Du synger altså bedre. Hvorfor går du ikke der op?" Spørger Dylan.
"Jeg tør ikke," siger jeg.
"Du tør ikke? Lamt. Kom nu bare," siger han. Jeg griner af hans måde at prøve at fornærme mig på. Det virkede ikke, der skal mere til.
"Folk kommer til at stirre på mig. Hvis jeg synger forkert eller falskt, så vil alle grine," siger jeg og kigger ned i mit lår.
"Du var ikke bange sidst," siger han.
"Nej, jeg ved ikke hvorfor. Du var der bare og fjernede al nervøsiteten".
"Alex, du synger tit og jeg hører dig aldrig synge falskt. Jeg elsker din stemme, det vil alle andre også," siger han og smiler.
"Tak. Det var sødt sagt".
"Og jeg mente det". Han er så sød. Han siger altid de helt rigtige ting på det helt rigtige tidspunkt. "Jeg går op og henter noget at drikke. Hvis vi er heldige kommer jeg tilbage om 10 minutter. Køen er virkelig lang nu". Han griner og går op med baren.
"Hey, Alex," hvisker en bag mig. Jeg vender mig om.
"Cole, følger du efter mig nu?" Siger jeg.
"Du har ikke svaret mig, efter det jeg sagde".
"Cole, det vil tage noget tid. Det er hårdt for mig at vi bare er venner. Hvis vi skal være sammen, vil jeg jo dø," siger jeg. Det er hårde ord. Det var selvfølgelig bare sarkastisk, men han fatter pointen.
"Men Alex..."
"Ikke noget men," afbryder jeg. "Det er forbi". Vi sidder lidt og stirrer bare ud i rummet. Ingen siger noget i lang tid.
"Elsker du mig stadig?" Spørger han så.
"Cole..."
"Simpelt spørgsmål," siger han.
"Nej, det er ikke simpelt. Jeg var kommet videre, også siger du at du elsker mig og trækker mig tilbage. Det er ikke simpelt overhovedet," siger jeg irriteret.
"Alex. Det er simpelt. Jeg spørger ikke om en dybere mening med det du siger. Jeg vil bare have et simpelt svar, elsker du mig stadig?"
"Ja," siger jeg. "Jeg elsker dig stadig".
"Hvorfor kan vi ikke være sammen så? Hvis vi har kærligheden, kan det andet blive opbygget. Vi kan starte forfra," siger han.
"Nej. Forstå det nu. Jeg har givet dig din anden chance. Og den ødelagde du. Hvis jeg ikke havde sagt noget, havde du sikkert knaldet hende," siger jeg surt.
"Selvfølgelig ikke. Jeg havde jo en kæreste," siger han.
"Men du kunne godt få dig selv til at ryge og danse ekstremt meget op af hende. Du fik jo næsten oprejsning altså," siger jeg og kigger væk.
"Nej! Jeg havde jo en kæreste," siger han.
"Cole, nøgleordet her er havde. Du havde en kæreste," siger jeg.
"Men hvad så med kærligheden? Skal vi bare glemme den? Det gør jeg ikke".
"Cole. Du knuste helt ærligt mit hjerte. Jeg havde det fint, før du kom ind i mit liv. Da du så kom ind var jeg mere end taknemmelig. Jeg troede at vi skulle være sammen. Jeg troede at det var os to. Men det var det ikke. Det var dig, mig, cigaretter og den blonde pige".
"Hun hedder altså Jessica," siger han. Utroligt. Bare helt utroligt.
"Wow, okay," siger jeg surt. Han er for meget.
"Men pointen er at du elsker mig og jeg elsker dig. Så det ville kun give mening hvis det var os".
"Du forstår ikke hvad jeg siger!"
"Er der flere der skal synge karaoke?" Siger dj'en. Jeg tænker lidt. jeg rejser mig op og skynder mig hen til ham. Jeg hvisker en sang i hans øre og han sætter den på. Musikken starter stille og roligt.
" I know I can't take one more step towards you," jeg starter helt stille ud. Jeg synger til Cole. Det er det eneste der giver mening lige nu.
"'Cause all that's waiting is regret. Don't you know I'm not your ghost anymore. You lost the love I loved the most," synger jeg. Jeg kan se Dylan kigge undrende på mig. Cole kigger på mig og lytter. For engangsskyld lytter han.
"I learned to live, half alive. And now you want me one more time. Who do you think you are?. Runnin' 'round leaving scars. Collecting your jar of hearts. And tearing love apart. You're gonna catch a cold. From the ice inside your soul. So don't come back for me. Who do you think you are?"
Jeg synger den sidste linje og ånder ud. Cole græder lidt. Dylan og andre folk klapper af mig og nogle pifter. Hvad der skulle have været en hyggelig aften, blev til noget helt andet. Jeg træder ned fra scenen og ud på parkeringspladsen. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogle lige nu. Jeg ved at drengene nok vil komme ud efter mig, så jeg gemmer mig lidt omme bag en busk. Som jeg tænkte, kommer de ud og leder efter mig. De kigger ned af vejen men går ind igen da de ikke kan finde mig. Jeg træder frem igen og ringer efter en taxa. Den ville komme om ca. 5 minutter, der var nemlig en taxa i nærheden.
Jeg sætter mig ind i taxaen og skriver til Dylan. Jeg kan se han har ringet 3 gange.
A: mig.
D: Dylan.
A: Hey, Dylan. Undskyld for bare at forsvinde. Jeg er taget hjem så du behøver ikke at lede efter mig.
Der går lidt tid før han ser den.
D: Det er okay. Jeg så min bror og regnede selv tingene ud. Er du okay?
A: Ja. Jeg skulle bare ud. Men jeg ringer i morgen, det lover jeg.
D: Okay. Ses.
ESTÁS LEYENDO
The day my life started
Fanfic*KAN INDEHOLDER STØDENDE SPROG OG SCENER* Jeg hedder Alexandra men alle kalder mig Alex. Jeg er 19 år og kommer fra Danmark men bor i L.A. Jeg er en helt normal pige som går meget op i skolen. Jeg er ikke den mest populære pige men jeg har mine to...
